Hvorfor forkastede de Messias?

DA JESUS var på jorden, var skarerne helt betagede af de ting han sagde, og de mirakler han udførte. Mange „fik tro på ham“ og anerkendte ham som den forudsagte Messias. De ræsonnerede: „Når Messias kommer, vil han ikke gøre flere tegn end denne mand har gjort, vel?“ — Johannes 7:31.

Men trods de overvældende vidnesbyrd om at Jesus var Messias, var det kun få af dem der så og hørte Jesus, der fik tro på ham. Selv nogle der i begyndelsen troede på Jesus, forlod ham sørgeligt nok senere. Hvorfor var der så mange der, trods de overvældende vidnesbyrd, forkastede Jesus som Messias? Mens vi nu ser nærmere på nogle af grundene, kan vi spørge os selv om vi er i fare for at begå en lignende fejl.

Uindfriede forventninger

Omkring tidspunktet for Jesu fødsel var mange jøder i forventning om at Messias skulle komme. Da Jesus som spæd blev bragt til templet, blev han mødt af nogle der „ventede på Jerusalems befrielse“ ved den lovede Messias. (Lukas 2:38) Mange af dem der senere så Johannes Døbers gerninger, tænkte: „Kunne han måske være Messias?“ (Lukas 3:15) Hvad forventede jøderne i det første århundrede egentlig at Messias skulle gøre?

 Den almindelige opfattelse blandt jøderne dengang var at Messias ville komme og befri dem fra romernes undertrykkende åg og genoprette det jordiske rige Israel. Før Jesus begyndte sin tjeneste, fremstod mange karismatiske ledere som opildnede til voldelig modstand mod det eksisterende politiske styre. Det som disse mænd gjorde, havde højst sandsynligt indflydelse på folks forventninger angående Messias.

Jesus var helt anderledes end sådanne falske messiasser. Han gik ikke ind for vold, men sagde til folk at de skulle elske deres fjender og underlægge sig myndighederne. (Mattæus 5:41-44) Jesus afviste folkets forsøg på at gøre ham til konge. Han sagde at hans rige „ikke [var] en del af denne verden“. (Johannes 6:15; 18:36) Men forudfattede meninger om Messias blev ved med at øve stor indflydelse på folket.

Johannes Døber så og hørte mirakuløse vidnesbyrd der viste at Jesus var Guds søn. Da han var i fængsel, sendte han ikke desto mindre sine disciple hen til Jesus for at spørge: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“ (Mattæus 11:3) Måske har Johannes spekuleret på om Jesus virkelig var den lovede Befrier der ville opfylde jødernes forventninger.

Jesu apostle havde svært ved at forstå at Jesus ville blive dræbt og derefter oprejst. Engang da Jesus fortalte at Messias nødvendigvis måtte lide og dø, „tog [Peter] ham til side og begyndte at irettesætte ham“. (Markus 8:31, 32) Peter var endnu ikke i stand til at forstå hvordan Jesu død stemte med hans opgave som Messias.

Da Jesus kort før påsken i år 33 kom til Jerusalem, blev han hilst velkommen af begejstrede skarer der hyldede ham som konge. (Johannes 12:12, 13) Men situationen forandrede sig hurtigt! I samme uge blev Jesus arresteret og henrettet. Efter hans død sagde to af hans disciple klagende: „Vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel.“ (Lukas 24:21) Selv da den opstandne Jesus viste sig for sine disciple, forestillede de sig stadig at Messias ville oprette et jordisk rige. De spurgte: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ Forkerte forventninger om Messias var tydeligvis dybt rodfæstet i sindet og hjertet hos Jesu tilhørere. — Apostelgerninger 1:6.

