„Bare ét glas mere“
„Bare ét glas mere“
ALLEN begyndte allerede at drikke da han var 11 år gammel. * Han og hans venner legede i skoven og efterlignede personer de kendte fra film. Personerne de imiterede, var fiktive, men det var den alkohol de drak, ikke.
Tony var 40 år da han begyndte at øge sit alkoholforbrug fra en eller to genstande hver aften til fem eller seks. Efterhånden havde han ikke længere tal på hvor meget han fik at drikke i løbet af en dag.
Allen søgte hjælp til at få styr på sit alkoholproblem. Tony afviste den hjælp som omsorgsfulde familiemedlemmer og venner tilbød. Allen er i live i dag og kan fortælle sin beretning; Tony døde for nogle år siden i en trafikulykke efter at have drukket for meget.
Selvom man måske kun drikker for meget når man er alene, vil ens overforbrug uundgåeligt få indflydelse på andre, og konsekvenserne er ofte tragiske. Alkoholmisbrug fører ikke sjældent til verbal og fysisk vold, overfald og mord, trafik- og arbejdsulykker samt en lang række helbredsproblemer. Alkoholmisbrug koster samfundet milliarder af kroner hvert år, for ikke at nævne de personlige og følelsesmæssige omkostninger for enkeltpersoner, familier og børn.
Det er imidlertid „ikke alle der drikker regelmæssigt, der har et alkoholproblem“, lyder det fra U.S. National Institutes of Health, „og det er ikke alle der har et alkoholproblem, der drikker hver dag“. Mange der ikke er alkoholikere, har fået for vane at drikke for meget uden at være opmærksomme på det. Andre drikker kun af og til, men indtager da mere end fem genstande.
Hvis du vælger at drikke alkohol, hvor meget er så for meget? Hvordan kan du vide hvornår du ikke skal tage „bare ét glas mere“? (Ordsprogene 23:29, 30, Contemporary English Version) De følgende artikler vil give nogle nyttige oplysninger om dette emne.
[Fodnote]
^ par. 2 Nogle af navnene er ændret.