En skolemassakre — trøst i tiden efter

AVISENS forside var sort. På forsiden stod der: „Hvorfor?“ Dette spørgsmål blev stillet igen og igen efter at en 17-årig i et skuddrama havde dræbt 15 personer i byen Winnenden i det sydlige Tyskland for til sidst at skyde sig selv. I hele Tyskland blev der flaget på halv, og de tragiske nyheder nåede hurtigt hele verden rundt.

Winnenden er en velstående og idyllisk by omgivet af vinmarker og frugtplantager. Den 11. marts 2009 begyndte som enhver anden morgen på Albertville-skolen. Pludselig, klokken 9.30, brød vold og kaos løs.

En ung mand stormede ind på sin tidligere skole med en pistol som han havde taget i sine forældres soveværelse. På ganske kort tid skød og dræbte han ni elever og tre lærere i tre forskellige klasseværelser og ude på gangen, og adskillige andre blev såret. Politiet ankom i løbet af ganske få minutter. Drabsmanden flygtede til et område tilhørende en nærliggende psykiatrisk klinik. Dér dræbte han en servicemedarbejder. Han kaprede derefter en bil og truede føreren til at køre ham. Cirka 40 kilometer derfra lykkedes det føreren af bilen at undslippe. Ved en bilforhandler dræbte han en sælger og en kunde, og to politibetjente blev alvorligt såret i jagten på ham. Da politiet endelig fik indhentet ham, skød han sig selv i hovedet.

Ifølge dem der kendte drabsmanden, var han en helt almindelig teenager som gerne ville accepteres af andre og have venner. Hvad gik der galt? Han kan have haft en depression, og han brugte meget tid på luftpistoler og nogle af de meget populære voldelige computerspil. Men det samme gør tusindvis af andre unge, vil nogle måske sige. Og hvad med ofrene? Var de nøje udvalgt, eller var de blevet skudt ved en tilfældighed? Der blev også spekuleret meget over hvorfor han skød otte piger og kun én dreng. Ingen kunne komme med en fornuftig forklaring.

De første reaktioner

„Jeg troede ikke mine egne ører da vores søn ringede og fortalte at der havde været skyderier på skolen,“ siger Heike. „Men efterhånden som jeg hørte flere og flere politibiler og ambulancer køre forbi, gik jeg i panik.“ Den hurtige reaktion fra politiets side forhindrede den bevæbnede mand i at dræbe flere på skolen. Da skolen var blevet evakueret, gik ambulancefolk, psykologer og præster i gang med at tage sig af eleverne og blev ved indtil de var helt udmattede.

Journalister stimlede hurtigt sammen om skolen og prøvede at få interviews med eleverne, hvoraf mange stadig var i chok. En elev lagde mærke til at der på et tidspunkt var hele 28 sendevogne fra 26 forskellige kanaler parkeret uden for skolen. Konkurrencen var hård blandt medierne, og det resulterede i flere ubekræftede historier. Samme dag som skyderierne havde fundet sted, ringede en journalist til en af de dræbte pigers familie for at spørge om de havde et billede af hende, andre igen betalte elever for at få lov til at tage billeder af dem. Grebet af øjeblikket havde flere af journalisterne svært ved at finde balancen mellem at få nyhedsværdige historier før alle andre og vise omtanke og respekt for ofrene.

Som det ofte sker i sådanne situationer, søgte mange trøst og forklaring i deres tro. Samme dag som massakren havde fundet sted, afholdt man en økumenisk gudstjeneste. Mange værdsatte den støtte de fik. Men de der søgte trøst fra Guds ord eller svar på nogle dybere spørgsmål, blev slemt skuffede. En familie deltog i begravelsen af en af deres søns klassekammerater.  Moderen sagde: „En biskop talte om Jobs lidelser. Jeg ventede på at han ville forklare hvad vi kunne lære af det eller give os en form for trøst — men der kom ingenting. Ikke et eneste ord om hvorfor Job kom ud for lidelser, eller hvad det endte med.“

En mand havde været ret chokeret over de tomme ord. Tredive år tidligere havde han studeret med Jehovas Vidner, men var holdt op. Nu begyndte han at komme til møderne igen.

Valisa, en 14-årig pige der studerer Bibelen med Jehovas Vidner, var i et klasseværelse tæt på skyderierne. Da hun hørte at der blev skudt, begyndte hun at bede til Jehova. Senere, da hun blev spurgt om hvordan hun havde det, sagde hun at det der var sket, havde bekræftet det hun havde lært ud fra Bibelen om de sidste dages kritiske tider. (2 Timoteus 3:1-5) To af Jehovas Vidner var travlt optaget af at trøste folk i nabolaget. En ældre kvinde henvendte sig til dem og sagde: „Mange flere skulle gøre det som I gør.“ Massakren havde været forfærdelig, ja, rystende, men den fik dog nogle til at lytte til håbet og trøsten i Guds ord.

Tiden efter

Selv de mest velmente og trøstende ord kan ikke fjerne den følelse af chok og håbløshed man får når ens nærmeste rammes af en sådan tragedie. Hvis man er far eller mor til et barn som er blevet dræbt, kan ingen ord tage smerten bort. Det samme gælder den betjent der kom styrtende til, men fandt at hans kone var en af de omkomne.

