Et brev fra sydafrika

’Hvordan kan nogen finde på at standse her?’

„HØJRISIKOOMRÅDE — RØVERI OG PROSTITUTION“ advarer skiltet der står i vejsiden. Vi drejer af fra den smalle landevej og gør holdt. Her er allerede nogle få andre biler som holder og venter under et kæmpestort skilt der viser vej til et mondænt feriested og et kasino længere nede ad vejen. Dyre biler kører hurtigt forbi os, og vi kan ikke undgå at bemærke de undrende blikke bag bilruderne der synes at sige: ’Hvordan kan nogen finde på at standse her?’

Vi står ud af bilen og slutter os til den pænt klædte gruppe af mennesker der står i skyggen af det store skilt. Gruppen består af personer med meget forskellig racemæssig og etnisk baggrund, hvilket stadig er et forholdsvis usædvanligt syn i Sydafrika. Vi er kørt til dette område omkring 100 kilometer nordvest for Johannesburg i håb om at kunne forkynde Bibelens sandheder for dem der bor i landsbyerne.

Vi holder et kort møde i vejsiden for at drøfte et skriftsted og lægge en slagplan for hus til hus-arbejdet. Der bliver bedt en bøn, og vi går tilbage til bilerne. Huse og skure ligger tilfældigt spredt ud over hele sletten så langt øjet rækker, og de syner meget små med de kolossale slaggedynger fra platinminerne som baggrund. Den udbredte fattigdom omkring os står i stærk kontrast til de enorme mineralrigdomme der findes i undergrunden.

Min kone og jeg er sammen med to gæster fra Tyskland, og vi fire begynder dagen med at besøge folk fra hus til hus. Omkring en tredjedel af indbyggerne her er arbejdsløse, så husene er meget primitive og beskedne. Mange af dem er bølgeblikskure der er bygget op omkring en vakkelvorn trækonstruktion. Det hele holdes sammen af store søm som er slået gennem udhamrede ølkapsler der tjener som spændskiver.

Hver gang vi går hen mod et hus, råber vi en hilsen når vi kommer til lågen, og ofte er det kvinden i huset der tager imod os. Alle vi møder, er ivrige efter at høre det budskab vi kommer med, og vi bliver behandlet som æresgæster. Solen bager ned på bliktagene hele dagen og forvandler husene til de rene bageovne. Børnene bliver derfor ofte sendt ind i huset efter stole der bliver stillet op under et træ, og vi får tilbudt en siddeplads i skyggen.

Hele familien samles og sætter sig på hårde taburetter eller på kasser der er vendt på hovedet. Man kalder endda på de små børn der er optaget af at lege med deres hjemmelavede legetøj, for at de skal komme og lytte. Vi læser  nogle skriftsteder for dem vi besøger, og børn i skolealderen får vi til at læse op fra vores bibelske publikationer. Næsten alle vi møder, tager med glæde imod vores litteratur, og mange siger at vi gerne må komme igen.

Ved middagstid holder vi en pause for at spise en sandwich og få noget koldt at drikke før vi går i gang med at besøge dem vi tidligere har talt med. Den første vi prøver at træffe, er Jimmy, der er immigreret hertil fra Malawi og arbejder i en af de lokale platinminer. Vi har besøgt Jimmy gennem nogle måneder. Han er altid glad for at se os, og vi har brugt en del tid på at drøfte Bibelen med ham. Jimmy er gift med en lokal setswana-talende kvinde og har to dejlige børn. Vi traf ham ikke sidst vi var her, så vi er spændt på at se hvordan han har det.

Idet vi kører op til Jimmys primitive bolig, kan vi straks se at der er noget galt. Hans ellers velplejede have er forsømt, hans majs er visnet, og hønsene der gik og skrabede i jorden for at finde føde, er væk. Døren er spærret med en kraftig kæde. En nabo kommer over for at se hvad der foregår. Vi spørger hvor Jimmy er blevet af. Hun fortæller den chokerende nyhed: Jimmy er død, og hans kone er flyttet tilbage til sin familie sammen med børnene.

Det betragtes som uhøfligt at være alt for nysgerrig, men vi spørger hende alligevel lidt ud. „Han blev syg, og så døde han,“ fortæller hun. „Der findes mange sygdomme nu om stunder. Mange mennesker dør.“ Hun har ikke nævnt en specifik sygdom, for sådan noget taler man sjældent om, men det stadigt voksende antal nye grave på den lokale kirkegård er et klart vidnesbyrd om at det kvinden fortæller, er rigtigt. Vi taler lidt med hende om opstandelseshåbet, hvorefter vi dybt berørte tager videre til det næste besøg.

Vi kommer til en anden landsby og kører frem til den sidste række af huse, hvor et slaggebjerg tårner sig op. Vi kører ind i den sidste indkørsel på vejen. På en klippeblok i haven står følgende tekst skrevet med farvestrålende bogstaver: „Ubeslutsomhed er en tyv der stjæler tid, og udsættelse er tyvens nærmeste medskyldige.“ David, * der har skrevet skiltet, stikker hovedet frem bag motoren på sin gamle folkevognsboble. Han misser med øjnene mod den nedadgående sol, men smiler bredt da han genkender os, så lyset glimter i hans fortænders flotte guldfacader. Han tørrer hænderne og kommer hen for at hilse på os.

„Goddag, mine venner!“ siger han. „Hvor har I været?“ Det er dejligt at se David igen. Han undskylder at han ikke kan bruge så lang tid sammen med os i dag fordi han har fået arbejde i minen siden vi var her sidst, og inden længe skal møde på jobbet. Vi har en livlig samtale med David, og hans ansigt er hele tiden et stort smil. „Da jeg mødte jer første gang, ændredes mit liv!“ siger han begejstret. „Helt ærligt så ved jeg ikke hvor jeg ville have været i dag hvis ikke I var kommet.“

Oplivede tager vi nu afsked med David. Mens solen går ned bag horisonten, begiver vi os hjemad. Vi tager et sidste blik ud over sletten, hvor sollyset glitrer i den støvede luft, og spekulerer på hvordan alle disse mennesker vil blive nået med den gode nyhed. Vi fornemmer klart betydningen af Jesu ord: „Høsten er i sandhed stor, men arbejderne er få.“ — Lukas 10:2.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 17]

Med tilladelse fra South African Post Office