Hvad er der sket med begrebet synd?

„TANKEN om arvesynden — at vi alle er impliceret i en eller anden frygtelig urkatastrofe — er ikke særlig populær hos det moderne menneske. Men det er selve tanken om synd heller ikke. . . . Det er mennesker som Adolf Hitler og Josef Stalin der har syndet; resten af os er blot ofre for tilfældighedernes spil og tilpasningsvanskeligheder.“ — The Wall Street Journal.

Som dette citat viser, synes begrebet synd at være i dyb krise. Hvorfor? Hvad er der sket? Hvad er det ved syndsbegrebet folk har så meget imod?

Der er to aspekter ved begrebet — nedarvet synd og personlige synder. Det ene er noget vi har i os, uanset om vi bryder os om det eller ej, mens det andet er noget vi praktiserer. Lad os se nærmere på disse to aspekter.

Besmittet af arvesynden?

Bibelen siger at en moralsk defekt som de to første mennesker fik da de syndede, blev givet videre til hele menneskeheden. Som følge deraf er vi alle født ufuldkomne. „Al uretfærdighed er synd,“ siger Bibelen. — 1 Johannes 5:17.

Men for mange kirkegængere er tanken om at alle mennesker er født ufuldkomne på grund af en ursynd som de ikke har begået, og som de ikke er ansvarlige for, hverken forståelig eller acceptabel. Denne lære, siger Edward Oakes, der er professor i teologi, „bliver mødt med enten pinlig tavshed, direkte benægtelse eller en halvhjertet reaktion hos nogle der ikke ligefrem afviser læren, men som heller ikke aner hvor de skal placere den i det fromme liv“.

Noget der gør det svært for folk at acceptere tanken om arvesynden, er det kirkerne har fremholdt om dette begreb. Ved Tridentinerkoncilet (1545-1563) fordømte kirken for eksempel enhver der benægtede at nyfødte skulle døbes for at få syndsforladelse. Teologerne hævdede at hvis et spædbarn døde uden at være blevet døbt, ville det på grund af dets usonede synder for evigt blive nægtet adgang til Gud i himmelen. Calvin gik så langt som til at sige at spædbørn allerede ’fra deres moders liv medbringer deres egen fortabelse’. De er af natur ’modbydelige og vederstyggelige for Gud’, påstod han.

 De fleste føler instinktivt at nyfødte børn er så uskyldige at det ville være imod den menneskelige natur at mene at børnene skulle pines på grund af nedarvet synd. Det er let at se hvorfor en sådan lære har fået folk til at afvise tanken om arvesynden. Nogle kirkeledere kunne da heller ikke få sig selv til at dømme udøbte spædbørn til helvede. For dem var børnenes endelige skæbne noget af et teologisk dilemma. Læren om limbus, eller limbo, en slags ingenmandsland for sjælene af udøbte uskyldige børn, var den traditionelle katolske lære i århundreder, men blev dog aldrig et af kirkens dogmer. *

Noget andet der underminerede begrebet arvesynden, var at filosoffer, videnskabsmænd og teologer i det 19. århundrede begyndte at sætte spørgsmålstegn ved om de bibelske beretninger var sandfærdige. Darwins evolutionsteori har fået mange til at mene at beretningen om Adam og Eva hører hjemme i myternes verden. Det har ført til at mange nu betragter Bibelen mere som en afspejling af skribenternes tankegang og skikke end en åbenbaring fra Gud.

Hvilken indflydelse har alt dette på begrebet arvesynden? Det er klart at hvis kirkegængere er overbeviste om at Adam og Eva ikke har eksisteret, vil deres logiske konklusion være at den første synd aldrig er blevet begået. Selv for dem der er villige til at indrømme at menneskene grundlæggende er defekte, er al tanke om begrebet arvesynd ikke meget andet end en forklaring på menneskehedens ufuldkomne natur.

Så vidt om arvesynden. Hvad nu med den opfattelse at personlige synder også mishager Gud?

Er det virkelig syndigt?

Når folk bliver spurgt om hvad de anser for synd, er det ofte de synder som De Ti Bud omfatter, de først kommer i tanker om — mord, ægteskabsbrud, begær, sex før ægteskabet, tyveri og så videre. Kirkernes traditionelle lære var at alle der ikke havde angret deres synder inden de døde, ville lide evig pine i helvede. *

For at undgå en sådan skæbne kræver den katolske kirke at man bekender sine synder for en præst, som ifølge kirken har magt til at  give syndsforladelse. Men for de fleste katolikker er skriftemål, absolution og bod noget der hører fortiden til. En nylig spørgeundersøgelse viser for eksempel at over 60 procent af katolikkerne i Italien ikke længere går til skrifte.

Det er tydeligt at kirkernes traditionelle opfattelse af personlig synd og konsekvenserne deraf ikke har hjulpet folk til at begå færre synder. Mange kirkegængere synes ikke længere at alle disse ting er forkerte. Nogle føler for eksempel ikke at der er noget forkert i at to voksne har et seksuelt forhold til hinanden så længe det ikke går ud over en tredje part.

En mulig forklaring på at folk ræsonnerer sådan, er at de inderst inde er skeptiske over for det de har lært om synd. Mange har svært ved at tro på at en kærlig Gud piner syndere i et brændende helvede i al evighed. Og måske er en sådan skepticisme med til at forklare hvorfor „synd“ synes at have mistet en del af sin betydning. Men der er også andre faktorer der har bidraget til det.

