Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jesus — hvad nogle har sagt om ham

Jesus — hvad nogle har sagt om ham

Jesus — hvad nogle har sagt om ham

„Jesus fra Nazaret . . . er uden tvivl den mest fremtrædende skikkelse i historien.“ — H.G. Wells, engelsk historiker.

„Kristus . . . skiller sig ud fra alle historiens helte.“ — Philip Schaff, schweizisk teolog og historiker.

HVEM er kvalificeret til at blive kaldt det største menneske der har levet? Hvad er det der gør et menneske stort? At det har særlige evner som hærfører? At det har stærke muskler? At det har en usædvanlig forstand? Eller er et menneskes storhed afhængig af hvor meget indflydelse vedkommende har på andre gennem sine ord, sine gerninger og sit eksempel?

Læg engang mærke til hvad historikere, videnskabsmænd, bibelkyndige, forfattere, politiske ledere og andre — fortidige som nutidige — har sagt om Jesus Kristus fra Nazaret:

„Det ville være absurd at benægte at den mest indflydelsesrige skikkelse — ikke bare i disse to årtusinder, men i hele menneskehedens historie — har været Jesus fra Nazaret.“ — Reynolds Price, amerikansk forfatter og bibelkyndig.

„En helt igennem uskyldig mand gav sig selv som offer til gavn for andre, deriblandt sine fjender, og blev en løsesum for verden. Det var en fuldkommen handling.“ — Mohandas K. Gandhi, politisk og åndelig leder i Indien.

„Som barn modtog jeg undervisning i både Bibelen og Talmud. Jeg er jøde, men jeg er betaget af denne strålende skikkelse fra Nazaret.“ — Albert Einstein, tysk videnskabsmand.

„Jesus Kristus er i mine øjne den mest betydningsfulde personlighed til alle tider, op gennem hele historien, både som Guds søn og som menneskesøn. Alt hvad han sagde og gjorde, har værdi for os i dag, og det kan man ikke sige om noget andet menneske, hverken nulevende eller fortidigt.“ — Scholem Asch, amerikansk forfatter, født i Polen, citeret i avisen Christian Herald; kursiveret af dem.

„I 35 år var jeg nihilist, en mand der ikke troede på noget. For fem år siden blev jeg troende. Jeg fik tro på Jesus Kristus, og hele mit liv undergik en pludselig forvandling.“ — Lev Tolstoj, russisk forfatter og filosof.

„Jesus har med sit liv øvet større indflydelse end nogen anden der har levet på denne jord, og virkningen bliver stadig større.“ — Kenneth Scott Latourette, amerikansk historiker og forfatter.

„Skal vi mene at den evangeliske historie er det rene opspind? Min ven, den bærer bestemt ikke præg af at være opspind. Tværtimod, beretningen om Sokrates, som ingen vover at betvivle, er ikke så godt dokumenteret som beretningen om Jesus Kristus.“ — Jean-Jacques Rousseau, fransk filosof.

Hvis nogen gør sig fortjent til at være vores forbillede, er det helt klart Jesus Kristus. Paulus, en lærd mand som Jesus i det første århundrede udvalgte til at være sin discipel og til at gøre ham kendt for nationerne, opfordrer os til at ’se ufravendt hen til’ Jesus. (Hebræerne 12:2; Apostelgerninger 9:3) Hvad kan Jesus lære os med hensyn til hvordan vi skal leve? Hvordan kan vi få gavn af hans liv?