For de skoleelever der kom helskindet fra tragedien, og for deres familier, blev det et traume, men på forskellig måde. Vassilios nåede at springe ud ad en nødudgang netop som gerningsmanden åbnede ild. „Jeg bad til Jehova samtidig med at jeg sprang ud ad vinduet,“ fortæller han. „Jeg troede at jeg skulle dø. Jeg var overbevist om at det blev min sidste bøn.“ I ugerne derefter var han plaget af mareridt, og han havde ikke lyst til at tale med nogen. Det plagede ham især at se hvordan massakren blev kommercialiseret, og hvor kyniske nogle var når de ville have flere detaljer at vide. Men efterhånden lykkedes det ham at vende tilbage til virkeligheden.

Jonas havde været i samme klasseværelse som Vassilios; han havde set fem af sine klassekammerater blive skudt. Han fortæller: „Lige da det var sket, havde jeg ingen problemer med at beskrive hele forløbet; det var som en skrækfilm. Men nu bagefter er det utrolig svært for mig at fortælle hvordan jeg har det. Mit humør svinger hele tiden. Nogle gange kan jeg slet ikke klare at tale om det; andre gange kan jeg ikke holde op.“ Også han lider af mareridt og søvnproblemer.

Efter nogle dages forløb fik eleverne udleveret de personlige ejendele der havde ligget i klasseværelserne. Traumepsykologer havde på forhånd sagt at det godt kunne give ubehagelige mindelser at se tingene igen. I begyndelsen kunne Jonas slet ikke lide at røre ved sin jakke, sin skoletaske eller sin motorcykelhjelm. Han blev panikslagen hver gang han så en person der bare lignede gerningsmanden eller havde en rygsæk der lignede mandens. Når hans forældre så en film i fjernsynet, og der lød et skud i filmen, kom hans nerver helt op at køre. Psykologer gjorde hvad de kunne  for at hjælpe ofrene til at undgå de mentale koblinger der førte dem tilbage til den traumatiske begivenhed.

Jonas’ far, som hedder Jürgen, arbejder på en klinik hvor en af de ansatte blev dræbt. Han nævner at mange forældre og kolleger plager sig selv med spørgsmål som „hvorfor“ og „hvad nu hvis“. En kvindelig ansat havde stået på en altan og set gerningsmanden gå forbi. Hun blev så berørt af tanken om at han kunne have skudt hende, at hun måtte have psykiatrisk behandling.

Hvad der hjalp nogle

Hvad har hjulpet nogle til at klare sig efter så forfærdende en oplevelse? Jürgen nævner dette: „Det gør godt at være sammen med andre — selvom det til tider kan være svært. Det hjælper at vide at andre bekymrer sig om en, at man ikke er alene.“

Også Jonas sætter pris på andres omsorg: „Mange sender kort og beskeder til mig. Nogle henviser til skriftsteder, som jeg slår op og læser. Det er rart.“ Der er også andet der hjælper ham: „Når jeg vågner om natten og simpelt hen ikke kan klare det mere, beder jeg til Gud. Somme tider lytter jeg til musik eller til indtalte artikler fra Vågn op!“ * Han tilføjer at Bibelen giver os forklaringen på at alt dette sker: Det er Satan der styrer verden, og vi lever i endens tid. Hans far bekræfter at denne forståelse er en hjælp for dem.

Lidelsernes tid er snart forbi

På ganske få dage var hele området foran skolen dækket med blomster, breve og lys. Kerstin lagde mærke til at mange havde skrevet små sedler med spørgsmål om hvorfor dette var sket, og hvorfor Gud havde tilladt det. Hun syntes at det krævede et svar, så hun og to andre Jehovas Vidner skrev et brev med svarene og anbragte det sammen med de andre breve.

Ved den officielle mindehøjtidelighed var der en tv-kanal der fremviste deres brev og citerede de første linjer: „Hvorfor? I de seneste dage har dette spørgsmål lydt højere og højere — især spørgsmålene: Hvor var Gud, og hvorfor tillod han dette?“ Det var en skam at citatet standsede dér.

Hvorfor var det en skam? Fordi brevet faktisk gav forklaringen på hvorfor vi kommer ud for lidelser, og pegede på at Gud „vil sørge for at al den skade mennesker har voldt hinanden, bliver slettet ud“. Videre stod der: „I Bibelens sidste bog lover Gud at han vil tørre hver tåre af menneskenes øjne, og at hverken død, sorg, smerte eller pine skal være mere. Alt det der har været, vil forsvinde.“ Jehova Gud vil endda give de døde livet tilbage. Under hans rige, som snart vil overtage magten, vil der ikke længere forekomme tragedier, massakrer eller nogen lidelser i det hele taget. Gud har sagt: „Se! Jeg gør alting nyt.“ — Åbenbaringen 21:4, 5.

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

Et af de kort Jonas fik: „Vi tænker på dig.“

[Kildeangivelse på side 9]

Focus Agency/WPN

[Kildeangivelse på side 9]

© imagebroker/​Alamy

 [Kildeangivelse på side 10]

Foto: picture alliance

[Kildeangivelse på side 11]

Foto: picture alliance