Gud ’øver store gerninger’ — Hvordan jeg fandt ud af det

FORTALT AF MAURICE RAJ

Sammen med tusindvis af andre indvandrere flygtede min familie og jeg fra et af de mest brutale angreb under Anden Verdenskrig. Vi rejste i dagevis gennem Burmas tætte skovområder, hvor vi sov under træerne om natten. Jeg var ni år, og den lille bylt jeg bar på ryggen, indeholdt alle mine ejendele. Men det var kun begyndelsen.

ÅRET var 1942. Verden var i krig, og vi flygtede fra den japanske hær, som rykkede nærmere. Japanerne havde lige invaderet Burma, i dag kaldet Myanmar, og de havde fået kontrol over oliefelterne i Yenangyaung. Inden vi nåede grænsen til Indien, indhentede de japanske soldater os og tvang os til at drage hjem igen.

Da jeg var lille, boede vi i Yenangyaung, hvor min far arbejdede for olieselskabet Burmah Oil Company. Efter den japanske besættelse blev de rige oliefelter i Yenangyaung udsat for kraftige bombeangreb fra britiske krigsfly. Som familie søgte vi engang sikkerhed i en skyttegrav i tre dage mens bomberne faldt omkring os. Til sidst flygtede vi med båd til Sale, en lille by ved floden Ayeyarwady, eller Irrawaddy. Taknemmelige for at være i live blev vi dér indtil krigen var forbi.

En tragedie fører til at jeg finder sandheden

Min lillebror blev født i 1945, det år den anden verdenskrig endte. Far var henrykt over at få et barn i sin alderdom, men hans glæde varede kun kort. Min bror døde tre måneder senere, og kort efter døde min far af sorg.

Mine venner forsøgte at trøste mig ved at sige at Gud havde taget min far og min bror til sig så de kunne være sammen med Ham i himmelen. Hvor jeg dog længtes efter at være sammen med dem! Som familie kom vi i den katolske kirke, og det var her jeg som barn fik min religiøse oplæring. Jeg lærte at præster og nonner kom direkte i himmelen, mens andre måtte tilbringe nogen tid i skærsilden, et sted med midlertidig pine hvor de blev renset for deres synder. Da jeg var fast besluttet på at blive genforenet med min far og min bror, ville jeg gerne uddannes på det katolske præsteseminarium i Maymyo, nu kaldet Pyin Oo Lwin, godt 200 kilometer fra hvor vi boede.

For at få adgang til præsteseminariet måtte man have en god skoleuddannelse. Som indvandrer havde jeg kun gået to år i skole. Derefter var alle skoler blevet lukket under krigen. Skolerne åbnede igen, men som familie levede vi under meget trange kår. Min mor måtte ikke alene tage sig af mig og mine to brødre, men også af sin afdøde søsters tre små børn, så hun havde ikke længere råd til at lade os drenge gå i skole.

Min storebror fandt et arbejde, men jeg var kun 13 år og kunne ikke gøre meget. Min farbror,  Manuel Nathan, boede i Chauk, en by i nærheden af Sale. Jeg tænkte: ’Hvis jeg rejser hjemmefra, er der en mund mindre at mætte.’ Jeg tog derfor til Chauk for at bo hos min farbror.

Jeg vidste ikke at min farbror kort forinden var kommet i kontakt med Jehovas Vidner og var ivrig efter at fortælle andre om det han havde lært fra Bibelen. Lidt efter lidt fortalte han mig om det. Først forklarede han mig betydningen af bønnen Fadervor. Bønnen indledes med ordene: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ — Mattæus 6:9, 10, da. aut. 1931.

„Gud har altså et navn,“ forklarede min farbror. „Og det navn er Jehova.“ Derefter viste han mig Guds navn i Bibelen. Jeg ville gerne vide mere, men jeg var dårlig til at læse, selv på mit modersmål, tamil. Desuden var min farbrors bibel og bibelske publikationer på engelsk, som jeg ikke var særlig god til. Men på trods af min begrænsede skoleuddannelse kom jeg efterhånden til at forstå Bibelens lære. (Mattæus 11:25, 26) Min øjne blev åbnet så jeg kunne se at mange af de læresætninger jeg var blevet undervist i, ikke stammede fra Bibelen. „Farbror,“ sagde jeg til sidst, „det her er sandheden!“

Da jeg var 16, begyndte jeg at fortælle andre om det jeg havde lært. På det tidspunkt var der kun 77 Jehovas Vidner i Myanmar. Kort tid efter besøgte en missionær ved navn Robert Kirk min farbror i Chauk. Robert var et af Jehovas Vidner og boede i hovedstaden Rangoon, nu Yangon. Jeg fortalte Robert at jeg havde indviet mig til Jehova, og den 24. december 1949 blev jeg derfor døbt i floden Ayeyarwady som symbol på min indvielse til Gud.

