Et brev fra Papua Ny Guinea

Et koralrev i skyerne

KLOKKEN er fem en varm og fugtig tirsdag morgen i byen Lae i Papua Ny Guinea. Min kone og jeg er ved at gøre os klar til at besøge en gruppe Jehovas Vidner i byen Lengbati på Mount Rawlinson i Morobeprovinsen.

Flyveturen tager kun omkring 30 minutter med det lille enmotors fly der har fire siddepladser. Jeg sidder ofte ved siden af piloten på disse ture, og på grund af larmen fra motoren har vi hovedtelefoner på så vi kan tale sammen over samtaleanlægget. Piloten peger på alle knapperne på instrumentbrættet foran os og forklarer hvad de skal bruges til, mens han i sjov siger at jeg må være klar til at styre flyet hvis der sker noget med ham. Straks kommer jeg i tanke om en episode som en anden rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner her i Papua Ny Guinea kom ud for. Piloten mistede bevidstheden mens de endnu var i luften, og de måtte flyve rundt i cirkler på autopilot indtil han endelig kom til bevidsthed og kunne lande flyet. Heldigvis forløber vores flyvetur uden dramatik.

Vi flyver nu langs bjergkæden, men pludselig bryder vi gennem skyerne og flyver tværs hen over en bjergtop, kun omkring 100 meter over den. Foran os ligger landsbyen Lengbati, som består af en klynge huse med tykke stråtage som er bygget af naturmaterialer. Piloten ser ned på landingsbanen idet vi flyver hen over den. Han tjekker om den er i orden og sikrer sig at landsbyens børn ikke løber og spiller fodbold på den. Han kigger også efter om grisene har gravet huller i den siden sidst han var her. Han vender nu om og flyver igen ind i dalen, idet han siger: „Det ser fint ud; vi prøver at lande.“ Vi kredser lidt rundt og lander derefter på den korte landingsbane som de lokale beboere har hugget ind i bjergsiden og for nylig belagt med knust koralkalk, som var blevet hugget ud af et bjerg i nærheden.

På mine tidligere rejser hertil har jeg set på den knuste koralkalk og tænkt på hvor gammel denne bjergkæde mon er. Man kan forestille sig de enorme kræfter der har været på spil da dette tidligere koralrev, som var flere hundrede kilometer langt, blev skubbet op af havet og presset fire kilometer op i luften! Vi stiger ud af flyet og står nu på hvad jeg vil kalde et koralrev i skyerne.

Som altid kommer landsbyboerne løbende fra alle sider når de hører lyden af flyet der er ved at lande. Piloten slukker for motoren, og jeg ser en mand fra folkemængden komme hen mod flyet. Det er Zung. Han er en af de lokale indbyggere som tager sig af  det ugentlige undervisningsprogram der afholdes af Jehovas Vidner over hele jorden. Blandt lokalbefolkningen er han kendt som en ærlig og pålidelig mand der lever et moralsk rent liv. Han siger selv at det er en livsform han har lært ved at anvende Bibelens principper. Efter at have hilst og givet hånd går vi med Zung og nogle andre Jehovas Vidner lidt længere ned ad bjerget. Nogle børn følger efter os og slås om at få lov til at bære vores rygsække.

Vi kommer til et lille træhus som de lokale Jehovas Vidner har bygget til den rejsende tilsynsmand der besøger dem cirka hvert halve år. Selvom Papua Ny Guinea ligger i troperne, bliver det ret koldt på dette sted fordi det ligger så højt oppe. Når vi om aftenen tænder vores petroleumslampe, kan jeg ofte se skyerne — som i løbet af eftermiddagen langsomt har bevæget sig fra dalen op mod bjerget — smyge sig ind huset gennem de løse gulvbrædder. Det føles lidt underligt at iføre sig skijakke og -bukser for at holde varmen når vi for bare få timer siden var ved at omkomme i tropevarmen nede ved kysten.

I midten af 1980’erne studerede en mand som kom herfra, Bibelen med Jehovas Vidner i Lae. Da han var vendt tilbage til sin landsby, byggede han og nogle få andre en lille mødesal som de var meget stolte af. Men så kom præsten fra den lokale lutheranske kirke sammen med sine tilhængere og brændte stedet ned. Brandstifterne sagde overlegent at området helt og holdent var lutheransk. Siden den tid har Jehovas Vidner, til trods for stadig modstand, bygget en anden mødesal, og deres antal er vokset så der nu er omkring 50 aktive forkyndere af den gode nyhed. Nogle af dem der før var modstandere af Jehovas Vidners arbejde, er nu selv ivrigt engageret i det.

I dag er mange i landsbyen glade for at få besøg af Jehovas Vidner fordi de underviser dem i Bibelen. Selvom kun få i landsbyen kan læse, har de fleste Jehovas Vidner lært det for at kunne gøre andre bekendt med Bibelens budskab. Hver uge er der op mod 200 til stede ved møderne i deres rigssal.

Her er ingen elektricitet. Om aftenen sidder vi tæt sammen omkring ildstedet i madhuset. Vi spiser, snakker og ler. Glæden ved at tjene Jehova står tydeligt at læse i vennernes ansigter, som oplyses af det blide skær fra ilden. Lidt efter lidt, efterhånden som klokken bliver mange, tager nogle en bombom, et brændende palmeblad, ud af ilden. De håber at det vil brænde langsomt nok til at de kan nå at løbe ad stierne gennem bushen og hjem til deres egne huse.

Mens vi går tilbage til huset, bemærker vi hvor stille her er. Vi er kun omgivet af naturens lyde. Inden vi går til ro, vender vi for sidste gang blikket op mod den klare nattehimmel og forundres over hvor mange stjerner man kan se fra dette højtliggende sted.

En uge går hurtigt, og vi forventer at flyet kommer igen i morgen. Endnu en kølig nat oppe i skyerne i Lengbati inden vi må tilbage til den fugtige varme nede ved kysten.