Vidste du det?

Hvilke vidnesbyrd ud over Bibelens er der om at Jesus var en historisk person?

▪ Adskillige verdslige historieskrivere der levede tæt på Jesu tid, nævnte ham specifikt. Blandt disse var Cornelius Tacitus, der nedskrev det romerske kejserdømmes historie. Om en brand der hærgede Rom i år 64, beretter Tacitus at der gik rygter om at det var kejser Nero der var ansvarlig for katastrofen. Men ifølge Tacitus prøvede Nero at skyde skylden på en gruppe som folk i almindelighed kaldte kristne. Tacitus skriver: „Disse mennesker havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.“ — Cornelius Tacitus’s Årbøger, XV, XLIV.

Også den jødiske historiker Flavius Josefus nævner Jesus. I en beretning om hvad der skete i tidsrummet fra Festus, den romerske landshøvding i Judæa, døde (omkring år 62) og til hans efterfølger, Albinus, blev indsat i embedet, nævner Josefus at ypperstepræsten Ananus (Annas) „kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til den Jesus som blev kaldt Kristus, og nogle andre, frem for dem“. — Jewish Antiquities, XX, 200 (ix, 1).

Hvorfor blev Jesus kaldt Kristus?

▪ Evangelieberetningerne fortæller at da engelen Gabriel viste sig for Maria for at bekendtgøre at hun ville blive gravid, sagde han til hende at hun skulle give sin søn navnet Jesus. (Lukas 1:31) Det var et ret almindeligt navn blandt jøderne dengang. Den jødiske historiker Josefus nævner omkring 12 personer med dette navn ud over dem der omtales i Bibelen. Marias søn blev kaldt „Nazaræeren“, hvilket identificerede ham som den Jesus der kom fra Nazaret. (Markus 10:47) Han blev også kendt som „Messias“, eller Jesus Kristus. (Mattæus 16:16) Hvad betyder disse udtryk?

Ordet „Kristus“ kommer fra det græske ord Christosʹ, der svarer til det hebraiske Masjīʹach, (Messias). Begge ord betyder bogstaveligt „(den) Salvede“. Dette udtryk blev med rette brugt om andre før Jesus. For eksempel blev der sagt om både Moses, Aron og kong David at de var salvede, hvilket betød at de af Gud var blevet udnævnt til at varetage ansvarsfulde poster og udøve myndighed. (3 Mosebog 4:3; 8:12; 2 Samuel 22:51; Hebræerne 11:24-26) Men Jesus, den forudsagte Messias, var den Jehova først og fremmest benyttede som sin repræsentant. Derfor var det helt på sin plads at han blev betegnet som „Messias, den levende Guds søn“. — Mattæus 16:16; Daniel 9:25.

[Illustration på side 15]

En kunstners gengivelse af Flavius Josefus