Hvor fik Kain sin kone fra?
Læsere spørger . . .
Hvor fik Kain sin kone fra?
▪ „Hvis Adam og Eva fik to sønner, Kain og Abel, hvor fik Kain da sin kone fra?“ Dette spørgsmål bliver ofte stillet af folk der er skeptiske over for Bibelen; men faktisk indeholder Bibelen tilstrækkeligt med detaljer til at man kan få et tilfredsstillende svar.
Første Mosebog, kapitel 3 og 4, kommer med følgende oplysninger: (1) Eva var „moder til alle levende“. (2) Der gik nogen tid fra Kain blev født, til han slog sin bror ihjel. (3) Efter at Kain var blevet dømt til at være „en omstrejfer og flygtning“, var han bekymret for at ’enhver der fandt ham’, ville forsøge at dræbe ham. (4) Gud satte et tegn for Kain for at beskytte ham, hvilket kunne tyde på at enten hans søskende eller andre af hans slægtninge ville prøve på at slå ham ihjel. (5) „Senere“ havde Kain omgang med sin hustru „i Flygtningeland“. — 1 Mosebog 3:20; 4:3, 12, 14-17.
Ud fra ovenstående kan vi altså konkludere at Kains kone var en af Evas efterkommere, født på et tidspunkt vi ikke kender. I Første Mosebog 5:4 står der at Adam i sit 930 år lange liv „blev . . . fader til sønner og døtre“. Som bekendt giver Bibelen ikke detaljerede oplysninger om hvorvidt Kains kone var Evas datter. At hun først nævnes efter at Kain var blevet forvist, indikerer at der kan være gået så lang tid at hun endda kan have været en af Adam og Evas børnebørn. The Amplified Old Testament beskriver derfor blot Kains kone som „en af Adams efterkommere“.
Adam Clarke, en bibelkommentator fra det 19. århundrede, fremsatte den tanke at Gud på grund af Kains frygt satte et tegn for ham, fordi der allerede eksisterede adskillige generationer af Adams efterkommere — tilstrækkelig mange til at de kunne „grundlægge adskillige landsbyer“.
At Kain skulle have giftet sig med en søster eller med en senere kvindelig efterkommer af Adam — som følge af et ægteskab mellem en af Adams sønner og en af hans døtre — bliver i visse samfund betragtet som fuldstændig uacceptabelt. Det skyldes ofte sociale tabuer eller frygten for genetiske defekter. Ikke desto mindre siger F. LaGard Smith i The Narrated Bible in Chronological Order: „Det er ganske sandsynligt at de første brødre og søstre indgik ægteskab med hinanden til trods for at det i senere generationer ville blive betragtet som upassende.“ Det er også værd at lægge mærke til at det først var i 1513 før vor tidsregning, da Moses modtog Guds lov til Israels nation, at kønslig omgang mellem så nære slægtninge blev udtrykkeligt forbudt. — 3 Mosebog 18:9, 17, 24.
I dag er vi tusinder af år fra den fuldkommenhed vores første forældre engang besad. Den indflydelse som gener og arvelighed har på os i dag, gjorde sig måske slet ikke gældende dengang. Nye undersøgelser, som den der er blevet offentliggjort i Journal of Genetic Counseling, viser desuden at risikoen for at børn af et fætter-kusineægteskab bliver født med defekter, er lavere end man generelt tror. Det er rimeligt at antage at man ikke bekymrede sig om sådanne problemer mens Adam levede, ja, ikke engang op til Noas tid. Vi kan derfor konkludere at Kains kone var en af hans kvindelige slægtninge.