Sandheden om synd

KAN en syg bevise at han ikke har feber ved at knække termometeret? Selvfølgelig ikke! Mange afviser Guds norm for hvad synd er, men beviser det at synd ikke eksisterer? Hans ord, Bibelen, har meget at sige om emnet. Hvad fortæller Bibelen helt præcist om synd?

Alle fejler

For cirka to tusind år siden gav apostelen Paulus udtryk for sin frustration over at ’det gode som han gerne ville, gjorde han ikke, men det onde som han ikke ville, det praktiserede han’. (Romerne 7:19) Hvis vi skal være ærlige, må vi indrømme at vi har det på samme måde. Vi ønsker måske at følge De Ti Bud eller andre adfærdsnormer, men vi begår alle fejl, uanset om vi vil det eller ej. Det er ikke sådan at vi bevidst vælger at gøre noget forkert — vi er ganske enkelt svage. Hvorfor? Paulus giver selv svaret: „Når nu det jeg ikke vil, er det jeg gør, så er det ikke mere mig der udvirker det, men synden som bor i mig.“ — Romerne 7:20.

Ligesom Paulus plages vi alle af medfødte svagheder — et vidnesbyrd om den nedarvede synd og ufuldkommenheden. „Alle har syndet og mangler Guds herlighed,“ siger apostelen. Hvad skyldes denne tilstand? Paulus fortsætter: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 3:23; 5:12.

Selvom mange afviser tanken om at vores første forældres overtrædelse har fjernet menneskene fra Gud og medført at den oprindelige fuldkommenhed er gået tabt, er det ikke desto mindre hvad Bibelen lærer. Jesus troede på beretningen om Adam og Eva, hvilket fremgår af at han citerede fra de første kapitler i Første Mosebog og brugte det som autoritet. — 1 Mosebog 1:27; 2:24; 5:2; Mattæus 19:1-5.

En af grundpillerne i Bibelens budskab er at Jesus kom til jorden for at løskøbe mennesker der tror på ham, fra deres syndige tilstand. (Johannes 3:16) Vores fremtidsudsigter afhænger af om vi accepterer Jehovas middel til at redde dem der har en taknemmelig indstilling, ud af en situation som de ikke har kontrol over. Men hvis vi ikke har en klar opfattelse af hvad synd er set med Guds øjne, kan vi ikke forstå og værdsætte det middel han har tilvejebragt for at befri os fra den.

Jesu offer og hvorfor det var nødvendigt

Jehova gav den første mand, Adam, udsigt til at leve evigt. Det var kun hvis han gjorde oprør mod Gud at han ville miste denne vidunderlige mulighed for at opnå evigt liv. Adam gjorde oprør, og da det skete, blev han en synder. (1 Mosebog 2:15-17; 3:6) Adam gik imod Guds vilje, blev ufuldkommen og ødelagde sit forhold til Gud. Da han begik synd ved at overtræde Guds lov, begyndte han at ældes, og til sidst døde han. Sørgeligt nok blev alle Adams efterkommere — deriblandt vi — født som syndere med udsigt til at dø. Hvorfor?

Svaret er ret enkelt. Ufuldkomne forældre kan ikke få fuldkomne børn. Alle Adams efterkommere blev født som syndere, og som apostelen Paulus siger: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Den anden halvdel af dette vers giver os dog håb: „Men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ Det vil sige at Jesu offerdød gør det muligt for taknemmelige mennesker som er  lydige mod Gud, at blive renset for virkningerne af den synd Adam begik. * (Mattæus 20:28; 1 Peter 1:18, 19) Hvilke følelser bør det vække i dig?

Kristi kærlighed „tvinger os“

Under inspiration gav apostelen Paulus Guds svar på ovennævnte spørgsmål. Han skrev: „Messias’ kærlighed tvinger os . . . , for denne slutning har vi draget: én er død for alle; . . . og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst.“ (2 Korinther 5:14, 15) Hvis man forstår at Jesu offer kan befri en fra syndens virkninger — og man ønsker at vise sin taknemmelighed for dette — bør man bestræbe sig for at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Det indbefatter at man får forståelse af hvad Gud kræver, oplærer sin samvittighed efter de bibelske normer og lever sit liv i harmoni med dem. — Johannes 17:3, 17.

