DET at være gift kan i sig selv være forbundet med udfordringer, men hvis den ene ægtefælle bliver kronisk syg, kan problemerne vokse sig store. * Tager du dig af en syg ægtefælle? Hvis du gør, har følgende spørgsmål måske givet anledning til bekymring: ’Hvordan skal jeg klare situationen hvis min ægtefælles helbred bliver endnu dårligere? Hvor længe kan jeg fortsætte med at give ham eller hende pleje og samtidig stå for madlavning og rengøring og passe et job? Hvorfor føler jeg skyld over at være rask?’

Hvis du derimod er den ægtefælle der er ramt af sygdom, tænker du måske: ’Hvordan kan jeg bevare min selvrespekt når jeg ikke kan bære min del af byrden? Er min ægtefælle bitter på mig fordi jeg er syg? Mon vi nogen sinde bliver lykkelige igen som ægtepar?’

Nogle ægteskaber har desværre ikke kunnet klare den belastning som en kronisk lidelse udsatte deres forhold for. Det er dog ikke ensbetydende med at jeres ægteskab er dømt til at forlise.

Mange par har klaret skærene og er glade for hinanden trods den kroniske sygdom. Tag for eksempel Yoshiaki og Kazuko. Yoshiaki har fået en rygskade der gør det umuligt for ham at bevæge sig uden at få hjælp til det. Kazuko fortæller: „Min mand har brug for hjælp til alt. Jeg har fået ondt i nakken, skuldrene og armene fordi jeg har plejet ham, og jeg er ambulant patient på et ortopædisk hospital. Jeg føler ofte at det at give ham pleje vokser mig over hovedet.“ Trods disse vanskeligheder siger Kazuko: „Vi har fået et meget nærmere forhold til hinanden.“

Så hvordan kan man under sådanne omstændigheder få et godt familieliv? Én ting der kan nævnes, er at de der bliver ved med at være tilfredse med deres ægteskab, ikke blot betragter sygdommen som et angreb på den syge  ægtefælle, men på deres indbyrdes forhold. Selvom det kun er den ene der er syg, er de jo begge dybt berørt af situationen, om end på forskellig måde. Denne indbyrdes afhængighed mellem mand og hustru er beskrevet i Første Mosebog 2:24: „En mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ Når en ægtefælle må kæmpe med en kronisk lidelse, er det derfor af allerstørste betydning at både manden og hustruen står sammen om at klare modgangen.

Undersøgelser har desuden vist at ægtepar der bevarer et godt forhold til hinanden når de får kronisk sygdom tæt ind på livet, accepterer situationen og lærer at tilpasse sig den på bedste måde. Mange af de måder de har lært at tackle situationen på, afspejler de eviggyldige råd man kan finde i Bibelen. Her er tre:

„To er bedre stillet end én,“ siges der i Prædikeren 4:9. Hvorfor det forholder sig sådan, forklares i vers 10: „Hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op.“ ’Rejser du din fælle op’ ved at give udtryk for at du værdsætter ham eller hende?

Kunne I overveje hvad I rent praktisk kan gøre for hinanden? Yong, hvis hustru er delvis lam, siger: „Jeg forsøger at være hensynsfuld over for min kone ved enhver lejlighed. Når jeg selv er tørstig, går jeg ud fra at min kone nok også er det. Hvis jeg får lyst til at gå udenfor og nyde den smukke udsigt, spørger jeg hende om hun ikke har lyst til at følges med mig. Vi er fælles om smerten og står sammen om at klare situationen.“

Hvis du er den der modtager pleje fra din ægtefælle, er der så visse ting du selv kan gøre uden at sætte dit helbred på spil? Hvis det er tilfældet, kan det give dig en følelse af større selvværd og måske medvirke til at din ægtefælle kan fortsætte med at give dig pleje og omsorg.

I stedet for at gå ud fra at du allerede ved hvordan du bedst kan vise din ægtefælle hensyn, kan du spørge hvad der ville betyde mest for ham eller hende. Nancy, der er nævnt i indledningen, fortalte til sidst sin mand at det gik hende meget på ikke at vide hvordan det stod til med familiens økonomi. Nu gør hendes mand en indsats for at være mere meddelsom i den forbindelse.

„Til alt er der en fastsat tid,“ skrev den vise kong Salomon. (Prædikeren 3:1) Når man tænker på hvor forstyrrende en kronisk lidelse kan gribe ind i en families rutine, kan det virke som en helt umulig opgave at sørge for at der er balance i hverdagen. Hvad kan I gøre for at få i hvert fald et vist mål af balance i jeres tilværelse?

Kunne I jævnlig skaffe jer et pusterum fra sygdommen? Kunne I måske foretage jer nogle af de samme ting I foretog jer før der kom sygdom ind i billedet? Hvis ikke, er der så nogle nye aktiviteter I kan tage del i sammen? Det kunne være noget så enkelt som at læse højt for hinanden eller noget så vanskeligt som at lære et nyt sprog. At foretage jer ting sammen så sygdommen ikke overskygger det hele, kan styrke det bånd der binder jer sammen som „ét kød“, og give jer større glæde.

Noget andet der kan hjælpe jer til at bevare ligevægten, er at komme sammen med andre. Bibelen siger i Ordsprogene 18:1: „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ Lagde I mærke til at verset siger at det at man isolerer sig, kan påvirke et menneske i en uheldig retning? Samvær med andre fra tid til anden kan sætte én i bedre humør og få én til igen at se tingene i det rette perspektiv. Er det muligt for jer at tage initiativet til at invitere nogen med hjem?

 Somme tider er det vanskeligt for den af ægtefællerne der giver pleje, at bevare ligevægten. Nogle påtager sig for meget arbejde, slider sig op lidt efter lidt og sætter deres eget helbred på spil. Til sidst kan det blive umuligt for sådanne ægtefæller fortsat at tage sig af deres mand eller kone. Hvis du plejer en ægtefælle der er kronisk syg, må du ikke lukke øjnene for dine egne behov. Sæt jævnlig tid af til at få nye kræfter. * Nogle synes at det har en terapeutisk virkning en gang imellem at tale med en god ven af samme køn om de bekymringer de bærer på.

Bibelen kommer med denne advarsel: „Sig ikke: ’Hvordan kan det være at de tidligere dage var bedre end disse?’“ (Prædikeren 7:10) Undgå at dvæle ved hvordan jeres liv kunne have været. Det er godt at huske på at det er begrænset hvor lykkelig man kan blive i denne verden. Et godt råd i den forbindelse er at acceptere situationen som den er, og få det bedste ud af den.

Hvad kan hjælpe dig og din ægtefælle til det? I kan tale om de positive ting i jeres liv og glæde jer over selv de mindste tegn på at det går fremad med helbredet. Find noget at se frem til, og sæt jer rimelige mål.

Et par ved navn Shoji og Akiko fulgte ovenstående råd med godt resultat. Efter at Akiko havde fået konstateret fibromyalgi, kunne de ikke længere virke i en særlig form for heltidstjeneste. Det var de naturligvis skuffede over. Men Shoji giver dette råd til alle dem der måtte befinde sig i en lignende situation: „Bliv ikke modløse over at der er ting I ikke længere kan udrette. Bevar en positiv indstilling. Selv hvis I begge håber at alt igen vil blive som før, så koncentrer jer om livet som det former sig nu. I mit tilfælde betyder det at jeg har min opmærksomhed rettet mod min hustru og hjælper hende.“ Dette praktiske råd kan også hjælpe dig hvis din ægtefælle har særlige behov.