Byen Korinth — „herre over to havne“

HVIS du ser på et kort over Grækenland, vil du lægge mærke til at hovedparten af landet består af en halvø og noget der ligner en stor ø mod syd. De to områder er forbundet af en smal stribe land, som er omkring seks kilometer bred på det smalleste sted. Korinths landtange, eller Isthmen som den også kaldes, forbinder halvøen Peloponnes i syd med hovedlandet i nord.

Landtangen er også vigtig på en anden måde. Den er blevet kaldt havbroen fordi der på østsiden af den er Den Saroniske Bugt, der går ud i Det Ægæiske Hav og det østlige Middelhav, og på vestsiden er Den Korinthiske Bugt, der munder ud i Det Joniske Hav, Adriaterhavet og det vestlige Middelhav. Midt i alt dette ligger byen Korinth, som var et vigtigt stop på apostelen Paulus’ missionsrejser, og som i oldtidens verden var kendt for velstand, luksus og en udsvævende levevis.

En strategisk vigtig by

Byen Korinth ligger på vestsiden af denne stribe land. Den betjenes af to havne, en på hver side af den smalle landtange — Lekæum på vestsiden og Kenkreæ på østsiden. Det er grunden til at den græske geograf Strabon beskrev Korinth som „herre over to havne“. På grund af  sin strategisk vigtige beliggenhed kom Korinth til at beherske en international korsvej og fik dermed kontrollen over den nordsydgående handel over land samt den østvestgående søhandel.

Lige siden oldtiden var skibe kommet dertil med deres ladninger østfra (Lilleasien, Syrien, Fønikien og Ægypten) og vestfra (Italien og Spanien). Varerne blev udlosset i den ene havn og transporteret de få kilometer over land til den anden side af landtangen. Dér blev ladningerne læsset over på andre fartøjer og transporteret videre. Mindre fartøjer blev slæbt tværs over landtangen ad et slæbespor, kaldet diolkos. — Se  rammen på side 27.

Hvorfor foretrak sømænd ruten tværs over landtangen? Fordi de dermed slap for de risici som var forbundet med en over 300 kilometer lang rejse i hård sø rundt om det sydlige Peloponnes’ stormomsuste forbjerge. Søfolkene undgik især Kap Maléa, hvorom der blev sagt: „Tag rundt om Kap Maléa og glem alt om nogen sinde at komme hjem.“

Kenkreæ — en forsvundet havn opdages

Havnebyen Kenkreæ, der lå omkring elleve kilometer øst for Korinth, var det sidste stop på de asiatiske sejlruter. I dag ligger den halvvejs under vand på grund af ødelæggende jordskælv som ramte området omkring slutningen af det fjerde århundrede efter vor tidsregning. Strabon beskrev Kenkreæ som en travl og velhavende havneby, og den romerske filosof Lucius Apulejus kaldte den „en meget sikker havn, som besøges af et stort antal skibe“.

I romertiden havde havnen to anløbsbroer der strakte sig ud i havet som en hestesko og derved dannede en 150-200 meter bred indsejling. Den kunne modtage skibe der var op til 40 meter lange. Udgravninger på byens sydvestlige side har afdækket dele af et tempel som man mener har været en helligdom for gudinden Isis. Et bygningskompleks på den modsatte side af havnen var sandsynligvis en helligdom for Afrodite. Disse to gudinder blev betragtet som de søfarendes beskyttere.

Den kommercielle skibstrafik i denne havn kan have spillet en rolle i forbindelse med apostelen  Paulus’ arbejde som teltmager i Korinth. (Apostelgerninger 18:1-3) Bogen In the Steps of St. Paul siger: „Når vinteren nærmede sig, var teltmagerne i Korinth, der også var sejlmagere, ved at drukne i arbejde. Med begge havne fulde af skibe der var lagt op for vinteren, og som skulle repareres mens havet var usejlbart, må skibsprovianteringshandlerne i Lekæum og Kenkreæ have haft arbejde nok til så godt som alle der bare kunne sy to baner sejldug sammen.“

Efter at have opholdt sig i Korinth i over 18 måneder sejlede Paulus fra Kenkreæ til Efesus omkring år 52 e.v.t. (Apostelgerninger 18:18, 19) På et tidspunkt i løbet af de næste fire år blev der oprettet en kristen menighed i Kenkreæ. Bibelen fortæller os at Paulus bad de kristne i Rom om at yde hjælp til en kristen kvinde ved navn Føbe fra „den menighed som er i Kenkreæ“. — Romerne 16:1, 2.

Mange turister der i dag ferierer ved bugten i Kenkreæ, svømmer rundt i krystalklart vand midt mellem ruinerne af den forsvundne havn. De fleste af dem har ingen anelse om at dette sted for flere hundrede år siden summede af handelsvirksomhed og forskellige former for kristen aktivitet. Det samme gælder Korinths anden havneby, Lekæum, som ligger på den vestlige side af landtangen.

Lekæum — indfaldsport til Vesten

En brolagt vej kaldet Lekæumvejen førte direkte fra agoraen, eller torvet, i Korinth til byens vestlige havn, Lekæum, omkring to kilometer væk. Man havde gravet et stykke af kystlinjen fri for at opføre havnen og dynget det opgravede materiale op på stranden for at beskytte fortøjede skibe mod de stærke vinde der blæste ind fra bugten. Engang var Lekæum en af de største havne i Middelhavsområdet. Arkæologer har udgravet ruiner af et fyrtårn — en statue af Poseidon der holder en fakkel.

Lekæumvejen var beskyttet af dobbeltmure, og på begge sider var der fortov, offentlige bygninger, templer og butiksarkader. Her må Paulus have mødt travle handlende, snakkesalige dagdrivere, butiksindehavere, slaver, forretningsfolk og andre — alle sammen nogle han kunne forkynde for.