Når vi gør noget forkert, skader det vores forhold til Jehova Gud. Da kong David forstod hvor alvorligt han havde syndet da han begik ægteskabsbrud med Batseba og sørgede for at hendes mand blev dræbt, følte han sig uden tvivl meget skamfuld. Men det der bekymrede ham mest, og med rette, var at han også havde syndet mod Gud. Angerfuldt indrømmede han over for Jehova: „Mod dig, mod dig alene har jeg syndet, og det der er ondt i dine øjne har jeg gjort.“ (Salme 51:4) Og da Josef blev fristet til at begå utugt, fik hans samvittighed ham til at spørge: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ — 1 Mosebog 39:9.

Synd er altså ikke blot et spørgsmål om at have det dårligt med sig selv fordi man måske har tabt ansigt. Det drejer sig heller ikke kun om at stå andre eller samfundet til regnskab fordi man måske ikke har levet op til et eller andet ideal. Når vi overtræder Guds love angående kønsmoral, ærlighed, respekt, tilbedelse og så videre, skader vi vores personlige forhold til ham. Hvis vi bliver ved med at synde med vilje, gør vi os til fjender af Gud. Det er  noget vi bør tænke alvorligt over. — 1 Johannes 3:4, 8.

Så hvad er der sket med begrebet synd? Faktisk intet. Folk er blot begyndt at bruge andre betegnelser for synd så den forekommer mindre alvorlig end den er. Mange har enten dulmet eller ignoreret deres samvittighed. Alle der ønsker at behage Gud, må bekæmpe en sådan tilbøjelighed. Som vi har set, er syndens løn ikke bare såret stolthed eller forlegenhed, men døden. Synd er altså et spørgsmål om liv og død.

Den gode nyhed er at det er muligt at opnå tilgivelse ved hjælp af Jesu offers sonende værdi hvis vi oprigtigt angrer vores synder og holder op med at fremture i dem. „Lykkelige er de hvis lovløse gerninger er tilgivet og hvis synder er dækket,“ skrev Paulus. „Lykkelig er den mand som Jehova slet ikke tilregner synd.“ — Romerne 4:7, 8.

[Fodnote]

[Ramme/​illustration på side 10]

En teologisk kovending

For de fleste katolikker har forestillingen om limbus altid været noget uklar. I de sidste årtier er denne lære trådt mere og mere i baggrunden — så meget at den ikke længere forekommer i katekismer. I 2007 gav den katolske kirke officielt limbus dødsstødet i et dokument der omtalte „teologiske og liturgiske grunde til at håbe at spædbørn der dør uden at være blevet døbt, kan blive frelst og opnå evig lykke“. — Den internationale teologiske kommission.

Hvorfor denne holdningsændring, denne teologiske kovending? Dybest set gav det kirken lejlighed til at skille sig af med det den franske journalist Henri Tincq kaldte „en byrdefuld arv som fra middelalderen og indtil det sidste århundrede blev forsvaret af en manipulerende kirke som ivrigt brugte truslen om limbus til at få forældre til at døbe deres børn så hurtigt som muligt“. Men afskaffelsen af limbus rejser nogle andre spørgsmål.

En overlevering eller en bibelsk lære? Læren om limbus opstod som følge af teologiske drøftelser om skærsilden i det 12. århundrede. Den katolske kirke hævdede at sjælen lever videre efter døden, så kirken var nødt til at finde et sted til sjælene af de børn der ikke kunne komme i himmelen fordi de ikke var blevet døbt, men som heller ikke fortjente at komme i helvede. Det var sådan læren om limbus opstod.

Men Bibelen siger ikke at sjælen lever videre efter døden. Den siger tydeligt at en sjæl der synder, kan „udryddes“ og „dø“, og altså ikke er udødelig. (Apostelgerninger 3:23; Ezekiel 18:4, da. aut. 1948 og 1931) Eftersom sjælen er dødelig, kan limbus ikke eksistere. Hertil kommer at Bibelen omtaler døden som en tilstand hvor der ikke er nogen bevidsthed; den sammenlignes med en søvn. — Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-14.

Bibelen viser at Gud betragter små børn som hellige hvis deres forældre er kristne. (1 Korinther 7:14) En sådan udtalelse ville ikke give nogen mening hvis spædbørn er nødt til at blive døbt for at kunne blive frelst.

Læren om limbus var afgjort en fornærmelse mod Gud. Den skildrede ham som en grusom tyran, og ikke som den retfærdige og kærlige Fader han er. (5 Mosebog 32:4; Mattæus 5:45; 1 Johannes 4:8) Intet under at oprigtige kristne altid har syntes at denne ubibelske lære var mod al sund fornuft.

[Illustrationer på side 9]

Når vi lever i overensstemmelse med Guds ord, resulterer det i et godt forhold til Gud og næsten