„De første århundreders kristne filosoffer antog den græske tanke om sjælens udødelighed og betragtede sjælen som værende skabt af Gud og indgivet legemet ved undfangelsen.“ — The New Encyclopædia Britannica (1988), bind 11, side 25.

„Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4, da. aut. 1931.

I forbindelse med skabelsen af den første menneskesjæl siger Bibelen: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl [hebraisk: næʹfæsj].“ — 1 Mosebog 2:7.

Det hebraiske ord næʹfæsj, der oversættes med „sjæl“, betyder ’en skabning der ånder’. Da Gud skabte det første menneske, Adam, indgav han ham ikke en udødelig sjæl, men derimod den livskraft som opretholdes ved åndedrættet. I bibelsk forstand sigter „sjælen“ derfor til hele den levende skabning. Adskilt fra livskraften, som oprindeligt blev indgivet af Gud, dør sjælen. — 1 Mosebog 3:19; Ezekiel 18:20.

Læren om sjælens udødelighed gav anledning til nogle spørgsmål: Hvor bliver sjælen af efter døden? Hvad sker der med de ondes sjæle? Da nogle kristne begyndte at antage myten om sjælens udødelighed, førte det til at de godtog endnu en myte — læren om et brændende helvede.

Sammenlign disse vers fra Bibelen: Prædikeren 3:19; Mattæus 10:28; Apostelgerninger 3:23