Der er nogen derude — men hvem?
Der er nogen derude — men hvem?
Et sted i Europa går en ældre kvinde ind i en kirke, og med sin rosenkrans i hånden knæler hun ærbødigt foran en statue af Maria. I et afrikansk land hælder en familie noget gin ud på en respekteret slægtnings grav. På det amerikanske kontinent faster og mediterer en ung mand i håb om at komme i kontakt med det han tror er hans skytsengel. I Asien brænder en præst nogle kulørte papirgenstande som et offer til forfædrenes ånder.
HVAD har disse mennesker tilfælles? De tror alle at der er fornuftvæsener i åndeverdenen som man kan få kontakt med, og som er i stand til at øve stor indflydelse på menneskers liv. Det er der ikke noget nyt eller overraskende i. Det overraskende er at der findes så mange divergerende forestillinger om hvem der lever i åndeverdenen.
Muslimerne tilbeder én Gud — Allah. * Mange der bekender sig som kristne, siger at Gud er en treenighed, som består af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Hinduer tror at der eksisterer flere end tusind guder og gudinder. Andre hævder at der bor ånder i visse dyr, træer, klipper og vandløb. Andre igen har ladet sig påvirke af de mange bøger, film og tv-programmer som handler om engle og dæmoner, spøgelser og nisser, guder og gudinder.
Ligesom der er mange forskellige og modstridende forestillinger om guder, er der også mange forskellige og modstridende forestillinger om hvordan man skal henvende sig til dem. Det siger sig selv at ikke alle fremgangsmåder kan være rigtige. Det kan måske forklares på denne måde: Før vi foretager et telefonopkald, må vi vide hvem det er vi ringer til, og vi må være forvissede om at personen eksisterer og vil tage imod vores opkald. At prøve at kontakte en imaginær person ville være meningsløst. Og endnu værre: at komme i kontakt med en bedrager kunne ligefrem være farligt.
Hvem befinder sig egentlig i åndeverdenen? Bibelen giver ikke alene svar på dette spørgsmål, men forklarer også hvem vi bør kommunikere med, og hvad vi kan forvente at få til gengæld. Så læs endelig videre. Det vil måske overraske dig at se hvad Bibelen siger om emnet.
[Fodnote]
^ par. 4 „Allah“ er ikke et egennavn, men betyder „Gud“.