500 år med calvinismen — Hvad er der sket?

JEAN CAUVIN, eller Johannes Calvin, blev født i Noyon i Frankrig i 1509. Han grundlagde en religiøs bevægelse der fik stor indflydelse på mange menneskers liv i dele af Europa, Nord- og Sydamerika, Sydafrika og andre steder. Han regnes for en af historiens betydeligste reformatorer.

I dag, cirka 500 år efter Calvins fødsel, trives calvinismen — hans tanker og lære — i en eller anden form i nogle af de protestantiske kirkeretninger, som for eksempel de reformerte, presbyterianske, kongregationalistiske og puritanske kirker. I september sidste år rapporterede World Alliance of Reformed Churches, Det Reformerte Verdensforbund, at man havde 75 millioner medlemmer i 107 lande.

På kant med katolicismen

Calvins far var sagfører og sekretær for den katolske kirke i Noyon. Gennem sit arbejde har han sandsynligvis fået førstehåndskendskab til en stor del af præstestandens kritisable adfærd, der var så udbredt på den tid. Det  er uvist om dette førte til protester eller handlinger der udtrykte manglende respekt fra hans side, men med tiden blev Calvins far og bror ekskommunikeret af kirken. Da faderen døde, var det vanskeligt for Calvin at få lov til at give sin far en kristen begravelse. Denne hændelse har sikkert bestyrket Calvins mistro til katolicismen.

Det er kun sporadisk hvad de fleste opslagsværker har at sige om Calvins ungdom, bortset fra at han bliver beskrevet som en der var reserveret og fåmælt af natur. Selv da han studerede i Paris, Orléans og Bourges, havde han tilsyneladende kun få venner. Men Calvin var hurtigopfattende og havde en forbløffende hukommelse. Dette forbundet med en utrolig arbejdsevne — han studerede daglig fra klokken fem om morgenen til midnat — bevirkede at han blev doktor i jura inden han fyldte 23. Han lærte også hebraisk, græsk og latin for at kunne granske Bibelen. Calvin var dog først og fremmest kendt for sin selvdisciplin og arbejdsmoral, karaktertræk som mange selv i dag forbinder med calvinismen.

I mellemtiden rettede Martin Luther på den anden side af grænsen, i Tyskland, en offentlig kritik mod den katolske kirke for dens moralske fordærv og ubibelske læresætninger. Det antages almindeligvis at han i 1517 opslog sine 95 teser, eller protester, på en kirkedør i Wittenberg og dermed tilskyndede til en kirkereform. Mange var enige med Luther, og reformationen bredte sig hurtigt gennem hele Europa. Den gav forståeligt nok anledning til stærk modstand i mange områder, og de der protesterede, altså protestanterne, udbredte deres opfattelser til fare for sig selv. I 1533 holdt Calvins ven, Nicholas Cop, en tale i Paris der støttede Luther, og eftersom Calvin hjalp ham med at skrive talen, måtte både han og Cop flygte for livet. Calvin vendte aldrig igen tilbage til Frankrig for at bosætte sig dér.

I 1536 udgav Calvin sit værk Institutio Christianae Religionis (Undervisning i den kristne religion), der var en lærebog i den protestantiske tro. Han tilegnede den kong Frans I af Frankrig for at forsvare de franske protestanter, der senere blev kendt som huguenotterne. Calvin angreb katolske dogmer og forsvarede det der var grundpillen i hans egen tro, nemlig Guds overhøjhed. Ud over at øve indflydelse på religiøs tænkning er Calvins oversættelse af Institutio til fransk også kendt for at have øvet indflydelse på det franske sprog og dets litterære stil. Calvin vandt anerkendelse som en af de mest fremtrædende reformatorer. På et tidspunkt slog han sig ned i Genève i Schweiz, og fra 1541 og fremefter koncentrerede han sig fuldt og helt om at indføre sine reformer i denne by.

Reformerne i Genève

Calvins indflydelse på Genève var gennemgribende. Drevet af en udtalt moral- og retfærdighedssans forvandlede han Genève fra „en berygtet by til en by hvor alles tilværelse blev styret af en striks moralkodeks“, oplyser Encyclopedia of Religion. Andre forhold bidrog også til forandringer. Ph.d. Sabine Witt, inspektør for det tyske historiske museum i  Berlin, forklarer: „Religionskrigene i Frankrig resulterede i at befolkningen [i Genève] fordobledes i løbet af få år fordi tusinder af protestantiske flygtninge strømmede til byen.“ Eftersom huguenotterne var besjælet af samme arbejdsmoral som Calvin, blomstrede økonomien i byen, så Genève blev et center for trykkerivirksomhed og for fremstilling af ure.

Der kom også flygtninge fra andre lande til Genève, herunder mange fra England, hvor protestanterne var udsat for trusler fra dronning Maria I. Calvinisterne, der hovedsagelig bestod af landsforviste minoriteter, udviklede derfor hvad et religiøst tidsskrift, Christ in der Gegenwart, beskriver som „en teologi for de forfulgte“. I 1560 udgav flygtningene Genèvebibelen (Genferbibelen), den første bibel på engelsk der var inddelt i nummererede vers. Den kompakte størrelse af denne bibel gjorde det lettere at studere Guds ord. Det var sandsynligvis denne bibeloversættelse puritanerne bragte med sig da de emigrerede til Nordamerika i 1620.

