Efterlign deres tro

Han kæmpede med frygt og tvivl

PETER roede til af alle kræfter mens han spejdede ud i den mørke nat. Var det et svagt lys han kunne se i horisonten mod øst, et tegn på at det endelig var ved at blive dag? Han havde ondt i ryg og skuldre efter de mange timer ved årerne. Vinden som ruskede i ham, havde fået Galilæas Sø til at vise tænder. Han var fuldstændig gennemblødt af det kolde vand fra bølgerne, som igen og igen slog ind over stævnen på fiskerbåden. Men han blev ved med at ro.

Peter og hans venner havde efterladt Jesus alene et sted inde på bredden. Den dag havde de set Jesus bespise flere tusind sultne mennesker med blot nogle få brød og fisk. Folkene reagerede ved at de ville gøre Jesus til konge, men han ønskede ikke at engagere sig i politik. Han ønskede heller ikke at hans disciple fik ambitioner i den retning. For at undgå folkeskaren nødte han sine disciple til at gå om bord i båden og tage over til den modsatte bred mens han gik op på bjerget for at bede. — Markus 6:35-45; Johannes 6:14, 15.

Månen, som næsten var fuld, havde stået højt på himmelen da disciplene tog af sted; nu var den langsomt ved at gå ned i vest. Alligevel var de kun kommet nogle få kilometer væk fra kysten. Anstrengelserne samt bølgernes konstante brusen gjorde det vanskeligt at tale sammen. Peter sad højst sandsynligt alene med sine tanker.

Der var også meget at tænke over! Han havde fulgtes med Jesus fra Nazaret i mere end to begivenhedsrige år. Han var blevet undervist i mange ting, men havde stadig meget at lære. Hans lærvillighed og det at han var villig til at kæmpe mod hindringer som tvivl og frygt, gør ham til et enestående eksempel for os. Lad os se hvordan.

„Vi har fundet Messias“!

Peter ville aldrig glemme den dag han mødte Jesus fra Nazaret. Peters bror, Andreas, var den første der kom med den fantastiske nyhed: „Vi har fundet Messias.“ Disse ord ændrede Peters liv. Det ville aldrig blive det samme igen. — Johannes 1:41.

Peter boede i Kapernaum, en by ved bredden af en ferskvandssø kaldet Galilæas Sø. Peter og Andreas drev en fiskerivirksomhed sammen med Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner. Peter boede ikke blot sammen med sin kone, men også sammen med sin svigermor og sin bror, Andreas. At forsørge en husstand ved at fiske har helt klart krævet hårdt arbejde, energi og opfindsomhed. Vi kan forestille os de utallige lange nætter hvor mændene har sat slæbegarnene ud mellem to både og derefter trukket fangsten om bord. Vi kan også se de slidsomme dage for os når fiskene skulle sorteres og sælges og nettene skulle repareres og renses.

Bibelen fortæller os at Andreas var en discipel af Johannes Døber. Peter har helt sikkert med stor interesse hørt sin bror fortælle om Johannes’ budskab. Da Johannes udpegede Jesus fra Nazaret og sagde: „Se, Guds lam!“ var Andreas til stede. Han blev med det samme en discipel af Jesus og fortalte ivrigt Peter denne spændende nyhed: Messias er  kommet! (Johannes 1:35-40) Efter oprøret i Eden, omkring 4000 år tidligere, havde Jehova Gud lovet at en særlig person ville komme for at give menneskeheden et sikkert håb. (1 Mosebog 3:15) Nu havde Andreas mødt denne Frelser, selveste Messias. Peter skyndte sig af sted så også han kunne møde Jesus.

Indtil denne dag var Peter kendt under navnet Simon, eller Simeon. Men Jesus så på ham og sagde: „’Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas’ (der oversættes Peter).“ (Johannes 1:42) „Kefas“ er et almindeligt navneord der betyder „sten“, eller „klippestykke“. Det viste sig at Jesu ord var profetiske. Han forudså at Peter ville blive som et klippestykke — en solid, stabil og pålidelig støtte blandt Kristi disciple. Var det sådan Peter betragtede sig selv? Det ser det ikke ud til. Selv nogle der læser evangelieberetningerne i dag, kan ikke se meget i Peter der minder om et klippestykke. Nogle siger at han virker usikker og vægelsindet.

Peter havde sine svagheder, og det var Jesus godt klar over. Men ligesom sin Fader, Jehova, så Jesus altid efter det gode i menneskene. Jesus så et stort potentiale i Peter, og han søgte at hjælpe ham til at arbejde videre med de gode egenskaber han havde. I dag ser Jehova og hans søn også efter det gode i os. Vi har måske svært ved at tro at de kan finde noget godt. Men vi må stole på dem og vise at vi er villige til at blive undervist og formet ligesom Peter var det. — 1 Johannes 3:19, 20.

