Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En fader for faderløse

En fader for faderløse

Kom nær til Gud

En fader for faderløse

2 Mosebog 22:22-24

„EN FADER for faderløse . . . er Gud i sin hellige bolig.“ (Salme 68:5) Disse inspirerede ord lærer os noget om Jehova Gud der rører vores hjerte — han forstår hvordan de der er ringe stillet, har det. Jehovas omsorg for børn der har mistet den ene af deres forældre, ses tydeligt i den lov han gav Israel. Lad os se nærmere på Bibelens første omtale af ’den faderløse’. * Det er i Anden Mosebog 22:22-24.

Gud siger advarende: „Ingen . . . faderløs må I underkue.“ (Vers 22) Dette var ikke bare en opfordring til at vise medmenneskelighed; det var et direkte påbud fra Gud. Et barn der havde mistet sin far — og dermed sin beskytter og forsørger — var virkelig sårbart. Ingen måtte på nogen måde underkue et sådant barn. Andre bibeloversættelser gengiver ordet „underkue“ med „misbruge“, „behandle hårdt“ og „udnytte“. I Jehovas øjne var det en alvorlig sag at gøre et faderløst barn uret. Men hvor alvorlig?

Loven fortsatte: „Hvis du på nogen måde underkuer dem, da vil jeg visselig høre deres råb, hvis de blot råber til mig.“ (Vers 23) Læg mærke til at buddet skifter i vers 22 fra flertalsformen „I“ til entalsformen „du“ i vers 23. Israelitterne var altså, både som folk betragtet og som enkeltpersoner, ansvarlige for at adlyde denne lov fra Gud. Jehova holdt øje med hvad der foregik; han lyttede opmærksomt til de faderløse og var altid klar til at reagere på deres nødråb. — Salme 10:14; Ordsprogene 23:10, 11.

Hvad ville der ske hvis man behandlede et faderløst barn dårligt, og det råbte til Gud? „Min vrede vil blusse op, og jeg vil dræbe jer med sværdet,“ siger Jehova. (Vers 24) En bibelkommentar oplyser at dette udtryk „bogstaveligt betyder ’og min næse vil blive varm’, et idiom for heftig vrede“. Læg mærke til at Jehova ikke overlod det til Israels dommere at håndhæve denne lov. Gud selv ville eksekvere dom over enhver der udnyttede et forsvarsløst barn. — 5 Mosebog 10:17, 18.

Jehova har ikke forandret sig. (Malakias 3:6) Han nærer stadig omsorg for dem der har mistet den ene eller begge forældre. (Jakob 1:27) Ja, tag ikke fejl, det vækker retfærdig harme hos ham der er fader for faderløse, at man gør uskyldige børn fortræd. De der forsøger at udnytte forsvarsløse børn, vil ikke undslippe „Jehovas brændende vrede“. (Zefanias 2:2) Sådanne onde mennesker vil opdage at „det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder“. — Hebræerne 10:31.

[Fodnote]

^ par. 1 Udtrykket „faderløs“ anvendes mere end 40 gange i Bibelen. Selvom det hebraiske ord står i hankøn, gjaldt de principper der ligger til grund for disse skriftsteder, også piger der havde mistet deres far. Moseloven værnede også om de faderløse pigers rettigheder. — 4 Mosebog 27:1-8.