„PAS PÅ,“ skrev apostelen Paulus til de kristne i slutningen af det første århundrede. Hvad var det han advarede dem mod? Han skrev videre: „Måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering.“ — Kolossenserne 2:8.

Fra midten af det andet århundrede begyndte nogle kristne, på trods af Paulus’ advarsel, at bruge begreber som stammede fra oldtidens filosoffer, når de skulle forklare deres tro. Hvorfor? Fordi de gerne ville opnå anerkendelse hos de mere veluddannede mennesker i Romerriget og derved omvende flere til kristendommen.

Justinus Martyr, en af de bedst kendte af disse kristne, mente at Guds talsmand, Logos, havde åbenbaret sig for græske filosoffer længe inden Jesus kom til jorden. Ifølge Justinus Martyr og andre der fremmede en lignende lære, gjorde filosofiens og mytologiens bidrag til kristendommen denne form for religion virkelig universel.

Den form for kristendom som Justinus Martyr var fortaler for, fik mange til at omvende sig. Men antagelsen af én myte førte til dannelsen af andre myter, og disse blev til det der i dag anses for at være kristne læresætninger. For at afsløre disse myter vil vi nu sammenligne det nogle opslagsværker siger, med det Bibelen virkelig lærer.