„Jeg kender jo deres lidelser“
Kom nær til Gud
„Jeg kender jo deres lidelser“
„HELLIG, hellig, hellig er Hærstyrkers Jehova.“ (Esajas 6:3) Disse inspirerede ord viser at Jehova Gud er ren og ubesmittet i højeste grad. Nogen vil måske spørge: ’Gør Guds hellighed ham ikke kold og utilnærmelig? Kan en Gud der er så hellig, virkelig være interesseret i mig — et syndigt og ufuldkomment menneske?’ Lad os se nærmere på de opmuntrende tanker vi finder i en samtale mellem Jehova og Moses. Den er gengivet i Anden Mosebog 3:1-10.
En dag mens Moses gik og passede får, fik han øje på noget højst usædvanligt — en brændende tornebusk der ’ikke blev fortæret’ af ilden. (Vers 2) Nysgerrigt nærmede Moses sig for at se nærmere på fænomenet. Ud fra ilden talte Jehova til Moses gennem en engel: „Kom ikke nærmere hertil. Tag dine sandaler af fødderne, for det sted du står på, er hellig grund.“ (Vers 5) Tænk engang — på grund af Jehovas tilstedeværelse, repræsenteret ved den brændende tornebusk, blev selve stedet helligt!
Den hellige Gud havde god grund til at ville tale med Moses. Gud sagde: „Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser.“ (Vers 7) Gud lukkede ikke øjnene for sit folks lidelser, og han vendte ikke det døve øre til deres nødråb. Nej, deres smerte blev til hans smerte. Læg mærke til at Gud sagde: „Jeg kender jo deres lidelser.“ Om det udtryk der er oversat med „jeg kender“, siger et opslagsværk: „Dette udtryk indebærer personlige følelser, ømhed og medfølelse.“ Jehovas ord til Moses viser at han er en omsorgsfuld Gud, og at han er dybt interesseret i os.
Hvad ville Gud gøre? Han nøjedes ikke blot med at have ondt af dem — han gjorde noget! Han besluttede at udfri sit folk fra Ægypten og føre dem „til et land der [flød] med mælk og honning“. (Vers 8) Jehova gav derfor Moses følgende opgave: „Før mit folk . . . ud af Ægypten.“ (Vers 10) Tro mod sit hverv førte Moses Israel ud af Ægypten i 1513 f.v.t.
Jehova har ikke forandret sig. De der i dag tilbeder ham, kan være forvissede om at han ser deres trængsler og lytter til deres råb om hjælp. Jehova kender til fulde den smerte de oplever. Men han nøjes ikke blot med at føle med sine trofaste tjenere. Omsorgsfuld som han er, ’tager han sig af dem’. — 1 Peter 5:7.
Jehovas medfølelse giver os grund til at nære håb. Med hans hjælp kan vi ufuldkomne mennesker opnå et vist mål af hellighed og være godkendte i hans øjne. (1 Peter 1:15, 16) En kristen kvinde der har kæmpet med depression og modløshed, fandt trøst i beretningen om Moses og tornebusken. Hun siger: „Hvis Jehova kan gøre selv jord hellig, så er der måske også håb for mig. Denne tanke har virkelig hjulpet mig.“
Har du lyst til at lære den hellige Gud, Jehova, bedre at kende? Det er muligt at få et nært forhold til ham, for „han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv“. — Salme 103:14.