Lekæum var ikke kun en merkantil havn, men også en betydningsfuld flådebase. Nogle hævder at trieren, et af de mest effektive krigsskibe i oldtiden, blev opfundet på Lekæums skibsværfter af den korinthiske skibsbygger Ameinocles omkring år 700 f.v.t. Athenerne  udnyttede trierens fortrin i deres afgørende sejr over den persiske flåde ved Salamis i år 480 f.v.t.

Det der engang var en travl havn, er i dag ikke andet end nogle mørke, rørbevoksede laguner. Intet indikerer at der her for århundreder siden lå en af de største havne i Middelhavsområdet.

Forhold i Korinth skaber problemer for de kristne

Ud over at tjene som handelshavne åbnede Kenkreæ og Lekæum op for indflydelse udefra, og det kom i høj grad til at præge indbyggerne. Havnene trak for eksempel handelsforbindelser og stor velstand til byen. Korinth samlede sig rigdom ved at opkræve høje havneafgifter foruden gebyrer for at transportere gods og skibe ad slæbesporet. Byen opkrævede også skatter for trafik over land. Ved slutningen af det syvende århundrede før vor tidsregning gjorde de midler staten havde indsamlet gennem afgifter på byens markeder og brugen af dens havne, det endda muligt helt at afskaffe personskatterne.

Korinth skaffede sig yderligere indkomster fra handlende der gjorde ophold i byen. Mange af dem hengav sig til vilde og løsslupne fester. Korinth vrimlede også med søfarende som øgede byens velstand. Strabon nævner at de strøede om sig med penge. Byens indbyggere tilbød mange serviceydelser, herunder reparation af skibe.

På Paulus’ tid havde byen efter sigende en befolkning på omkring 400.000, hvilket kun blev overgået af Rom, Alexandria og Antiochia i Syrien. Der boede grækere, romere, syrere, ægyptere og jøder i Korinth. Gennem dens havne var der en konstant strøm af rejsende, besøgende til idrætslege, kunstnere, filosoffer, forretningsmænd og andre. Disse besøgende gav gaver til templerne og ofrede til guderne. Alt dette gjorde Korinth til en levende og driftig metropol — men det havde sin pris.

Bogen In the Steps of St. Paul siger: „Korinth, der lå mellem disse to havne, udviklede en kosmopolitisme som var præget af lasterne hos de fremmede nationer hvis skibe lå i hendes havne.“ Østens og Vestens lyster og laster mødtes og blandedes i byens smeltedigel. Som følge heraf blev Korinth en forlystelsessyg og moralsk dekadent by — den mest umoralske og udsvævende by overhovedet i antikkens Grækenland. At leve på korinthisk var blevet synonymt med at føre et udsvævende og umoralsk liv.

Et sådant materialistisk og umoralsk miljø var en trussel mod de kristnes åndelige sundhed. Jesu disciple i Korinth havde behov for at blive formanet så de kunne bevare sig selv i et godkendt forhold til Gud. I sine breve til korintherne fordømte Paulus i stærke vendinger havesyge, udsugning og moralsk urenhed. Når man læser disse inspirerede breve, kan man ikke undgå at fornemme den nedbrydende indflydelse som de kristne i Korinth var udsat for. — 1 Korinther 5:9, 10; 6:9-11, 18; 2 Korinther 7:1.

Nogle fordele var der imidlertid ved at Korinth var en kosmopolitisk by. Hele tiden kom der nemlig nye tanker og idéer til byen, og dens indbyggere var derfor mere tolerante end folk i andre af de byer Paulus besøgte. „Øst og Vest mødtes i denne oldtidens havneby,“ siger en bibelkommentar, „og dens indbyggere blev således præsenteret for enhver ny tanke, filosofi og religion som verden havde at tilbyde.“ Resultatet var at man tolererede forskellige religioner, og det gjorde øjensynlig Paulus’ forkyndelsesarbejde i byen lettere.

Korinths to havne — Kenkreæ og Lekæum — bidrog til byens velstand og berømmelse. Men de samme havne gjorde det til en udfordring for kristne at bo i Korinth. I vores moderne verden oplever vi lignende forhold. Materialisme og umoralitet er noget af det der udgør en åndelig trussel mod gudfrygtige mennesker. Derfor gør vi også klogt i at tage de inspirerede advarsler til hjerte som Paulus gav de kristne i Korinth.

[Ramme/​illustration på side 27]

 DIOLKOS — SKIBSFART PÅ TØRT LAND

Hen imod slutningen af det syvende århundrede før vor tidsregning mislykkedes de planer man havde om at bygge en kanal. Periandros, der dengang herskede over Korinth, fandt ud af hvordan man på en sindrig måde kunne få skibe fragtet tværs over landtangen. * Man anlagde et slæbespor kaldet diolkos, der betyder „gennemhaling“. Sporet bestod af sandstensblokke med dybe render der var beklædt med træskinner indsmurt i fedt. Varer fra skibe blev udlosset i den ene havn, læsset over på vogne og så trukket af slaver via slæbesporet til den anden havn. Mindre skibe, nogle gange med gods, blev også trukket ad slæbesporet.

[Fodnote]

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GRÆKENLAND

Den Korinthiske Bugt

Lekæum havn

Det gamle Korinth

Kenkreæ

Korinths landtange

Den Saroniske Bugt

Peloponnes

DET JONISKE HAV

Kap Maléa

DET ÆGÆISKE HAV

[Illustration på side 25]

I dag passerer fragtskibe gennem Korintherkanalen

[Illustration på side 26]

Lekæum havn

[Illustration på side 26]

Kenkreæ havn

[Kildeangivelse på side 25]

Todd Bolen/​Bible Places.com