„Vær ikke bange“

Peter fulgte åbenbart med på noget af den forkyndertur Jesus derefter tog på. Han kan derfor have set Jesus udføre sit første mirakel, da han forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana. Men det vigtigste var at han hørte Jesu vidunderlige og fortrøstningsfulde budskab om Guds rige. Alligevel forlod han Jesus og tog tilbage til sit arbejde som fisker. Nogle måneder senere mødtes Jesus og Peter igen — og denne gang opfordrede Jesus Peter til at gøre dét at følge ham til en livsform.

Peter havde lige haft en deprimerende nat. Gang på gang havde fiskerne kastet nettene ud, kun for at trække dem tomme ind. Peter har helt sikkert gjort brug af al sin erfaring og viden for at finde fiskene og har prøvet at kaste nettene ud flere forskellige steder i søen. Der har nok været tidspunkter hvor han, ligesom så mange andre fiskere, har ønsket at han kunne se fiskestimerne nede i det mørke vand eller på en eller anden måde kunne tvinge fiskene ind i nettene. Sådanne tanker ville selvfølgelig kun have været med til at gøre hans frustration endnu større. Det var ikke for fornøjelsens skyld at Peter var ude at fiske; familien var afhængig af at han fangede noget. Til sidst måtte han dog gå tomhændet i land. Alligevel skulle nettene gøres i stand. Det var han derfor travlt optaget af da Jesus nærmede sig.

En folkemængde trængte sig om Jesus, for de ville høre alt hvad han sagde. På grund af de mange mennesker gik han om bord i Peters båd og bad ham lægge lidt fra land. Herfra kunne Jesus undervise folkeskarerne, eftersom hans stemme blev båret tydeligt hen over vandet. Peter lyttede opmærksomt, og det gjorde alle dem på bredden også. Han blev aldrig træt af at høre Jesus uddybe hovedtemaet i sin forkyndelse — Guds rige. Det  ville være en stor forret at hjælpe Kristus med at udbrede dette budskab i hele landet. Men var det realistisk? Hvad skulle de leve af? Nu tænkte Peter måske igen på den lange resultatløse nat der lå bag ham. — Lukas 5:1-3.

Da Jesus var færdig med sin tale, sagde han til Peter: „Læg ud hvor der er dybt, og sænk jeres net til en fangst.“ Men Peter havde sine tvivl. Han sagde: „Lærer, en hel nat har vi slidt og intet fået, men på dit bud vil jeg sænke nettene.“ Det sidste Peter havde lyst til, var at sænke nettene igen — især ikke nu hvor der ingen fisk ville være. Men han gik alligevel med til det og har højst sandsynligt givet tegn til sine partnere om at følge efter i den anden båd. — Lukas 5:4, 5.

Nettene var overraskende tunge da Peter begyndte at trække dem ind. Skeptisk trak han hårdere, og inden længe kunne han se en stor mængde fisk der vred sig i nettene. Helt ude af sig selv gav han tegn til mændene i den anden båd om at komme og hjælpe. Da de kom, blev det snart tydeligt at én båd ikke kunne rumme alle disse fisk. De fyldte begge både, men der var stadig for mange — bådene begyndte at synke på grund af vægten. Peter var overvældet af forbavselse. Han havde tidligere set Kristus udføre mirakler, men denne gang var han selv involveret. Her var en mand der kunne få fiskene til selv at svømme ind i nettene! Nu begyndte Peter at blive bange. Han faldt ned på knæ og sagde: „Gå væk fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre.“ Hvordan kunne han nogen sinde vise sig værdig til at arbejde sammen med en som kunne gøre brug af Guds kraft på den måde? — Lukas 5:6-9.

Jesus sagde venligt: „Vær ikke bange. Fra nu af er det levende mennesker du skal fange.“ (Lukas 5:10, 11) Tiden var ikke inde til tvivl eller frygt. Peters bekymring med hensyn til praktiske gøremål, som fiskeriet, var ubegrundet, og det samme var hans frygt angående hans egne fejl og utilstrækkeligheder. Jesus havde et stort arbejde at udføre, en gerning der ville ændre historien. Han tjente en Gud som „vil tilgive i rigt mål“. (Esajas 55:7) Jehova ville dække deres behov, både de fysiske og de åndelige. — Mattæus 6:33.

Peter reagerede med det samme, og det gjorde Jakob og Johannes også. „[De] bragte . . . bådene tilbage til land, og de forlod alt og fulgte ham.“ (Lukas 5:11) Peter havde tillid til Jesus og til Ham der havde sendt ham. Det  var den bedste beslutning han kunne træffe. Kristne der i dag overvinder den tvivl og frygt de måtte have i forbindelse med at tjene Gud, viser på lignende måde tillid. Når vi viser en sådan tillid til Jehova, vil vi aldrig blive skuffede. — Salme 22:4, 5.

