Højtid og festtid i det gamle Israel

JEHOVA pålagde gennem Moses sit udvalgte folk at fejre visse højtider som var uløseligt forbundet med den sande tilbedelse. Fejringen af disse højtider var med til at berige livet for familierne i Israel. Da vi som kristne i dag også samles til stævner, er det interessant at se hvor vigtige datidens sammenkomster var.

De tre store højtider

De tre vigtigste „festtider“ kaldes undertiden valfartshøjtider fordi alle personer af mandkøn skulle samles for at fejre dem i Jerusalem. De blev holdt på faste tider i løbet af året. Disse tre store højtider var:

(1) De usyrede brøds højtid. (2 Mosebog 23:15) Denne højtid begyndte dagen efter påsken og varede fra den 15. til og med den 21. abib (nisan). Påsken blev fejret den 14. nisan og var egentlig en selvstændig højtid, men eftersom den tidsmæssigt var så nært forbundet med de usyrede brøds højtid, blev de to højtider ofte under ét betegnet som påsken. — Mattæus 26:17; Lukas 22:7.

(2) Ugefesten, senere kaldet pinsen. Den blev fejret på den 50. dag efter den 16. nisan, det vil sige den 6. sivan. — 2 Mosebog 23:16a; 34:22a.

(3) Løvhyttefesten, også kaldet indsamlingshøjtiden. Denne højtid blev fejret fra den 15. til den 21. etanim (tisjri; den 7. måned), og den 22. blev der holdt et højtidsstævne. — 3 Mosebog 23:34-36.

Hvor, hvornår og hvordan disse højtider skulle fejres, var bestemt af Jehova. Det var „Jehovas festtider“. (3 Mosebog 23:4) De var knyttet til forskellige årstider efter det religiøse år: Det tidlige forår, det sene forår og efteråret. Dette var ikke uden betydning, for på disse tidspunkter høstede man de første afgrøder på markerne og i vingårdene, noget som gav anledning til stor glæde blandt det forjættede lands indbyggere, og gennem højtiderne fik de lejlighed til at takke Jehova som deres gavmilde Forsørger.

Generelle forskrifter for højtiderne

Ifølge Moseloven skulle alle mandlige israelitter ’vise sig for Jehova deres Gud’ ved at samles for at fejre de tre store årlige højtider på det sted han udvalgte. (5 Mosebog 16:16) Det sted der til sidst blev udvalgt, var Jerusalem. Der var dødsstraf for at udeblive fra påsken, men der var ikke fastsat nogen straf for at udeblive fra de øvrige højtider. (4 Mosebog 9:9-13) Dog ville tilsidesættelse af Guds love i almindelighed, deriblandt lovene om højtider og sabbatter, medføre vanskeligheder for folket som helhed. (5 Mosebog 28:58-62) Påsken skulle fejres den 14. nisan eller, under særlige omstændigheder, en måned senere.

Skønt kvinderne, i modsætning til mændene, ikke var forpligtede til at foretage rejserne til de årlige højtider, var der nogle kvinder der gjorde det, for eksempel Hanna, Samuels mor, og Maria, Jesu mor. Israelitiske kvinder som elskede Jehova, deltog i højtiderne når som helst de havde mulighed for det. Som det fremgår af beretningen, var det ikke blot Jesu forældre der regelmæssigt tog op til Jerusalem; deres slægtninge og bekendte var også med i rejseselskabet.

Jehova gav israelitterne forsikringen: „Ingen vil begære dit land mens du drager op for at se Jehova din Guds ansigt tre gange om året.“ (2 Mosebog 34:24) Selvom der ikke blev nogen mænd tilbage til at beskytte byerne og landet, var der helt frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70 ingen fremmed nation som forsøgte at indtage jødernes land under en af deres højtider.

Ingen af de mandlige deltagere måtte komme tomhændede til højtiderne. Enhver skulle medbringe en gave som ’svarede til den velsignelse Jehova havde givet’. (5 Mosebog 16:16, 17) Højtiderne gav israelitterne lejlighed til at vise deres  troskab mod Jehova og gav dem anledning til at komme sammen og fryde sig. Glæden skulle også deles med enkerne, de faderløse og de fastboende udlændinge (5 Mosebog 16:11, 14), det sidste naturligvis under forudsætning af at de dyrkede Jehova, og at mændene iblandt dem havde ladet sig omskære. (2 Mosebog 12:48, 49) Der blev altid bragt særlige ofre ud over de daglige ofre, og mens brændofrene og fællesskabsofrene blev frembåret, blev der blæst i trompeter.

Højtidernes betydning i israelitternes liv

I overensstemmelse med Guds bud hjalp højtiderne alle deltagerne til at holde sindet rettet mod Guds ord og ikke blive så optaget af deres personlige anliggender at de glemte den vigtigere, åndelige side af tilværelsen. Disse højtider mindede dem også om at de var et folk for Jehovas navn. På vejen til og fra højtiderne havde de rig lejlighed til at tale om deres Guds godhed og de velsignelser han skænkede dem dag efter dag året igennem. Højtiderne gav dem lejlighed til at være sammen og til at tale om og grunde over Jehovas lov. De bidrog til at de lærte det gudgivne land bedre at kende, øgede forståelsen og næstekærligheden iblandt dem og fremmede enheden og den rene tilbedelse. De var anledninger til glæde, mindede deltagerne om Guds tanker og veje og var til åndelig velsignelse for alle som deltog i dem i oprigtighed. Et eksempel på dette er den velsignelse som tusinder fik del i da de fejrede pinsen i Jerusalem i år 33. — Apostelgerninger 2:1-47.