Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gode råd til familier

Forholdet til svigerforældrene

Forholdet til svigerforældrene

Jenny * siger: Ryans mor var ikke bleg for at give udtryk for sin modvilje mod mig. Men Ryan havde det ikke meget bedre i forholdet til mine forældre. Jeg havde faktisk aldrig set dem være så uforskammede over for nogen andre! For os begge blev det at besøge vores forældre og svigerforældre en ubehagelig og stressende oplevelse.

Ryan siger: Min mor mente ikke at der var nogen der var gode nok til hendes børn, så hun fandt fejl ved Jenny lige fra begyndelsen. Og Jennys forældre opførte sig ligesådan over for mig — de kritiserede mig hele tiden. Problemet var at Jenny og jeg i sådanne situationer altid begyndte at forsvare vores egne forældre og at bebrejde hinanden.

PROBLEMER med svigerforældre er et yndet emne for komikere, men i det virkelige liv er det ikke noget at le ad. „I årevis blandede min svigermor sig i vores ægteskab,“ fortæller Reena, en kvinde i Indien. „Min vrede gik tit ud over min mand, for jeg kunne ikke få afløb for den over for hans mor. Det var som om han hele tiden skulle vælge mellem at være en god ægtemand og en god søn.“

Hvorfor blander nogle forældre sig i deres gifte børns liv? Jenny, der blev citeret i indledningen, nævner en mulig grund. „Det kan være svært for dem at se en der er ung og uerfaren, få ansvaret for at tage sig af deres søn eller datter,“ siger hun. Dilip, der er gift med Reena, nævner endnu et par grunde. „Forældre der har taget sig godt af deres børn og bragt mange ofre for dem, kan føle at de nu er sat ud på sidelinjen,“ siger han. „De kunne også være oprigtigt bekymrede for om deres søn eller datter mangler den indsigt og modenhed der skal til for at få ægteskabet til at lykkes.“

Retfærdigvis skal det siges at svigerforældre nogle gange bliver opfordret til at blande sig. Det kan ægteparret Michael og Leanne i Australien bekræfte. „Leanne kom fra en tæt sammenknyttet familie hvor alle talte åbent om tingene,“ siger Michael. „Efter at vi var blevet gift, rådførte hun sig med sin far i anliggender som hun og jeg selv burde tage os af. Hendes far kunne give mange gode råd, men jeg blev såret over at hun gik til ham i stedet for til mig!“

Det er tydeligt at problemer med svigerforældre kan skabe spændinger i et ægteskab. Er det noget du oplever? Hvordan kommer du ud af det med din ægtefælles forældre, og hvordan kommer din ægtefælle ud af det med dine forældre? Lad os se på to mulige udfordringer og hvad du kan gøre ved dem.

FØRSTE UDFORDRING:

Din ægtefælle er tilsyneladende alt for tæt knyttet til sine forældre. „Min kone følte at hvis vi ikke boede i nærheden af hendes forældre, ville hun være illoyal over for dem,“ siger en mand i Spanien som hedder Luis. Han tilføjer: „Mine forældre kom så til gengæld næsten hver dag for at besøge os da vores søn var blevet født, og det stressede min kone. Det gav os en masse konflikter.“

Problemet:

I den bibelske beskrivelse af ægteskabsordningen står der at „en mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød“. (1 Mosebog 2:24) At være „ét kød“ indebærer mere end det at bo sammen. Det betyder at en mand og en kvinde danner en ny familie — en familie de skal prioritere højere end de familier de kommer fra. (1 Korinther 11:3) Selvfølgelig skal både mand og hustru stadig ære deres forældre, og det indebærer at de viser dem opmærksomhed og omsorg. (Efeserne 6:2) Men hvad nu hvis din ægtefælles måde at håndtere dette ansvar på får dig til at føle at du bliver forsømt eller overset?

Hvad du kan gøre:

Se objektivt på situationen. Er din ægtefælle virkelig for tæt knyttet til sine forældre, eller kan det være at du bare ikke har det samme forhold til dine forældre? Hvis det er tilfældet, hvordan kan din familiemæssige baggrund så påvirke din opfattelse af situationen? Er du måske lidt jaloux eller misundelig? — Ordsprogene 14:30; 1 Korinther 13:4; Galaterne 5:26.

Det kræver ærlig selvransagelse at besvare sådanne spørgsmål. Men det er vigtigt at du gør det. Hvis forholdet til svigerforældrene hele tiden skaber konflikter mellem dig og din ægtefælle, er det i virkeligheden et ægteskabeligt problem I har — ikke et problem med svigerforældrene.