„Hvorfor gav du efter for tvivl?“

Omkring to år efter mødet med Jesus roede Peter over Galilæas Sø i den blæsende nat som blev nævnt i indledningen. Vi ved selvfølgelig ikke hvilke tanker der gik gennem hans hoved. Han havde oplevet så meget! Jesus havde helbredt Peters svigermor. Han havde holdt Bjergprædikenen. Gennem sin undervisning og sine kraftfulde gerninger havde han gang på gang bevist at han var den Jehova havde udvalgt, nemlig Messias. Efterhånden som månederne gik, var Peters fejl, hans tilbøjelighed til at give efter for frygt og tvivl, blevet mindre. Jesus havde endda udvalgt Peter til at være en af de 12 apostle. Men Peter ville snart finde ud af at han stadig ikke havde overvundet sin tvivl og frygt.

I den fjerde nattevagtsperiode, mellem klokken tre om morgenen og solopgang, holdt Peter pludselig op med at ro og rettede sig op. Der — på bølgerne — var der noget der bevægede sig. Var det månen der gav genskær i bølgetoppene? Nej, det var for roligt, for opretstående. Det var en mand! Ja, en mand, og han gik på vandet! Da han kom nærmere, så det ud som om han ville gå forbi dem. De forfærdede disciple troede at det var et synsbedrag. Manden sagde: „Fat mod, det er mig; vær ikke bange.“ Det var Jesus! — Mattæus 14:25-28.

Peter sagde: „Herre, hvis det er dig, så befal at jeg skal komme ud til dig på vandet.“ Hans første indskydelse var et udtryk for mod. Betaget af dette mirakel prøvede Peter nu at få sin tro yderligere bekræftet. Han ville være en del af det der skete. Venligt kaldte Jesus ham hen til sig. Peter kravlede over rælingen og ned på søens urolige overflade. Prøv at forestille dig hvordan Peter må have haft det da han fik et solidt fodfæste og stod på vandet. Han må have været fyldt med forundring mens han nærmede sig Jesus. Peter fik imidlertid snart en helt anden indskydelse. — Mattæus 14:29.

Peter var nødt til at holde blikket rettet mod Jesus. Det var Jesus der ved hjælp af kraft fra Jehova holdt Peter oven vande. Og det var på grund af Peters tro at Jesus gjorde dette. Men Peters opmærksomhed blev afledt.  Vi læser: „Da han så stormen blev han bange.“ Peter så pludselig bølgerne der slog ind mod båden og sendte skumsprøjt op i luften, og så gik han i panik. Han forestillede sig sikkert hvordan han ville forsvinde i vandet og drukne. I takt med at hans frygt blev stærkere, blev hans tro svagere. Manden som havde fået navnet klippestykke fordi han en dag ville blive en solid og stabil støtte, begyndte nu at synke som en sten fordi hans tro svigtede. Peter må have været en dygtig svømmer, men det satte han ikke sin lid til nu. Han råbte: „Herre, red mig!“ Jesus greb hans hånd og trak ham op. Der, ude på vandet, lærte han Peter noget meget vigtigt: „Du småttroende, hvorfor gav du efter for tvivl?“ — Mattæus 14:30, 31.

’At give efter for tvivl’ — et rammende udtryk! Tvivl kan være meget nedbrydende. Hvis vi giver efter for den, kan den ødelægge vores tro og få os til at synke i åndelig forstand. Vi må af al kraft kæmpe imod! Hvordan kan vi gøre det? Ved at blive ved med at holde blikket rettet mod det rigtige. Hvis vi dvæler ved det der gør os bange og modløse, eller det der afleder vores opmærksomhed fra Jehova og hans søn, vil vi opleve at vores tvivl vokser. Når vi holder blikket rettet mod Jehova og hans søn, alt hvad de har gjort, hvad de gør og vil gøre for dem der elsker dem, så kan vi holde nedbrydende tvivl på afstand.

Da Peter og Jesus kom tilbage i båden, lagde vinden sig. Galilæas Sø blev rolig. Sammen med de andre disciple erklærede Peter: „Du er virkelig Guds søn.“ (Mattæus 14:33) Da daggryet brød frem, må Peter bestemt have været fyldt med taknemmelighed. Han havde lært hvordan han kunne afvise tvivl og frygt. Sandt nok havde han meget at lære før han blev en klippelignende kristen sådan som Jesus havde forudsagt. Men han var besluttet på at blive ved med at lære, blive ved med at vokse. Er du også besluttet på det? Du vil helt sikkert finde at Peters tro er værd at efterligne.

[Illustration på side 22,23]

Jesus så et stort potentiale i denne ydmyge fisker

[Illustration på side 23]

„Jeg er en syndig mand, Herre“

[Illustration på side 24, 25]

„Da han så stormen blev han bange“