Gode råd til familier
Hvordan man slipper gennem det første år som nygift
Han siger: „Det er kommet bag på mig at min kone og jeg er så forskellige. Jeg kan for eksempel godt lide at stå tidligt op om morgenen, men hun kan lide at gå sent i seng om aftenen. Hvad angår hendes humørsvingninger, forstår jeg dem slet ikke; de forvirrer mig. Og noget helt andet — når jeg laver mad, er hun hele tiden efter mig, især når jeg tørrer hænderne af i viskestykket.“
Hun siger: „Min mand siger ikke ret meget. Men hjemme hos min familie bliver der snakket meget, især ved måltiderne. Og når min mand laver mad, bruger han det samme viskestykke til at tørre af med når han vasker op, og til at tørre hænder i. Det irriterer mig! Hvorfor er mænd så svære at blive kloge på? Hvad gør andre for at få deres ægteskab til at fungere?“
HVIS du er nygift, har du så været ude for lignende problemer? Synes du at din ægtefælle pludselig har fået fejl og mangler som ikke var der da I kom sammen? Hvordan kan man mindske de „problemer i hverdagen som ægtefæller kommer ud for“? — 1 Korinther 7:28, Today’s English Version.
I må ikke forvente at I, bare fordi I er blevet gift, pludselig er blevet ’ægteskabseksperter’. I den tid I var ugifte, blev I sikkert gode til at begå jer blandt andre, og I blev nok bedre til det i den tid I kom sammen. Men denne evne vil blive sat på nye prøver i ægteskabet og sandsynligvis kræve at I tilegner jer nogle nye færdigheder. Vil I begå fejl? Ja, naturligvis. Kan I tilegne jer de færdigheder I har brug for? Helt bestemt.
Hvis man vil blive god til noget, er det bedste man kan gøre, at rådføre sig med en ekspert på området og derefter følge de råd han giver. Den bedste ægteskabsrådgiver er Jehova Gud. Det er jo ham der har skabt os med et ønske om at blive gift. (1 Mosebog 2:22-24) Læg mærke til hvordan hans ord, Bibelen, kan hjælpe jer til at overvinde vanskeligheder og lære de færdigheder der skal til for at jeres ægteskab holder længere end det første år.
FÆRDIGHED NR. 1. LÆR AT TALE SAMMEN OG RÅDFØRE JER MED HINANDEN
Hvorfor er det svært?
Keiji, * en ægtemand der bor i Japan, glemte nogle gange at hans beslutninger havde indflydelse på hans kone. „Jeg sagde ja til indbydelser uden først at tale med min kone,“ siger han. „Men senere fandt jeg ud af at det ikke var belejligt for hende at tage imod de indbydelser.“ Allen, en mand i Australien, siger: „Jeg syntes at det var umandigt at skulle konferere med min kone om noget.“ Han havde svært ved det på grund af sin opvækst. Det samme var tilfældet med Dianne, der bor i England. Hun siger: „Jeg plejede at spørge min familie til råds. Når jeg skulle træffe beslutninger, rådførte jeg mig først med dem og ikke med min mand.“
Hvad er løsningen?
Glem ikke at Jehova Gud betragter to der er gift med hinanden, som „ét kød“. (Mattæus 19:3-6) For ham er der intet forhold mennesker imellem der er vigtigere end det der består mellem mand og hustru. Hvis dette forhold skal forblive stærkt, er det vigtigt med god kommunikation.
Ægtefæller kan lære meget af at undersøge hvordan Jehova kommunikerede med Abraham. Læs for eksempel den samtale der er nedskrevet i Første Mosebog 18:17-33. Læg mærke til at Gud viste Abraham respekt på tre måder. (1) Jehova forklarede hvad han havde til hensigt at gøre. (2) Han lyttede mens Abraham kom med sine synspunkter. (3) Jehova var villig til i videst muligt omfang at tilpasse sin handlemåde for at imødekomme Abraham. Hvordan kan du følge samme fremgangsmåde når du rådfører dig med din ægtefælle?
PRØV DETTE: Når du drøfter spørgsmål der berører din ægtefælle, må du (1) forklare hvordan du kunne tænke dig at gribe situationen an. Men fremfør dine tanker som forslag, ikke som endelige afgørelser; (2) bed din ægtefælle om hans eller hendes mening, og anerkend at din ægtefælle har ret til at have et andet synspunkt end du; og (3) „Lad [din] rimelighed blive kendt for alle mennesker“ ved, når som helst det er muligt, at følge det din ægtefælle foretrækker. — Filipperne 4:5.
FÆRDIGHED NR. 2. LÆR AT VÆRE TAKTFULD
Hvorfor er det svært?
Alt afhængigt af din opvækst eller kulturelle baggrund har du måske for vane at give udtryk for din mening på en hård eller ligefrem kontant måde. For eksempel siger Liam, der bor i Europa: „Der hvor jeg kommer fra, er folk tilbøjelige til at være taktløse. Min kontante måde at udtrykke mig på gjorde ofte min kone ked af det. Jeg måtte lære at blive mere mild.“
Hvad er løsningen?
