’Du handler loyalt’
Kom nær til Gud
’Du handler loyalt’
DER er ikke meget der kan såre os så dybt som at blive svigtet eller forrådt af en vi stoler på. Sådanne skuffelser er blevet meget almindelige i denne illoyale verden. (2 Timoteus 3:1-5) Er der overhovedet nogen vi kan regne med vil være fuldstændig loyal over for os? Lad os se hvad kong David i fortidens Israel erfarede.
David oplevede illoyalitet af den værste slags. Han blev med urette erklæret fredløs og forfulgt af Israels første konge, Saul, der var syg af misundelse. Og Mikal, der var Davids hustru, viste sig illoyal mod sin mand og begyndte at ’ringeagte ham i sit hjerte’. (2 Samuel 6:16) Dertil kom at Davids personlige rådgiver, Akitofel, blev en forræder og sluttede sig sammen med nogle der gjorde oprør mod David. Hvem førte an i denne sammensværgelse? Ingen anden end Absalom, Davids egen søn! Fik sådanne gentagne tillidsbrud David til at konkludere at der ikke fandtes nogen han kunne stole på, og som var helt igennem loyal?
Vi finder svaret i en poetisk sang af David der er nedskrevet i Anden Samuelsbog 22:26, og som vidner om hans urokkelige tro. Han siger om Jehova Gud: „Mod den loyale handler du loyalt.“ David havde tillid til at uanset hvilke skuffelser andre mennesker ville udsætte ham for, ville Jehova forblive loyal over for ham.
Lad os nu se lidt nærmere på Davids ord. Det hebraiske ord der er oversat med ’handle loyalt’, kan også oversættes ’handle med loyal hengivenhed’. Ægte loyalitet er nært forbundet med hengivenhed, eller kærlighed, og det er kærlighed der får Jehova til at knytte sig til dem der er loyale over for ham. *
Læg også mærke til at loyalitet ikke blot er en passiv følelse, men noget der kommer til udtryk i handling. Jehova handler loyalt, hvilket David mærkede på sin egen krop. I de mørkeste perioder af den trofaste konges liv greb Jehova ind til gavn for ham og beskyttede og ledede ham loyalt. I taknemmelighed erkendte David at det var Jehova der havde udfriet ham „af alle hans fjenders hånd“. — 2 Samuel 22:1.
Har Davids ord nogen betydning for os? Ja, for Jehova forandrer sig ikke. (Jakob 1:17) Han forbliver tro mod sine normer og holder altid sine løfter. I en anden af sine salmer skrev David: „Jehova . . . forlader ikke sine loyale.“ — Salme 37:28.
Jehova sætter pris på vores loyalitet. Han værdsætter vores loyale lydighed mod ham, og han opfordrer os til at efterligne ham ved at være loyale over for andre. (Efeserne 4:24; 5:1) Hvis vi er loyale på disse områder, kan vi have tillid til at han aldrig vil lade os i stikken. Uanset hvilke svigt vi bliver udsat for fra andre mennesker, kan vi stole på at Jehova vil handle loyalt over for os og hjælpe os til at klare de prøvelser vi møder. Føler du dig tilskyndet til at komme nærmere til Jehova, „den Loyale“? — Åbenbaringen 16:5.
[Fodnote]
^ par. 4 Anden Samuelsbog 22:26 er en parallel til Salme 18:25, der i en bibeloversættelse gengives på denne måde: „Over for den loyale viser du dig fuld af kærlighed.“ — The Psalms for Today.