Hvorfor Bibelen har praktisk værdi i dag
Hvorfor Bibelen har praktisk værdi i dag
’De Hellige Skrifter . . . er indblæst af Gud og nyttige til vejledning.’ — 2 TIMOTEUS 3:15, 16, da. aut.
BIBELEN har gennem historien fået mennesker fra mange forskellige kulturer til at ændre deres liv til det bedre. Ovennævnte skriftsted forklarer hvorfor denne bog har så positiv en indvirkning på folks liv — den indeholder visdom fra Gud. Selvom det er mennesker der har skrevet Bibelen, formidler den Guds tanker. Bibelen siger selv: „Mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ — 2 Peter 1:21.
Bibelens vejledning er praktisk anvendelig på mindst to måder. For det første giver den et realistisk billede af hvad en bedre livsform indebærer. For det andet kan den motivere os til at foretage de forandringer der er nødvendige for at få et sådant bedre liv. Lad os se lidt nærmere på disse to aspekter.
Få indsigt til at vælge meningsfyldte mål
Bibelen indeholder dette løfte fra Gud: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ (Salme 32:8) Læg mærke til at Gud ikke alene tilbyder at vejlede os, men også at give os indsigt, det vil sige evnen til at se bag om en situation. Når man har indsigt, er man i stand til at vurdere hvilke mål der er værd at stræbe efter, og dette kan skåne en for at spilde sit liv på værdiløse forehavender.
Mange har for eksempel som mål i livet at blive berømt eller rig. Der findes et utal af selvhjælpsbøger der handler om hvordan man ved at være ’smartere’ end andre kan opnå anseelse eller rigdom. Bibelen siger imidlertid: „Indbyrdes skinsyge . . . er tomhed og jag efter vind,“ og: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv.“ (Prædikeren 4:4; 5:10) Gælder det også i dag?
At Bibelens vejledning virkelig er anvendelig i dag, kan blandt andet ses af det der skete for Akinori i Japan. Trods hård konkurrence var det lykkedes ham at nå sit mål — at studere på et førende universitet og bagefter få et job hos et anset firma. Han havde tilsyneladende vind i sejlene. Men hans succes førte Ordsprogene 14:30, The Holy Bible — New International Version.
ikke til den lykke han havde håbet på. I stedet blev han alvorligt syg på grund af stress og udmattelse. Hans venner på arbejdet var ikke til megen hjælp. Han blev deprimeret, begyndte at drikke og tænkte endda på at tage sit eget liv. Men så begyndte han at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Det han lærte, fik ham til at ændre sit syn på hvad der er det vigtigste i livet. Efterhånden forsvandt hans stress-symptomer. I stedet for at lade sig lede af stolthed og ambitioner mærkede Akinori på egen krop det som et ordsprog i Bibelen siger: „Et fredfyldt hjerte giver liv til legemet.“ —Hvad betragter du som det vigtigste mål i livet? Hvad tror du kan gøre dig virkelig lykkelig? Er det et godt ægteskab? Eller at kunne give dine børn en god start i livet? At have mange venner? At kunne glæde sig over livet? Det er alt sammen gode mål. Bibelen opfordrer os ligefrem til at stræbe efter sådanne mål, men den siger ikke at det er hovedformålet med livet. Med stor indsigt peger Bibelen på noget grundlæggende som må opfyldes for at man kan få et tilfredsstillende liv. Den siger: „Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ (Prædikeren 12:13) Når man ignorerer dette, bliver livet meningsløst, frustrerende og i sidste ende skuffende. Bibelen giver til gengæld denne forsikring: „Lykkelig er den der stoler på Jehova.“ — Ordsprogene 16:20.
