De apostolske fædre — var de virkelig apostolske?

I BEGYNDELSEN af det andet århundrede var falsk lære begyndt at forplumre den kristne sandheds klare vand. Som det var blevet forudsagt i de inspirerede profetier, var der efter apostlenes død nogle som forlod sandheden og vendte sig til „myter“. (2 Timoteus 4:3, 4, fodnote) Omkring år 98 advarede Johannes, den længstlevende af apostlene, om en sådan falsk lære og om folk „som [prøvede] at vildlede“ trofaste kristne. — 1 Johannes 2:26; 4:1, 6.

Kort tid efter viste nogle mænd der senere blev kendt som „de apostolske fædre“, sig på scenen. Hvordan var deres holdning til religiøst bedrag? Gav de agt på apostelen Johannes’ guddommeligt inspirerede advarsel?

 Hvem var de?

Udtrykket „apostolske fædre“ bliver brugt om religiøse skribenter som muligvis har kendt en af Jesu apostle eller er blevet undervist af disciple som var oplært af apostlene. De levede i tidsrummet fra slutningen af det første århundrede til midten af det andet århundrede. * Til disse mænd hører Clemens af Rom, Ignatius af Antiochia, Papias af Hierapolis og Polykarp af Smyrna. I den samme periode blev en række værker kaldet Didache, Barnabasbrevet, Polykarps Martyrium og 2. Klemensbrev skrevet af unavngivne skribenter.

I dag er det vanskeligt at afgøre i hvor høj grad de apostolske fædres lære stemte overens med den lære Jesus fremholdt. Der er ingen tvivl om at målet for disse mænd var at bevare eller yderligere fremme en bestemt form for kristen tro. De fordømte afgudsdyrkelse og dårlig moral. De troede på at Jesus var Guds søn, og at han var blevet oprejst fra de døde. Men de var ikke i stand til at dæmme op for den voksende bølge af frafald. Nogle af dem bidrog tværtimod til denne bølges vækst.

Ubetydelige ændringer?

Visse strømninger i den tidlige „kristne“ tankegang afveg i virkeligheden fra den lære Jesus og hans apostle stod for. I modsætning til den fremgangsmåde Jesus fulgte da han indstiftede Herrens aftensmåltid, også kaldet den sidste nadver, anbefalede forfatteren til Didache for eksempel at man bød vinen rundt før brødet. (Mattæus 26:26, 27) Samme skribent erklærede også at det — såfremt der ikke var vand i nærheden som gjorde det muligt at foretage dåben ved nedsænkning i vand — var tilstrækkeligt at hælde vand på dåbskandidatens hoved. (Markus 1:9, 10; Apostelgerninger 8:36, 38) I den samme tekst blev kristne tilskyndet til at overholde ritualer om obligatorisk faste to gange om ugen og om at fremsige Fadervor præcis tre gange om dagen. — Mattæus 6:5-13; Lukas 18:12.

Ignatius forestillede sig at den kristne menighed skulle organiseres på en ny måde med en biskop som præsiderede „i Guds sted“. Denne biskop skulle have myndighed over mange præster. Sådanne idéer banede vejen for en bølge af ubibelske lærepunkter. — Mattæus 23:8, 9.

Overdrivelse, martyrium og afgudsdyrkelse

Nogle apostolske fædre kom ud af kurs fordi de overdrev. Papias tørstede efter sandhed og henviste til De Kristne Græske Skrifter. Men samtidig mente han at det under Kristi forudsagte tusindårsrige ville være sådan at hver vinstok ville frembringe 10.000 grene, hver gren 10.000 kviste, hver kvist 10.000 skud, hvert skud 10.000 klaser, hver klase 10.000 druer og hver drue druesaft svarende til 1000 liter vin.

 Polykarp ville hellere lide døden som martyr end afsværge sin kristne tro. Man siger at han blev undervist af apostlene og andre som kendte Jesus. Han citerede fra Bibelen, og det lader til at han bestræbte sig på at følge de kristne principper.

Den hengivenhed nogle nærede over for Polykarp, grænsede imidlertid til afgudsdyrkelse. I Polykarps Martyrium står der at „de trofaste“ efter hans død ivrigt gjorde krav på hans jordiske rester. De betragtede hans knogler som „mere dyrebare end de mest udsøgte juveler og mere lutrede end guld“. Det er tydeligt at den falske læres forgiftede vand brusede frem.

Apokryfe skrifter

Nogle apostolske fædre anerkendte ikkebibelske skrifter som om de var inspirerede. Clemens af Rom, for eksempel, henviser til de apokryfe værker Visdommens Bog og Judits Bog. Forfatteren af Polykarps Brev henviser til Tobits Bog for at fremme idéen om at det at give almisser har kraft til at udfri giveren fra døden.

I det andet århundrede blev usandfærdige beretninger om Jesu liv spredt via falske evangelier, og de apostolske fædre tillagde ofte disse historier troværdighed. Ignatius citerede for eksempel fra det såkaldte Hebræerevangelium. Om Clemens af Rom siger en kilde: „Det lader til at Clemens kender Kristus, ikke fra evangelierne, men fra ikkekanoniske skrifter.“

En flodbølge af falsk lære

Ved at henvise til myter, mystik og filosofi når de skulle forklare den kristne tro, banede disse mænd vejen for en flodbølge af falsk lære. Eksempelvis refererede Clemens til myten om Føniks som et bevis på opstandelsen. Fugl Føniks, en fabelfugl som efter sigende genopstår af sin egen aske, var i den ægyptiske mytologi forbundet med tilbedelse af solen.

En anden skribent som forklejnede Skriften og fordrejede dens sandhed, var forfatteren af Barnabasbrevet. Han fortolkede Moseloven som om den udelukkende var allegorisk. Ifølge ham var de rene dyr — de dyr der tyggede drøv og havde spaltede klove — et billede på mennesker som grunder over, eller „tygger på“, Guds ord. Han hævdede at den spaltede klov symboliserede at den retfærdige „vandrer i denne verden“, men samtidig ser frem til et liv i himmelen. Sådanne fortolkninger er ikke baseret på Skriften. — 3 Mosebog 11:1-3.

Apostelen Johannes’ vidnesbyrd

I det første århundrede kom apostelen Johannes med denne advarsel: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud, for mange falske profeter er draget ud i verden.“ (1 Johannes 4:1) En sådan advarsel var i høj grad på sin plads.

I slutningen af det første århundrede havde mange der stadig kaldte sig kristne, allerede forladt den lære som Jesus og apostlene fremholdt. Og i stedet for at modstå den voksende bølge af frafald, red de apostolske fædre på den. De forgiftede den sande lære. Om dem der gjorde den slags, sagde apostelen Johannes: „Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud.“ (2 Johannes 9) For alle som oprigtigt søgte efter Bibelens sandhed, var denne guddommeligt inspirerede vejledning krystalklar — og det vil den altid være.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 29]

Nogle apostolske fædre, deriblandt Clemens, henviste i deres skrifter til myter, mystik og filosofi

[Illustration på side 28]

Polykarp var villig til at dø som martyr

[Kildeangivelse]

The Granger Collection, New York