Vidste du det?

Hvorfor nævner Bibelen i Første Korintherbrev spørgsmålet om kød der var blevet ofret til afguder?

▪ Apostelen Paulus skrev: „Alt det der bliver solgt på kødtorvet kan I spise uden at stille spørgsmål af hensyn til jeres samvittighed.“ (1 Korinther 10:25) Hvor kom dette kød fra?

I græske og romerske templer var dyreofringer den vigtigste del af ceremonien, men det var ikke alt kød fra offerdyrene der blev spist under ceremonien. Det overskydende kød fra de hedenske templer blev solgt på offentlige kødtorve. I bogen Idol Meat in Corinth (Afgudsofferkød i Korinth) siges der: „De der forestod ofringen . . . kaldes i andre sammenhænge for kokke og/eller slagtere. På torvet solgte de noget af det kød de havde fået som betaling for slagtningen af dyret.“

Det var således ikke alt det kød som blev solgt på torvet, der var tilovers fra religiøse ceremonier. Ved udgravninger af Pompejis kødtorv (på latin macellum) har man fundet hele skeletter af får. Dette kunne, siger en bibelkyndig, Henry J. Cadbury, tyde på at „kødet enten kan have været solgt som levende dyr eller været slagtet på macellum, eller det kan først have været solgt efter at det var slagtet eller ofret i templet“.

Det Paulus mente, var at selvom kristne naturligvis ikke deltog i afgudsdyrkelse, var det kød som var blevet ofret i et tempel, ikke i sig selv besmittet.

Hvorfor var der uoverensstemmelser mellem jøder og samaritanere på Jesu tid?

▪ I Johannes 4:9 står der at ’jøder ikke har noget samkvem med samaritanere’. Dette skel mellem jøder og samaritanere synes at gå tilbage til dengang Jeroboam indførte afgudsdyrkelse i Israels nordlige rige, tistammeriget. (1 Kongebog 12:26-30) Samaritanerne var fra Samaria, Nordrigets hovedstad. Tistammeriget blev erobret af assyrerne i 740 f.v.t, og sejrherrerne fik hedenske folkeslag til at bosætte sig i Samaria. Blandede ægteskaber mellem disse bosættere og de lokale førte åbenbart til at samaritanernes gudsdyrkelse blev endnu mere fordærvet.

Flere hundrede år senere modstod samaritanerne de jøder som var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon for at genopbygge Jehovas tempel og Jerusalems mure. (Ezra 4:1-23; Nehemias 4:1-8) Den religiøse rivalisering forstærkedes da samaritanerne opførte deres eget tempel på Garizims Bjerg, sandsynligvis i det fjerde århundrede f.v.t.

På Jesu tid havde betegnelsen „samaritaner“ i højere grad en religiøs undertone end en geografisk og betegnede en der var tilhænger af den sekt der var udbredt i Samaria. Samaritanerne dyrkede stadig Gud på Garizims Bjerg, og jøderne var respektløse over for dem og foragtede dem. — Johannes 4:20-22; 8:48.

[Illustration på side 12]

Et keramikfad der skildrer ofringen af et dyr, 6. århundrede f.v.t.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 12]

Jeroboam indførte afgudsdyrkelse