Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er der nogen der virkelig interesserer sig for mig?

Er der nogen der virkelig interesserer sig for mig?

Er der nogen der virkelig interesserer sig for mig?

Har du nogen sinde følt dig hjælpeløs og helt alene, som om der ikke var nogen der virkelig forstod de problemer du stod over for? Og selv hvis de kendte til dem, virkede det ikke som om de var interesserede i hvordan det gik dig.

NÅR der opstår problemer, kan vores liv føles som et stormvejr der ikke vil få ende. Nogle gange føler vi måske ligefrem at det vi er udsat for, er så hårdt og uretfærdigt at vi simpelt hen ikke kan klare det længere. Det kunne for eksempel være tilfældet hvis vi kæmper med et følelsesmæssigt traume, depression, eftervirkningerne af en ulykke, kronisk sygdom eller lignende. Det hele virker måske så håbløst at vi spekulerer over hvor vi kan finde trøst. Er der nogen der virkelig interesserer sig for dig?

„Al trøsts Gud“ er interesseret i dig

I Bibelen beskrives Gud som „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. (2 Korinther 1:3) Gud, hvis navn er Jehova, ved at vi har behov for trøst. Bibelen bruger ordet „trøst“ i forskellige former mere end hundrede gange, og den forsikrer os om at Gud ikke blot forstår hvad vi kæmper med, men også ønsker at trøste os. Det hjælper os til at forstå at selv når det ikke ser ud som om andre lægger mærke til, forstår eller interesserer sig for de problemer vi kæmper med, så gør Jehova Gud det.

Guds ord viser tydeligt at Jehova interesserer sig for os som enkeltpersoner. „Jehovas øjne er alle steder, holder vagt over onde og gode,“ siges der i Bibelen. (Ordsprogene 15:3) Det stemmer også overens med det der står i Job 34:21: „Hans øjne hviler på menneskets veje, og han ser alle dets skridt.“ Jehova ser alt hvad vi foretager os — både det gode og det dårlige — og han kender vores omstændigheder. Han kan derfor hjælpe os på den bedste måde. Det bekræftes af det Hanani, der var seer, eller profet, sagde til kong Asa af Juda: „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ — 2 Krønikebog 16:7, 9.

Jehova våger også over os af en anden grund. Det forklarer Jesus: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Johannes 6:44) Jehova interesserer sig så meget for os at han undersøger vores hjerte for at se om det er ret indstillet over for ham. Hvis det er det, kan Jehova træde til på forbløffende måder. For eksempel var der en kvinde i Den Dominikanske Republik der lå på hospitalet for at blive opereret for kræft. Hun bad indtrængende Gud om hjælp til at finde den sande tro. Netop da kom hendes mand op til hende med en brochure med titlen Hvad kræver Gud af os?, * som han om morgenen havde modtaget af et Jehovas vidne der havde besøgt ham i deres hjem. Kvinden læste brochuren og blev klar over at dette var Guds svar på hendes bøn. Hun begyndte at studere Bibelen sammen med det Jehovas vidne der havde besøgt hendes mand, og inden der var gået seks måneder havde hun indviet sit liv til Gud og var blevet døbt.

I Salmernes Bog i Bibelen finder vi mange hjertevarmende udtalelser fra fortidens hebraiske salmister, som for eksempel kong David, der beskriver Jehovas kærlige omsorg for dem der tjener ham. I Salme 56:8 finder vi denne bøn af David: „Kom mine tårer i din læderflaske. Står de ikke i din bog?“ Ud fra dette billede kan vi se at David vidste at Jehova ikke blot var opmærksom på de problemer han kæmpede med, men også de følelsesmæssige virkninger de måtte have på ham. Jehova var opmærksom på at David havde det dårligt, og Han var fuldt ud klar over hvad der var skyld i Davids tårer. Ja, Skaberen våger over alle der bestræber sig for at gøre hans vilje, „dem hvis hjerte er helt med ham“.

En anden bibelpassage der beskriver Jehovas kærlige omsorg, er den berømte Salme 23. I indledningen sammenlignes Gud med en kærlig hyrde: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle.“ En hyrde i Mellemøsten sørger for hvert eneste af sine får; han giver dem endda navne. Dagligt kalder hyrden hvert enkelt får til sig og nusser det mens han tjekker om det er kommet til skade. Hvis han opdager et sår, kommer han olie eller salve på det for at fremme helingen. Hvis et får er sygt, sørger hyrden for at give det medicin, også selvom fåret gør modstand. Det kan ligefrem være at han må hjælpe fåret med at holde sig på benene for at det ikke skal lægge sig ned og dø. Hvilket smukt billede på hvordan Jehova tager sig af dem der søger ham.