Jeg overvinder vanskeligheder

Inden længe flyttede jeg til Mandalay for at finde arbejde. Mit mål var at blive pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. En dag mens jeg så en fodboldkamp, fik jeg krampeanfald og faldt om. Det viste sig at jeg havde fået epilepsi, og jeg måtte derfor flytte tilbage til min familie så de kunne tage sig af mig.

Anfaldene kom og gik i omkring otte år. Da mit helbred blev bedre, blev jeg i stand til at arbejde lidt. På grund af min helbredstilstand frarådede min mor mig at stræbe efter at blive heltidsforkynder, men en dag sagde jeg til hende: „Jeg kan ikke vente længere. Jeg vil være pioner. Jehova skal nok tage sig af mig.“

I 1957 flyttede jeg til Yangon, hvor jeg begyndte som pioner. Utroligt nok fik jeg ingen krampeanfald før 50 år senere, i 2007. Nu tager jeg noget medicin som hjælper mig. I 1958 blev jeg udnævnt som specialpioner og brugte 150 timer hver måned på at forkynde.

Mit første distrikt var Kyonsha, en landsby godt 100 kilometer nordvest for Yangon. I denne landsby var der en lille gruppe som havde læst vores bibelske publikationer og gerne ville vide mere. Da Robert og jeg ankom, blev vi mødt af en stor skare mennesker. Vi besvarede deres mange bibelske spørgsmål og viste dem hvordan de kunne afholde de kristne møder. Nogle af dem sluttede sig snart til os i forkyndelsen. Jeg blev bedt om at blive i denne landsby, og i løbet af få måneder blev den lille gruppe til en blomstrende menighed. I dag er der over 150 Jehovas Vidner i området.

 Senere blev jeg udnævnt til at tjene som rejsende tilsynsmand og besøgte menigheder og isolerede grupper rundt om i Myanmar. Jeg kørte mange kilometer på støvede veje siddende på ladet af fyldte lastbiler, vandrede gennem skove, sejlede på floder og krydsede bjergkæder. Jeg var ikke særlig stærk rent fysisk, men jeg følte at Jehova gav mig kraft til at fortsætte. — Filipperne 4:13.

„Jehova vil hjælpe dig“

I 1962 fik jeg til opgave at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Yangon, hvor jeg fik noget oplæring af Robert. Kort tid efter beordrede myndighederne imidlertid alle udenlandske missionærer til at forlade Myanmar, og i løbet af nogle få uger var de alle væk. Til min store overraskelse fik jeg nu til opgave at føre tilsyn med afdelingskontoret.

’Hvordan skal jeg kunne klare den opgave?’ tænkte jeg. ’Jeg har hverken uddannelse eller erfaring.’ Flere af de ældre brødre bemærkede at jeg var nervøs, og sagde derfor til mig: „Maurice, du skal ikke bekymre dig. Jehova vil hjælpe dig. Og vi vil alle sammen støtte dig.“ Det var vel nok betryggende at høre! Få måneder senere udfærdigede jeg årsrapporten for forkyndelsesarbejdet i Myanmar til Jehovas Vidners årbog for 1967, og igennem de næste 38 år udarbejdede jeg rapporten for landet. Gang på gang skete der noget som gjorde det klart for mig at det virkelig er Jehova der leder vores arbejde.

På et tidligere tidspunkt havde jeg for eksempel ansøgt om at få myanmarsk statsborgerskab, men jeg havde ikke de 450 kyats * det kostede at få de officielle papirer på det, så jeg udsatte ansøgningen til et senere tidspunkt. Men en dag da jeg gik forbi det firma som jeg havde arbejdet for flere år tidligere, fik min forhenværende chef øje på mig og råbte: „Hej Raj! Kom og få dine penge. Du glemte at hente din pensionsopsparing da du tog herfra.“ Beløbet var på 450 kyats!

