Hvorfor engagerede Jesus sig ikke i politik?

PRØV at se den situation for dig som udspillede sig i år 32. Det er sidst på dagen. Jesus, den forudsagte Messias, er allerede vidt berømt fordi han har helbredt syge og endda oprejst nogen fra de døde. I dag har han forbløffet en skare på flere tusind ved at udføre mirakler og fortælle om Guds sandheder. Nu deler han de sultne mennesker op i mindre grupper. Han beder til Jehova og sørger mirakuløst for at de alle får noget at spise. Derefter samler han resterne sammen for at intet skal gå til spilde. Hvordan reagerer folk? — Johannes 6:1-13.

Efter at de har været vidne til Jesu mirakler og set hans fantastiske lederegenskaber da han tog sig af den store folkemængde og sørgede for at de fik dækket deres behov, konkluderer de at han ville være den helt perfekte konge. (Johannes 6:14) Deres reaktion er ikke overraskende. Husk på at de var desperate efter at få en god og effektiv hersker; deres elskede land var jo underlagt en fremmed magts undertrykkende styre. De lagde derfor direkte pres på Jesus for at få ham til at engagere sig i politik. Lad os med dette i tanke se hvordan han reagerede.

„Jesus vidste at de stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage til bjerget, helt alene,“ siges der i Johannes 6:15. Jesus kunne ikke have taget et mere afgjort standpunkt. Resolut afviste han at engagere sig i sit lands politiske anliggender. Det var et standpunkt han holdt fast ved, og han sagde at hans disciple skulle have den samme holdning. (Johannes 17:16) Hvorfor tog han dette standpunkt?

Hvorfor valgte Jesus at være neutral?

Jesu neutrale holdning til denne verdens politiske anliggender var solidt baseret på principper i Guds ord. Vi vil nu se på et par af dem.

„Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Prædikeren 8:9) Sådan opsummerer Bibelen hvordan menneskers styre har været op gennem historien. Husk at Jesus eksisterede som en åndeskabning i himmelen længe inden han kom til jorden som et menneske. (Johannes 17:5) Derfor var han klar over at et menneske, selvom det har nok så gode intentioner, ikke magter at dække milliarder af menneskers behov; noget som Gud heller ikke har skabt det til. (Jeremias 10:23) Jesus vidste at løsningen på menneskehedens problemer skulle findes et andet sted end i menneskelige styreformer.

„Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Virker den udtalelse chokerende på dig? Det gør den på mange. De tænker på hvordan oprigtige mennesker går ind i politik for at gøre verden til et bedre og mere trygt sted at leve. Men uanset hvor meget politikerne prøver, ligger selv de mest oprigtige af dem under for påvirkningen fra den som Jesus kaldte „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31; 14:30) Det er grunden til at Jesus sagde følgende til en af datidens herskere: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Johannes 18:36) Jesus var den fremtidige konge i Guds himmelske rige. Hvis han blandede sig i politik, ville han ikke længere være loyal over for sin Faders rige.

Lærte Jesus så sine disciple at de ikke har nogen forpligtelser over for jordiske regeringer? Nej, han lærte dem tværtimod at finde den rette balance mellem deres ansvar over for Gud og deres forpligtelser over for verdslige regeringer.

 Jesus respekterede regeringsmagten

Da Jesus underviste i templet, prøvede hans modstandere at sætte ham i et umuligt dilemma ved at spørge om hvorvidt man skulle betale skat. Hvis Jesus sagde nej, ville hans svar være blevet tolket som om han tilskyndede til oprør, og det kunne endda have givet næring til den ulmende oprørsstemning der var blandt det kuede folk som længtes efter at kaste Roms undertrykkende åg af sig. Men hvis Jesus sagde ja, ville mange føle at han tolererede de uretfærdigheder de var udsat for. Jesus kom med et fuldkomment afbalanceret svar: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Lukas 20:21-25) Hans disciple har altså både forpligtelser over for Gud og over for kejseren — det vil sige den verdslige regeringsmagt.

Myndighederne opretholder en vis orden. De kræver med rette at borgerne er ærlige, betaler skat og holder loven. Hvilket eksempel var Jesus med hensyn til at tilbagebetale „kejseren det der er kejserens“? Jesus var blevet opdraget af forældre der adlød loven selv når det var besværligt for dem. For eksempel rejste Josef og hans gravide kone, Maria, de omkring 150 kilometer til Betlehem fordi et romersk dekret krævede en folketælling. (Lukas 2:1-5) Ligesom sine forældre var Jesus lovlydig, og han betalte endda skatter som han egentlig ikke var forpligtet til. (Mattæus 17:24-27) Han undgik også omhyggeligt at overskride sine beføjelser i ikkereligiøse anliggender. (Lukas 12:13, 14) Jesus respekterede altså regeringssystemet, selvom han ikke ville være en del af det. Hvad mente Jesus så med at tilbagebetale „Gud det der er Guds“?