Det var dog ikke alle der flygtede til Genève, som fandt tryghed. Miguel Serveto, eller Michel Servet, født i 1511 i Spanien, studerede græsk, latin, hebraisk og lægekunst. Han kan have truffet Calvin dengang de begge studerede i Paris. Servet forstod på baggrund af sit studium af Bibelen at treenighedslæren var ubibelsk. Han forsøgte at brevveksle med Calvin om emnet, men Calvin betragtede Servet som en fjende snarere end en ven. Forfulgt af katolikker i Frankrig flygtede Servet til Calvins by, Genève. I stedet for at blive budt velkommen blev han arresteret, anklaget for kætteri, fundet skyldig og brændt på bålet i 1553. „Henrettelsen af Servet kaster fortsat en mørk skygge over den ellers store reformators [Calvins] liv og virke,“ siger historikeren Friedrich Oehninger.

Calvin fik enorme mængder arbejde fra hånden mens han søgte at nå målet for sine reformer. Han skal efter sigende have skrevet mere end 100 opslagsbøger og 1000 breve samt have holdt omkring 4000 prædikener i Genève. I alle disse skrifter fremlagde Calvin ikke blot sit syn på kristendommen, men søgte også at gennemtvinge hvad han mente var den rette kristne levevis, og dét især i Genève, som han på en måde betragtede som Guds egen by. *

Hvad har Calvins utrættelige bestræbelser for at indføre reformer i Genève ført til? Ifølge det statslige statistikbureau i Schweiz tilhørte kun 16 procent af Genèves indbyggere den reformerte (calvinistiske) kirke i 2000, og der er flere katolikker end calvinister i byen.

Religiøs splittelse breder sig hurtigt

I kølvandet på reformationen erklærede de enkelte byer og stater deres troskab mod enten den katolske, den lutherske eller den calvinske lære, og dermed blev Europa et arnested for religiøs splittelse. Selvom reformatorerne var enige i deres kritik af den katolske kirke, var de på kant med hinanden. Ph.d. Sabine Witt, som er citeret tidligere, siger: „Der opstod teologisk uenighed selv i den protestantiske  lejr.“ Alle anerkendte at Bibelen skulle være grundlaget for den kristne tro, men deres lærepunkter adskilte sig en hel del fra hinanden. Det der i første række gav anledning til strid, var synet på nadveren og på Kristi nærværelse i nadveren. Med tiden udvikledes et af de mest kontroversielle dogmer inden for calvinismen: prædestinationslæren.

Der var diskussion om hvordan man skulle definere læren om prædestination, eller forudbestemmelse. Én gruppe calvinister hævdede at Gud, før menneskene syndede, havde besluttet at nogle få udvalgte skulle frelses gennem Kristus, mens alle andre var overladt til deres egen skæbne. Denne gruppe troede derfor at frelse var en bestemmelse fra Gud, og at menneskene ikke var lige. Andre calvinister mente at alle mennesker kunne få del i frelsen, og at det var op til den enkelte at tage imod den eller ej. Det betød at frelsen afhang af menneskets frie vilje. Længe efter Calvins død havde calvinisterne stadig deres problemer med emner som Guds bestemmelse i forbindelse med frelsen, menneskets frie vilje og menneskenes lige muligheder for frelse.

Pletter på calvinismens omdømme

I det 20. århundrede fremførte den hollandsk reformerte kirke, som har calvinistiske rødder, at prædestinationslæren gav grundlag for at udøve racediskrimination i Sydafrika. I forbindelse med det hvide overherredømme i Sydafrika har Nelson Mandela, som blev landets første sorte præsident, sagt: „Denne politik blev støttet af den hollandske reformerte kirke, der gav apartheid et religiøst fundament ved at antage at afrikaanerne var Guds udvalgte folk, og de sorte en tjenende race. I afrikaanernes verdensbillede gik apartheid og kirken hånd i hånd.“

I 1990’erne undskyldte den hollandsk reformerte kirke offentligt at den havde støttet apartheid. Kirkens ledere kom med en officiel udtalelse, kaldet Rustenburg-erklæringen, hvori de erkendte: „Nogle af os har aktivt misbrugt Bibelen for at retfærdiggøre apartheid, og det har fået mange til at tro at apartheid havde Guds billigelse.“ Kirkens holdning til apartheid har i årenes løb ikke blot bidraget til de lidelser som racefordommene førte med sig, men endda givet indtryk af at Gud var skyld i dem.

Johannes Calvin døde i Genève i 1564. Kort før sin død skal han have takket sine trosfæller „for at have givet så mange æresbevisninger til en der på ingen måde har fortjent noget sådant“, og bønfaldt dem om at tilgive ham sine tilbagevendende svagheder i form af utålmodighed og vredesudbrud. Hvordan dette end forholder sig, må man erkende at den protestantiske arbejdsmoral — med dens flid, selvdisciplin og pligtfølelse — har meget tilfælles med Johannes Calvin og det han stod for.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 21]

I kølvandet på reformationen erklærede de enkelte byer og stater deres troskab mod enten den katolske, den lutherske eller den calvinske lære, og dermed blev Europa et arnested for religiøs splittelse

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SPANIEN

FRANKRIG

PARIS

Noyon

Orléans

Bourges

SCHWEIZ

GENÈVE

[Illustration på side 19]

Calvins „Institutio“ (1536) udgør et af grundlagene for den protestantiske tro

[Kildeangivelse]

© INTERFOTO/​Alamy

[Illustration på side 20]

Henrettelsen af Servet kaster fortsat en mørk skygge over Calvins liv og virke

[Kildeangivelse]

© Mary Evans Picture Library

[Illustration på side 21]

Genèvebibelen (1560) er den første engelske bibel med nummererede vers

[Kildeangivelse]

Men venlig tilladelse fra American Bible Society

[Kildeangivelse på side 18]

Fransk by: © Mary Evans Picture Library