Traditionelle værdinormer forkastes

Begivenhederne i de sidste århundreder har medført store forandringer i samfundet og i folks mentalitet. De to verdenskrige, utallige mindre krige og adskillige folkedrab har fået mange til at betvivle værdien af de traditionelle normer. ’Er der nogen fornuft i at vi i vores højteknologiske tidsalder følger nogle normer der blev fastlagt for hundreder af år siden, og som er fuldstændig ude af trit med tiden?’ spørger de. Mange rationalister og moralister siger nej. De synes at samfundet skal gøre sig fri af visse moralnormer og overtroiske forestillinger og i stedet stræbe efter at udnytte menneskehedens enorme potentiale gennem uddannelse.

Dette synspunkt har ført til en ekstremt sekulær kultur. I mange europæiske lande er det kun få der går i kirke. Flere og flere tror ikke på noget bestemt, og mange er stærkt imod kirkernes trossætninger, som de finder absurde. Hvis mennesket blot er et produkt af dets miljø og naturlig udvælgelse, siger de, hvorfor så i det hele taget tale om skyld og straf i forbindelse med overtrædelse af moralnormer?

En generel svækkelse af moralnormerne i den vestlige verden i det 20. århundrede har blandt andet ført til den såkaldte seksuelle revolution.  Studenteroprør, subkulturelle bevægelser og den lette adgang til præventionsmidler har alt sammen bidraget til at de traditionelle normer for anstændighed er blevet forkastet. Snart blev de bibelske normer kasseret. En ny generation antog en ny moral og fik en ny indstilling til synd. Fra da af, siger en skribent, „var kærlighedens lov den eneste lov“ — hvilket hovedsagelig kom til udtryk i den udbredte accept af urette seksuelle forhold.

En selvbehagelig religiøs kultur

Om situationen i USA skrev tidsskriftet Newsweek ligeud: „Mange præster, der så at sige konkurrerer på købers marked, føler ikke at de har råd til at støde folk fra sig.“ De er bange for at miste nogle af deres tilhængere hvis de stiller for store moralske krav til dem. Folk har ikke lyst til at høre at de skal vise ydmyghed og selvdisciplin samt være dydige, eller at de skal lytte til deres nagende samvittighed og angre deres synder. Mange kirker forkynder derfor det avisen Chicago Sun-Times kalder „et terapeutisk, nyttefilosofisk, endda narcissistisk ’alt drejer sig om mig’ kristent budskab [og] glemmer helt evangeliet“.

Den naturlige følge af en sådan holdning er en religiøs kultur som definerer Gud ud fra egne kriterier, kirker der ikke fokuserer på Gud og det han kræver af os, men på mennesket og det der kan øge dets selvværd. Målet er at imødekomme menighedens behov. Resultatet er religion uden læresætninger. „Hvad er det der udfylder det hul i midten hvor den kristne moralkodeks plejede at være?“ spørger avisen The Wall Street Journal. „En barmhjertighedsetik hvor det at være ’et godt menneske’ undskylder alt.“

Logisk nok har dette affødt den holdning at enhver religion der får en til at føle sig godt tilpas, er god nok. De der har en sådan holdning, siger ovennævnte avis, „kan antage en hvilken som helst tro så længe den ikke stiller store moralske krav — trøster og ikke fordømmer“. Og kirkerne er villige til at acceptere folk „helt som de er“, uden at stille moralske krav til dem.

Alt dette minder måske bibellæsere om en profeti der blev nedskrevet af apostelen Paulus i det første århundrede. Han sagde: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne ønsker vil de samle sig en masse lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden.“ — 2 Timoteus 4:3, 4.

Når religiøse ledere undskylder synd, benægter at den eksisterer, og ’kildrer’ deres tilhængeres ører ved at fortælle dem hvad de gerne vil høre i stedet for hvad Bibelen siger, gør de folk en bjørnetjeneste. Et sådant budskab er forkert og farligt. Det giver en fejlagtig fremstilling af en af kristendommens grundlærdomme. Synd og tilgivelse er noget centralt i den gode nyhed som Jesus og hans apostle forkyndte. Det kan du få bekræftet ved at læse den næste artikel.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 7]

En selvbehagelig religiøs kultur frembringer dårlige frugter

[Ramme på side 6]

Synd? „Det er vi vokset fra“

▪ „Dette emne udgør en af de største udfordringer for kirken. Vi betragter ikke længere os selv som ’syndere’ der har behov for tilgivelse. Det kan godt være at synd engang var et problem, men det er vi vokset fra. Så mens kirken har en løsning på problemet synd, er det stort set ikke noget problem for de fleste amerikanere — i hvert fald ikke noget alvorligt problem.“ — John A. Studebaker, jun., religionsskribent.

▪ „Mange siger: ’Jeg har høje forventninger til mig selv og andre, men jeg ved at vi alle fejler, så jeg prøver bare at gøre mit bedste.’ Vi finder en moralsk bekvemmelighedszone, et mådeligt, acceptabelt niveau hvor vi tror at vi er gode nok. Vi slår græsset. Vi parkerer ikke ulovligt. Men vi ignorerer de store spørgsmål om synd.“ — Albert Mohler, leder af Southern Baptist Theological Seminary.

▪ Samfundet hylder det der tidligere var skammeligt [som for eksempel de såkaldte syv dødssynder]: Forældre anbefaler hovmod som et middel til større selvværd; en gruppe . . . franske køkkenchefer har sendt Vatikanet en bønskrift om at dét at være en gourmand ikke er synd. Misundelse er foder for sensationspressen. Nydelsessyge er en reklamestrategi; vrede den berettigede tilstand for den forurettede. Og de fleste dage ville jeg give hvad som helst for at være lad.“ — Nancy Gibbs, nyhedsmagasinet Time.

[Illustration på side 5]

Mange betragter beretningen om Adam og Eva som en myte