Mange problemer i ægteskabet opstår fordi to mennesker aldrig ser helt ens på tingene. Kan du prøve at se tingene fra din ægtefælles synsvinkel? (Filipperne 2:4; 4:5) Det gjorde Adrián fra Mexico. „Min kone er vokset op i et dårligt familiemiljø,“ siger han, „og jeg søgte derfor at undgå en alt for nær kontakt med mine svigerforældre. Det kom dertil at jeg i årevis helt nægtede at komme sammen med dem. Resultatet var at der opstod spændinger i vores ægteskab, for min kone ville stadig gerne have et tæt forhold til sin familie, især til sin mor.“

Med tiden fik Adrián et afbalanceret syn på sagen. „Selvom jeg ved at det belaster min kone følelsesmæssigt at have for meget kontakt med sine forældre, giver det også problemer hvis vi slet ikke har kontakt med dem,“ siger han. „I det omfang det har været muligt, har jeg genoprettet et godt forhold til mine svigerforældre, og dette forhold arbejder jeg på at bevare.“ *

PRØV DETTE: Du og din ægtefælle skriver på hver jeres stykke papir hvad I mener er det største problem i forholdet til jeres svigerforældre. Hvis det er muligt, så begynd med „Jeg føler at . . .“ Byt derefter papir. Lav så en „brainstorm“ hvor I sammen får en masse idéer på bordet og så ud fra dem vælger en løsning på de problemer I hver især har.

ANDEN UDFORDRING:

Dine svigerforældre blander sig konstant i dit ægteskab og kommer med råd uden at være blevet spurgt. „De første syv år vi var gift, boede vi sammen med min mands familie,“ siger en kvinde ved navn Nelya fra Kasakhstan. „Vi havde den ene konflikt efter den anden på grund af vores måde at opdrage børn på, og min madlavning og rengøring blev konstant kritiseret. Jeg talte med min mand og min svigermor om det, men det gjorde bare det hele endnu værre!“

Problemet:

Når du gifter dig, er du ikke længere underlagt dine forældres myndighed. Bibelen siger derimod at „hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden“ — det vil sige hendes ægtemand. (1 Korinther 11:3) Ikke desto mindre skal både mand og hustru som tidligere nævnt ære deres forældre. Som Ordsprogene 23:22 siger: „Hør på din fader som avlede dig, og foragt ikke din moder fordi hun er gammel.“ Men hvad nu hvis dine forældre — eller din ægtefælles forældre — går for vidt og prøver at presse deres synspunkter igennem?

Hvad I kan gøre:

Prøv at sætte jer i jeres forældres sted, og overvej hvad der kan være motivet til at de blander sig. „I nogle tilfælde har forældre brug for at vide at de stadig spiller en vigtig rolle i deres børns liv,“ siger Ryan, der blev citeret i indledningen. De er måske ikke bevidste om at de virker påtrængende, og sandsynligvis kan man håndtere situationen ved at følge Bibelens tilskyndelse til at ’blive ved med at affinde sig med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden’. (Kolossenserne 3:13) Men hvad nu hvis svigerforældrene blander sig så meget at det skaber konflikter mellem dig og din ægtefælle?

Nogle ægtepar har lært at sætte fornuftige grænser over for deres forældre. Det betyder ikke at I skal melde hårdt ud og ligefrem give jeres forældre en liste over hvad de må og ikke må. * Ofte er det blot et spørgsmål om at I ved jeres handlinger viser at jeres ægtefælle kommer først i jeres liv. En ægtemand fra Japan, der hedder Sadayuki, siger for eksempel: „Hvis dine forældre skulle komme med nogle råd, så følg dem ikke bare uden videre. Husk at du er ved at opbygge en helt ny familieenhed. Find derfor først ud af hvad din ægtefælle tænker og føler.“

PRØV DETTE: Tal med din ægtefælle om hvad det helt konkret er der skaber spændinger i jeres ægteskab når jeres forældre blander sig. Skriv ned hvilke grænser I er enige om at sætte, og hvordan I vil sørge for at de bliver overholdt uden at I forsømmer at ære jeres forældre.

Mange konflikter med svigerforældrene kan der løses op for hvis man lærer at forstå deres motiver og nægter at lade konflikterne skabe et anspændt forhold i ens ægteskab. I den forbindelse indrømmer Jenny: „Nogle gange blev de diskussioner min mand og jeg havde om vores forældre, temmelig følelsesladede, og det blev hurtigt tydeligt at vi kunne såre hinanden meget ved at påpege de fejl og mangler den andens forældre havde. Efterhånden lærte vi dog at lade være med at bruge vores svigerforældres ufuldkommenheder som et våben mod hinanden og i stedet koncentrere os om det aktuelle problem. Det har betydet at min mand og jeg er blevet meget nærmere knyttet til hinanden.“

^ par. 3 Navnene er ændret.

^ par. 14 Naturligvis kan der være tilfælde hvor forældre har en meget kritisabel adfærd — og bliver ved med at have det uden at ændre sig. Det kan forståeligt nok give et anstrengt familieforhold og betyde at kontakten begrænses. — 1 Korinther 5:11.

^ par. 19 I nogle tilfælde kan det dog være nødvendigt at tage en åbenhjertig drøftelse med jeres forældre eller svigerforældre. I så fald må I gøre det med mildhed og respekt. — Ordsprogene 15:1; Efeserne 4:2; Kolossenserne 3:12.

SPØRG DIG SELV . . .

  • Hvilke gode egenskaber har mine svigerforældre?

  • Hvordan kan jeg ære mine forældre uden at forsømme min ægtefælle?