Forvent ikke at din ægtefælle ønsker at blive tiltalt på samme måde som Filipperne 2:3, 4) Det råd apostelen Paulus gav en missionær, er også nyttigt for nygifte. Han skrev: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild.“ Det oprindelige græske ord der er oversat med „mild“, kan også gengives „taktfuld“. (2 Timoteus 2:24, fodnote) Takt er evnen til at opfatte hvor ømtålelig en situation er, og håndtere den på en venlig måde uden at støde an.
du er vant til. (PRØV DETTE: Når du bliver irriteret på din ægtefælle, så forestil dig at du i stedet for at skulle tale med din ægtefælle, talte med en god ven eller med en arbejdsgiver. Ville du så stadig bruge det samme tonefald eller de samme ord? Tænk derefter på nogle grunde til at din ægtefælle fortjener at du taler til ham eller hende med endnu større respekt og takt end til en ven eller arbejdsgiver. — Kolossenserne 4:6.
FÆRDIGHED NR. 3. LÆR AT TILPASSE JER DE NYE ROLLER
Hvorfor er det svært?
En mand leder måske til at begynde med sin familie på en kluntet måde, eller en hustru kan være uvant med at komme med taktfulde forslag. For eksempel siger Antonio, en ægtemand i Italien: „Min far konfererede næsten aldrig med min mor når der skulle træffes beslutninger i familien. I begyndelsen styrede jeg derfor min familie som om jeg var enehersker.“ Debbie, en canadisk husmor, siger: „Jeg forlangte at min mand skulle holde mere orden. Men min kommanderende tone syntes bare at gøre ham mere stædig.“
Hvad skal manden gøre?
Nogle mænd forveksler det Bibelen siger til en hustru om at hun skal underlægge sig manden, med det den siger til et barn om at det skal adlyde sine forældre. (Kolossenserne 3:20; 1 Peter 3:1) Men Bibelen siger at en mand skal „holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød“; den siger ikke det samme om forholdet mellem forældre og børn. (Mattæus 19:5) Jehova omtalte hustruen som et modstykke, eller en der passede til manden. (1 Mosebog 2:18) Han nævner aldrig at et barn skal være et modstykke til en af forældrene. Hvad mener du — hvis en mand behandler sin kone som et barn, kan man så sige at han ærer ægteskabsordningen?
Guds ord tilskynder dig til at behandle din kone på samme måde som Jesus behandler den kristne menighed. Du kan gøre det lettere for din ægtefælle at betragte dig som overhoved hvis du (1) ikke forventer at hun uden tøven og helt perfekt giver udtryk for at hun underlægger sig dig, og hvis du (2) elsker hende som dit eget legeme, selv når der opstår vanskeligheder. — Efeserne 5:25-29.
Hvad skal hustruen gøre?
Erkend at Gud har udnævnt din mand til dit overhoved. (1 Korinther 11:3) Hvis du ærer din ægtemand, ærer du Gud. Hvis du modarbejder din mands ledelse, viser du ikke bare hvordan du ser på ham, men også hvordan du ser på Gud og hans krav. — Kolossenserne 3:18.
Når I drøfter vanskelige problemer, må du lære at angribe problemet — og ikke din mands personlighed. For eksempel ønskede dronning Ester at hendes mand, kong Ahasverus, skulle rette op på en uretfærdighed. I stedet for at rette et personligt angreb mod ham udtrykte hun sig på en taktfuld måde. Hendes mand godtog hendes forslag og gjorde til sidst det rigtige. (Ester 7:1-4; 8:3-8) Der er større sandsynlighed for at din mand vil lære at elske dig højere hvis du (1) giver ham tid til at blive fortrolig med sin nye opgave som overhoved for en familie, og hvis du (2) behandler ham med respekt, selv når han begår fejl. — Efeserne 5:33.
PRØV DETTE: I stedet for at holde regnskab med de ting du mener at din ægtefælle bør rette, kan du skrive ned hvad du selv bør rette. Til ægtemanden: Når du gør din kone ked af det på grund af den måde du fører an på, eller fordi du undlader at føre an, spørg hende da hvordan du kan blive bedre til det, og skriv hendes forslag ned. Til hustruen: Når din mand føler at du ikke viser ham respekt, spørg ham da hvordan du kan gøre det bedre, og tag hans forslag til dig.
Hav rimelige forventninger
Ligesom det kræver øvelse at lære at cykle, kræver det øvelse at bevare et godt og afbalanceret forhold i ægteskabet. Man forventer nok at vælte et par gange inden man bliver fortrolig med at cykle. Du må også forvente at du begår nogle pinlige fejl mens du gør dig nogle erfaringer i ægteskabet.
Bevar den humoristiske sans. Tag din ægtefælles bekymringer alvorligt, men lær at grine af dine egne dumheder. Grib de muligheder der opstår for at glæde din ægtefælle i det første år af ægteskabet. (5 Mosebog 24:5) Lad jer frem for alt lede af Gud ord i jeres forhold. Så vil jeres ægteskab blive stærkere år for år.
^ par. 9 Nogle af navnene er ændret.
SPØRG DIG SELV . . .
-
Har jeg gjort min ægtefælle til min nærmeste fortrolige, eller foretrækker jeg at rådføre mig med andre?
-
Hvad har jeg specifikt gjort inden for det sidste døgn der viser at jeg elsker og respekterer min ægtefælle?