 Hvordan Jesus gav „Gud det der er Guds“

Jesus blev engang spurgt hvilket af Guds bud der var det største. Hans svar lød: „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Mattæus 22:37-39) I forbindelse med at tilbagebetale „Gud det der er Guds“, sagde Jesus at det vi først og fremmest skylder Gud, er kærlighed — hvilket indebærer helhjertet og fuldstændig troskab.

Kan en sådan kærlighed deles? Kan vores loyalitet splittes op så én del går til Jehova Gud og hans himmelske styre og en anden del går til et jordisk styre? Jesus selv udtalte dette princip: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden.“ (Mattæus 6:24) Her talte Jesus om det at dele sin loyalitet mellem Gud og rigdom, men han mente tydeligvis at princippet også gjaldt med hensyn til at engagere sig i politik — og det samme gjorde hans disciple i det første århundrede.

De ældste historiske vidnesbyrd der findes, viser at Jesu disciple ikke tog del i politik. Eftersom de ene og alene tilbad Ham som Kristus tilbad, nægtede de at sværge troskab mod Rom og kejseren, at tjene i militæret og at beklæde statsembeder. Følgen var at de blev udsat for fjendtligheder af enhver art. Deres fjender beskyldte dem nogle gange for at nære had til menneskeslægten. Var det en beskyldning der havde hold i virkeligheden?

Sande kristne har omsorg for andre

Husk at Jesus henviste til Guds næststørste bud — „du skal elske din næste som dig selv“.  Ingen sand discipel af Kristus har altså lov til at hade menneskeslægten. Jesus elskede mennesker, og han gav af sig selv for at hjælpe dem, selv med helt praktiske og jordnære ting. — Markus 5:25-34; Johannes 2:1-10.

Men hvad var Jesus først og fremmest kendt for? Han blev hverken kaldt ’den der helbreder’, ’den der bespiser tusinder’ eller ’den der oprejser døde’ — selvom disse betegnelser passede fint på ham. Folk kaldte ham derimod Lærer, og det med rette. (Johannes 1:38; 13:13) Jesus forklarede at den vigtigste grund til at han kom til jorden, var at han skulle lære folk om Guds rige. — Lukas 4:43.

Kristi sande disciple helliger sig derfor det samme arbejde som deres Herre var optaget af mens han gik på jorden — at undervise folk i den gode nyhed om Guds rige. Jesus Kristus befalede alle sande kristne at undervise mennesker jorden over og lære dem om Riget. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Dette fuldkomne himmelske styre vil herske over hele Guds skaberværk, i overensstemmelse med kærlighedens lov. Det vil gennemføre Guds vilje og endog fjerne lidelser og død. (Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4) Det er ikke så mærkeligt at Bibelen omtaler Kristi budskab som ’en god nyhed’! — Lukas 8:1.

Hvis du søger efter Jesu Kristi sande disciple i dag, hvordan kan du så identificere dem? Blander de sig i denne verdens politiske anliggender? Eller er de først og fremmest optaget af at forkynde og undervise om Guds rige ligesom Jesus var?

Kunne du tænke dig at vide mere om Guds rige og om hvordan det kan have indflydelse på dit liv allerede nu? Du er velkommen til at kontakte de lokale Jehovas Vidner eller besøge hjemmesiden www.watchtower.org.

[Ramme/​illustrationer på side 24, 25]

Udfører Jehovas Vidner samfundsnyttigt arbejde?

Jehovas Vidner er politisk neutrale. Alligevel er de stærkt optaget af at hjælpe folk af alle racer og med vidt forskellig baggrund. Her følger nogle fakta.

▪ Jehovas Vidners trossamfund består af over syv millioner frivillige der bruger mere end 1,5 milliarder timer om året på at udbrede kendskabet til Bibelen. De lærer folk hvordan Bibelen kan hjælpe dem til at overvinde skadelige vaner, opnå et godt familieliv og på andre måder få en bedre tilværelse.

▪ De trykker læsestof på over 500 sprog, deriblandt nogle hvor der ikke findes anden trykt litteratur, og uddeler det gratis.

▪ De holder talerkurser der har hjulpet millioner til at lære at udtrykke sig taktfuldt og klart.

▪ De arrangerer læseklasser der har hjulpet titusinder af mennesker jorden over til at lære at læse og skrive.

▪ De har dannet over 400 regionale byggeudvalg i hele verden for at oplære frivillige inden for byggefagene så de kan opføre centre for bibelundervisning. I det seneste årti er der blevet bygget over 20.000 tilbedelsessteder, eller rigssale.

▪ De yder nødhjælp rundt omkring i verden, hvor de hjælper både trosfæller og andre. I en periode på to år efter at en stribe orkaner i 2005 havde ramt USA, genopbyggede frivillige blandt Jehovas Vidner over 90 rigssale og 5500 boliger.

[Illustration på side 23]

Da folk lagde pres på Jesus for at få ham til at engagere sig i politik, trak han sig „tilbage til bjerget, helt alene“