Bibelens motiverende kraft
„Guds ord er levende og virkende,“ skrev apostelen Paulus. Som et skarpt, tveægget sværd kan det trænge helt ind til et menneskes dybeste tanker og hensigter. (Hebræerne 4:12) Bibelen kan give os kraft til at ændre vores livsform, for den hjælper os til at se os selv som vi virkelig er, ikke bare som vi tror vi er. Oprigtige mennesker vil indse at de måske er nødt til at foretage nogle forandringer i deres liv. For eksempel havde nogle kristne i menigheden i Korinth i det første århundrede været tyve, drankere, ægteskabsbrydere og lignende, men Paulus sagde: „Det [er] sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene . . . med vor Guds ånd.“ (1 Korinther 6:9-11) I dag er Jehovas hellige ånd lige så virkende og magtfuld, og den kan motivere folk til at foretage de nødvendige forandringer.
Mario, som bor i Europa, var en voldelig mand der både røg og solgte marihuana. Ved en lejlighed da en politimand havde konfiskeret stoffer i Marios besiddelse, blev Mario så rasende at han overfaldt politimanden og ødelagde hans bil. Mario var desuden arbejdsløs og havde en stor gæld. Han indså at han ikke selv kunne løse sine problemer, og tog imod tilbuddet om at studere Bibelen. Med tiden gjorde Mario fremskridt og begyndte at se mere soigneret ud. Han holdt også op med at bruge og sælge stoffer og at være voldelig. Mange af dem der havde kendt ham før, var forbløffede over de forandringer han foretog. De stoppede ham på gaden og sagde: „Mario, er det virkelig dig?“
Hvad får mennesker som Akinori og Mario til at lave fuldstændig om på deres livsførelse og i stedet få et meningsfyldt og lykkeligt liv? Det er helt klart kundskaben om Gud, som fås gennem et studium af Bibelen. Kun Gud kan tilvejebringe vejledning der giver et meningsfyldt liv nu og håb om et evigt liv i fremtiden. Som en Fader taler Gud til os gennem Bibelen: „Hør, min søn, og tag imod mine ord, så vil dine leveår blive mange. . . . Når du vandrer, vil dine skridt ikke hæmmes; og hvis du løber, snubler du ikke. Grib fat om tugt; slip den ikke. Værn om den, for den er dit liv.“ (Ordsprogene 4:10-13) Intet råd er bedre end det at se hen til Skaberen efter vejledning!
[Ramme/illustration på side 7]
Praktiske råd der stadig duer
Bibelen indeholder nogle enkle men meget nyttige principper som kan lede os på alle livets områder. Her er nogle eksempler:
• Hav et godt forhold til andre
„Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.
„Den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.“ — Lukas 9:48.
„Følg gæstfrihedens vej.“ — Romerne 12:13.
• Overvind skadelige vaner
„Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.
„Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin.“ — Ordsprogene 23:20.
„Gør dig ikke til ven med en vredladen mand.“ — Ordsprogene 22:24.
• Arbejd på at få et stærkt ægteskab
„Lad . . . hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ — Efeserne 5:33.
„[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.“ — Kolossenserne 3:12, 13.
• Hjælp børnene
„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.
„I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4.
• Undgå skænderier
„Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ — Ordsprogene 15:1.
„Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Romerne 12:10.
Selv blandt venner er det godt at lave en skriftlig aftale for at undgå uoverensstemmelser i forretningsanliggender. Guds tjener Jeremias sagde i den forbindelse: „Jeg skrev det i en kontrakt og forseglede den og tog vidner idet jeg vejede pengene af på vægtskåle.“ — Jeremias 32:10.
• Opdyrk en positiv indstilling
„Alt hvad der er sandt, . . . alt hvad der er værd at holde af, . . . alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8.
Bibelen advarer os mod at dvæle ved negative tanker og misbilliger at man ’klager over sin lod i livet’. Den siger: „Glæd jer i håbet.“ — Judas 4, 16; Romerne 12:12.
Hvis vi følger disse gode principper, kan det ikke alene give os et fredfyldt og meningsfyldt liv nu, men også hjælpe os til at leve op til Guds krav så vi kan få hans velsignelse. Bibelen siger: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.
[Illustrationer på side 5]
Akinori da han var forretningsmand (til venstre), og i dag hvor han sammen med sin kone underviser andre i Bibelen