Et brev fra Irland

En omhyggelig søgen

DET var en mild og fugtig dag. På grund af den stadige finregn dannede der sig dråber på bilens forrude som slørede mit udsyn til det omliggende landskab. Efter at have kørt omkring 16 kilometer nåede jeg op på toppen af en bakke med udsigt over Westport, en lille kystby i det vestlige Irland. Pludselig spredtes disen af solens stråler, og jeg kunne se adskillige småøer rundt om i bugten — så smukke som smaragder på et underlag af blåt fløjl. Kun få af øerne er beboede, men nogle af dem bruges af lokale landmænd til græsning for deres besætninger, som de transporterer dertil.

Langs kysten længere mod vest strakte der sig et bakkedrag. Bakkerne var dækket af bregner, tørv og lyng og lignede i eftermiddagssolen poleret kobber. I det fjerne kunne jeg se Croagh Patrick, et kegleformet bjerg som de lokale kalder The Reek. Jeg manøvrerede bilen gennem Westports smalle, befærdede gader, forbi The Reek og videre til et område der sjældent bliver besøgt af Jehovas Vidner.

Den mand jeg var kørt ud for at besøge, vidste ikke at jeg ville komme den dag. Jeg havde modtaget et brev hvori der stod at han for nylig var flyttet herud, og at han ønskede at fortsætte sin drøftelse af Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Jeg tænkte: ’Gad vidst hvor gammel han er. Er han enlig eller gift? Hvad interesserer han sig mon for?’ Jeg kiggede på min taske og gennemgik endnu en gang i tankerne om jeg havde Bibelen og forskellige bibelske publikationer med. Så tænkte jeg lidt over hvad jeg kunne sige for at øge hans interesse for Rigets budskab.

The Reek lå bag mig nu. Stenmure, hvoraf mange var blevet bygget under den store hungersnød i det 19. århundrede, omkransede tomme marker der som et patchworktæppe strakte sig ned mod havet. Højt oppe fløj der en enlig måge frit og ubesværet. Ude i horisonten sås hvidtjørn og slåenbuske, bøjede og forvredne som gamle mænd der trykkede sig mod hinanden med ryggen mod vinden.

Herude på landet bruger man hverken husnumre eller gadenavne. Mandens adresse bestod blot af navnet på hans hus og townland. * Mit første mål var dog at finde den person som helt sikkert vidste hvor alle boede, nemlig postbuddet. En halv time senere fandt jeg posthuset, en ombygget stue i et rækkehus. På døren  hang der et skilt med teksten: „Lukket.“ Uforknyt forhørte jeg mig hos indehaveren af en lokal butik som fortalte mig vejen til mandens townland.

Efter at have kørt endnu otte kilometer fandt jeg det kendemærke jeg havde ledt efter — et skarpt sving til højre med en hulvej på venstre hånd. Jeg kørte hen til et nærliggende hus og bankede på. En ældre kvinde åbnede døren og fortalte mig stolt at hun havde boet der hele sit liv, men at hun desværre måtte indrømme at hun ikke vidste hvor den mand jeg søgte efter, boede. Hun sagde at hun kendte en hun kunne forhøre sig hos pr. telefon, hvorefter hun inviterede mig ind.

Mens hun talte i telefon, blev hun ved med at kigge på mig, idet hun sikkert spekulerede på hvem jeg var, og hvad jeg ville. Jeg lagde mærke til at der var en lille statue af Jomfru Maria ved døren og et stort billede af Kristus på væggen. På køkkenbordet lå der en rosenkrans. For at berolige hende sagde jeg blot: „Jeg har en vigtig meddelelse til ham fra nogle venner.“

Så kom hendes mand, som begyndte at fortælle mig lidt om områdets historie. Det første opkald hans kone foretog, gav ikke noget resultat, så hun insisterede på at jeg ventede mens hun ringede til nogle andre. Det lod til at ingen kendte noget til hverken manden eller huset. Jeg så på mit ur. Klokken var mange, så jeg indså at jeg måtte prøve at komme igen en anden dag. Jeg takkede dem begge for deres hjælp, steg ind i bilen og påbegyndte den lange tur hjemad.

Jeg vendte tilbage den følgende uge. Denne gang traf jeg postbuddet, som gav mig en klar vejbeskrivelse. Et kvarter senere fandt jeg det vejkryds han havde fortalt mig om. Jeg drejede til venstre og kørte frem og tilbage på den smalle vej adskillige gange for at finde det næste kendemærke, en gammel stenbro. Den kunne jeg ikke finde. Til sidst fandt jeg dog det næste kendemærke, og dér, på toppen af en bakke, lå det hus jeg havde brugt så meget tid og energi på at lede efter.

Jeg tog mig lidt tid til at tænke over hvordan jeg ville præsentere den gode nyhed. En ældre mand åbnede døren. „Desværre er du gået forkert. Det hus du leder efter, er derovre,“ sagde han og pegede på et hus der lå skjult mellem nogle træer. Forventningsfuld gik jeg hen til huset og bankede på. Mens jeg ventede, så jeg ud på Atlanterhavet, der lå nogle få hundrede meter fra huset. Vinden var taget til, og hvide bølger slog ind mod den kilometerlange uspolerede strandbred. Der var ikke en sjæl at se, og der var heller ingen hjemme.

Det var først efter endnu to forsøg på at træffe nogen at jeg mødte en ung mand. „Du er kommet til det rigtige hus,“ sagde han, „men den forrige lejer, den mand du leder efter, er flyttet, og jeg ved ikke hvorhen.“ Jeg fortalte den unge mand grunden til mit besøg og fandt ud af at han aldrig havde talt med Jehovas Vidner før. Han havde været ude for et røveri og havde spekuleret på hvorfor Gud tillod sådanne uretfærdigheder. Han ville meget gerne have de nyeste numre af Vågn op! og Vagttårnet, der omhandlede netop det emne.

Bibelen siger at vi skal gøre en ihærdig indsats for at finde sandhedssøgende mennesker. Selvom jeg desværre ikke fandt den mand jeg havde ledt efter, føler jeg på ingen måde at mine anstrengelser var spildt. Mange mennesker i Irland er ivrige efter at høre Rigets budskab, og med Jehovas velsignelse vil de små sandhedsfrø der er blevet sået i denne unge mand, måske bære frugt en dag.

[Fodnote]