Vidste du det?
Vidste du det?
Hvordan så Gud på at israelitterne gav sig af med astrologi?
Astrologi er ifølge Den Store Danske Encyklopædi „læren om den indflydelse, som himmellegemerne Månen, Solen, planeterne og fiksstjernerne formodes at have på livet på Jorden“. Fordi Jorden hvert år bevæger sig én gang rundt om Solen, ændrer stjernebillederne, set fra Jorden, position på himmelen. Siden oldtiden har man observeret disse forandringer og tillagt dem stor betydning.
Astrologi stammer sandsynligvis fra oldtidens babyloniere, som tilbad stjerner og stjernebilleder. Da israelitterne afveg fra den sande gudsdyrkelse, begyndte de at beskæftige sig med denne form for tilbedelse. På den judæiske kong Josias’ tid var astrologi vidt udbredt i hele landet. Guds syn på sagen var imidlertid ikke til at tage fejl af. Århundreder tidligere var der med Moseloven blevet indført dødsstraf for at tilbede himmellegemerne. — 5 Mosebog 17:2-5.
Blandt de religiøse reformer kong Josias gennemførte i Juda, var der et forbud mod at ofre „til solen og til månen og til dyrekredsens stjernebilleder og til hele himmelens hær“. Ifølge Bibelen tog kongen dette skridt fordi han ønskede at „følge Jehova og holde hans bud“. (2 Kongebog 23:3-5) Dette udgør også i dag et eksempel til efterfølgelse for mennesker der ønsker at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.
Hvem var „Zeus’ sønner“ der nævnes i Apostelgerninger 28:11?
I Bibelen berettes det at apostelen Paulus på vej til Rom sejlede fra Malta til Puteoli i en båd der havde „Zeus’ sønner“ som galionsfigur. (Apostelgerninger 28:11) Et sådant symbol var populært hos fortidens søfolk og rejsende.
Ifølge græsk og romersk mytologi fik Zeus (også kaldet Jupiter) og Leda tvillingesønnerne Kastor og Polydeukes (Castor og Pollux). „Zeus’ sønner“ regnedes blandt andet for at være dygtige sømænd der kunne kontrollere vinden og bølgerne. De blev derfor tilbedt som søfolkenes beskyttere. Rejsende ofrede til dem og bad til dem om beskyttelse når det stormede. Man mente at disse tvillingeguddomme manifesterede sig selv og deres beskyttende kræfter i form af sanktelmsild — lysende elektriske udladninger som i tordenvejr kan optræde omkring skibes mastetoppe.
Det var meget almindeligt blandt grækerne og romerne at tilbede Kastor og Polydeukes, og et gammelt kildeskrift nævner det specifikt i forbindelse med området ved Kyrene i Nordafrika. Den båd der nævnes i Apostelgerninger, kom fra den nærliggende ægyptiske by, Alexandria.
[Illustration på side 9]
Babylonisk stele der skildrer kong Nazimaruttas omgivet af stjernebilleder
[Illustration på side 9]
Denar med billede af „Zeus’ sønner“, 114-113 f.v.t.
[Kildeangivelser på side 9]
Stele: Réunion des Musées Nationaux/Art Resource, NY; mønt: Med tilladelse fra Classical Numismatic Group, Inc./cngcoins.com