Da jeg gik derfra, tænkte jeg på alt det jeg kunne få for 450 kyats. Men eftersom det var præcis det beløb der skulle til for at få papirerne på statsborgerskab, tænkte jeg at det måtte være Jehovas vilje at jeg brugte pengene til det. Det viste sig at være det rigtige at gøre. Som statsborger kunne jeg blive i landet, rejse frit omkring, importere publikationer og tage mig af andre vigtige opgaver i forbindelse med forkyndelsesarbejdet i Myanmar.

Et stævne i den nordlige del af landet

I tiden op til 1969 havde vores arbejde stor fremgang i byen Myitkyina i det nordlige Myanmar, så vi besluttede at afholde et stævne i denne by. Den største udfordring var imidlertid at sørge for transport til alle de Jehovas Vidner der boede sydpå. Vi lagde det frem for Jehova i bøn og anmodede derefter Myanmars jernbaneselskab om seks togvogne. Til vores store overraskelse blev anmodningen godkendt.

Det lykkedes os at få alt til stævnet klar til tiden, og den dag stævnedeltagerne ifølge planen skulle ankomme, tog vi til stationen ved middagstid i forventning om at toget ville  komme klokken 14.30. Mens vi stod og ventede, gav stationsforstanderen os et telegram der lød: „Vi har afkoblet Vagttårnsselskabets seks togvogne.“ Han fortalte os at toget ikke kunne trække de ekstra togvogne op ad bakke.

Hvad skulle vi nu gøre? Først overvejede vi at udskyde stævnet. Men det ville betyde at vi igen måtte ansøge om tilladelse, og det ville tage flere uger! Vi bad en inderlig bøn til Jehova, og i samme øjeblik kørte toget ind på stationen. Vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne — dér var de seks togvogne fyldt med Jehovas Vidner! De smilede og vinkede. Da vi spurgte dem om hvad der var sket, forklarede en af dem: „De afkoblede ganske rigtigt seks togvogne, men det var ikke vores vogne!”

I årene fra 1967 til 1971 voksede antallet af Jehovas Vidner i Myanmar til det dobbelte, så vi var næsten 600. I 1978 blev afdelingskontoret flyttet til et toetages hus. Tyve år senere var antallet af Jehovas Vidner vokset til over 2500. Afdelingskontoret blev igen udvidet, og den 22. januar 2000 kom en broder fra USA, John E. Barr, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, for at holde foredraget ved indvielsen af den treetages kontorbygning og boligfløj som vi bruger i dag.

Jeg ser tilbage på alle velsignelserne

I dag bor og arbejder der 52 frivillige her på afdelingskontoret i Yangon, og vi er nu omkring 3500 Jehovas Vidner fordelt på 74 menigheder og grupper rundt om i landet. Jeg er meget glad for at min kære mor i 1969, kort før sin død, også blev et af Jehovas Vidner.

Doris Ba Aye, en af de lokale pionerer, blev oversætter på afdelingskontoret i midten af 1960’erne. Tidligere, i 1959, havde hun gennemgået den 32. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, en skole hvor Jehovas Vidner uddanner missionærer. Hun vandt mit hjerte med sin naturlige skønhed, sin dejlige personlighed og sin åndelighed. Vi blev gift i 1970 og er forblevet trofaste mod Jehova og hinanden lige siden.

I mere end tres år har jeg set hvordan Jehova leder forkyndelsesarbejdet her i Myanmar. Han er i sandhed stor og fortjener al ære. Ja, gennem hele mit liv har jeg set at han ’øver store gerninger’. — Salme 106:21.

[Fodnote]

[Illustration på side 27]

I forkyndelsen i Rangoon, Burma, omkring 1957

[Illustration på side 28]

På vej til et stævne i Kaleymo, Burma, sidst i 1970’erne

[Illustration på side 29]

Det smukke afdelingskontor som blev indviet i 2000

[Illustration på side 29]

Sammen med Doris i dag

[Illustration på side 29]

Sammen i forkyndelsen fra hus til hus