Bønnen og opstandelsen — beviser på Guds interesse

Disse og andre smukke salmer er ikke taget med i Bibelen blot for at vi skal have noget godt at læse. De viser os hvordan Guds trofaste tjenere i fortiden har udøst deres hjerte for Jehova — hvordan de har udtrykt deres ønske om at få hans hjælp såvel som deres taknemmelighed over at han har vejledt og velsignet dem. Sådanne salmer viser klart at Guds tjenere i fortiden var helt sikre på at Jehova sørgede for dem. At læse og meditere over disse dybtfølte ord kan hjælpe os til at betragte Gud på samme måde. Bønnens gave er et stærkt vidnesbyrd om at Gud er interesseret i os.

Til tider kan vi dog blive så overvældet af et problem at vi ikke engang ved hvordan vi skal lægge det frem for Jehova i bøn. Men hindrer det ham i at vide hvordan vi har det? Romerbrevet 8:26 svarer på det: „Ånden [kommer] også vor svaghed til hjælp; for hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke, men ånden selv går i forbøn for os med uudtalte suk.“ Dette skriftsted viser os at de inspirerede bønner som Guds tjenere i fortiden har bedt, kan afspejle vores følelser, og Jehova, „som hører bøn“, kan betragte disse bønner som kom de fra os. — Salme 65:2.

Endnu et overbevisende vidnesbyrd om at Gud er interesseret i os som enkeltpersoner, er opstandelseshåbet. Jesus Kristus sagde: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Det græske udtryk der er brugt her, oversættes meget passende med „mindegravene“ og ikke blot „gravene“. Udtrykket indeholder tanken om at et menneskes livsløb vil blive husket af Gud efter vedkommendes død.

Tænk engang — for at Gud kan bringe en person tilbage til livet, må han vide alt om vedkommende, deriblandt hans udseende, hans karaktertræk, både dem han har arvet fra sine forældre, og dem han har erhvervet sig gennem livet, og alt hvad der ligger i hans hukommelse! (Markus 10:27) Det minde Gud har om et sådant menneske, falmer ikke i tidens løb, selv ikke efter tusinder af år. (Job 14:13-15; Lukas 20:38) Gud husker således selv de mindste detaljer om de milliarder af mennesker der er døde gennem tiden. I sandhed et fantastisk bevis på at Gud interesserer sig for os som enkeltpersoner!

’Gud belønner dem som søger ham’

Hvad må vi gøre for at blive genstand for Jehovas kærlige interesse og omsorg? Vigtigst af alt må vi vise at vi stoler på ham og adlyder ham — at vi har tillid til ham. Apostelen Paulus pegede på sammenhængen mellem det at have tro og det at få del i Guds omsorg. Han skrev: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ — Hebræerne 11:6.

Læg mærke til at den form for tro der behager Gud, indebærer to ting. For det første må vi „tro at han er til“. Det vil sige at vi må tro på at Gud eksisterer, at han er den øverste Hersker, og at han har krav på at vi adlyder og tilbeder ham. For det andet må vi tro på „at han belønner dem som ivrigt søger ham“. Sand tro indebærer en fast overbevisning om at Gud er interesseret i hvordan alle der tjener ham helhjertet, har det, og at han belønner dem. Ved at studere Bibelen og komme sammen med dem der adlyder Gud, kan du også få den form for tro der fører til at han belønner dig og drager kærlig omsorg for dig.

I dag mener mange at Gud ikke interesserer sig for hvordan det går os mennesker. Men som vi har set, viser Bibelen tydeligt at Gud er meget interesseret i dem der af hjertet tror på ham. Selvom livet ofte er fyldt med sorger, bekymringer, skuffelser og smerte, behøver vi ikke at fortvivle. Jehova Gud er interesseret i os. Ja, han indbyder os kærligt til at søge støtte hos ham. Som salmisten siger: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ — Salme 55:22.

[Fodnote]

^ par. 7 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Ramme/​illustration på side 29]

Skriftsteder der kan styrke din tro på at Gud har kærlig omsorg for dig

„Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ — 2 KRØNIKEBOG 16:9

„Kom mine tårer i din læderflaske. Står de ikke i din bog?“ — SALME 56:8

„Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle.“ — SALME 23:1

„Du som hører bøn, til dig kommer alt kød.“ — SALME 65:2

„Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ — JOB 14:15

„Den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ — HEBRÆERNE 11:6

„Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ — SALME 55:22