Efter at Jesus var steget til himmelen og den hellige ånd var blevet udgydt, forstod hans disciple klart at Messias skulle herske som konge i himmelen. (Apostelgerninger 2:1-4, 32-36) Apostlene Peter og Johannes forkyndte modigt om Jesu opstandelse og udførte selv mirakler, hvilket viste at Gud støttede dem. (Apostelgerninger 3:1-9, 13-15) Tusindvis af mennesker i Jerusalem lyttede og fik tro. Men det var ikke noget de jødiske myndigheder brød sig om. Ligesom de havde modarbejdet Jesus, modarbejdede de nu også hans apostle og disciple. Hvorfor forkastede de jødiske religiøse ledere Jesus så aggressivt?

Forkastet af de religiøse ledere

Da Jesus kom til jorden, var jødisk religiøs tankegang og tradition afveget meget fra det der stod i de inspirerede Skrifter. Datidens religiøse ledere — saddukæerne, farisæerne og de skriftlærde — holdt fast ved menneskeskabte overleveringer, som de tillagde større betydning end Guds skrevne ord. Gang på gang anklagede de Jesus for at overtræde Loven fordi han helbredte folk mirakuløst på sabbatten. Jesus gendrev på magtfuld måde deres ubibelske lære og anfægtede derved både deres myndighed og deres påstand om at de stod i et godkendt forhold til Gud. I modsætning til disse ledere kom Jesus fra beskedne kår og havde ikke fået den samme religiøse uddannelse som de havde. Det er ikke så sært at disse stolte mænd havde svært ved at anerkende Jesus som Messias. Deres konfrontationer med Jesus gjorde dem så vrede at de „lagde råd op imod ham for at de  kunne få ham ryddet af vejen“. — Mattæus 12:1-8, 14; 15:1-9.

Men hvordan kunne de religiøse ledere bortforklare Jesu evne til at udføre mirakler? De benægtede ikke at miraklerne fandt sted. Men de forsøgte blasfemisk at undergrave troen på Jesus ved at hævde at det var ved Satan han udførte mirakler. De sagde: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelzebub, dæmonernes hersker.“ — Mattæus 12:24.

Der var en anden dybtliggende årsag til at de så hårdnakket nægtede at anerkende Jesus som Messias. Efter at Jesus havde oprejst Lazarus, konfererede ledere fra forskellige religiøse partier med hinanden og sagde: „Hvad skal vi gøre, for dette menneske gør mange tegn? Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.“ Af frygt for at miste deres magt og position planlagde disse ledere at dræbe både Jesus og Lazarus. — Johannes 11:45-53; 12:9-11.

Fordom og forfølgelse fra samfundets side

De jødiske religiøse lederes holdning skabte et socialt klima der var fjendtligt over for enhver der anerkendte Jesus som Messias. Lederne brystede sig af deres fremtrædende stilling og nedgjorde alle der troede på Jesus. „Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel?“ sagde de. (Johannes 7:13, 48) Nogle af de jødiske ledere, som for eksempel Nikodemus og Josef fra Arimatæa, blev disciple af Jesus, men på grund af frygt holdt de deres tro hemmelig. (Johannes 3:1, 2; 12:42; 19:38, 39) De jødiske ledere havde bestemt at „hvis nogen anerkendte [Jesus] som Kristus, skulle vedkommende udstødes af synagogen“. (Johannes 9:22) En sådan person ville blive skyet og betragtet som en social taber.

Modstanden mod Jesu apostle og disciple endte til sidst i voldsom forfølgelse. På grund af den modige forkyndelse apostlene udførte, blev de brutalt behandlet af Sanhedrinet, den jødiske højesteret. (Apostelgerninger 5:40) Modstandere anklagede falskeligt disciplen Stefanus for blasfemi. Han blev dømt af Sanhedrinet og stenet til døde. Da „udbrød der stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne“. (Apostelgerninger 6:8-14; 7:54–8:1) Saulus, der senere blev apostelen Paulus, deltog i en forfølgelseskampagne som blev officielt støttet af ypperstepræsten og „ældsterådet“. — Apostelgerninger 9:1, 2; 22:4, 5.

Selv under sådanne vanskelige omstændigheder fik kristendommen hurtig fremgang i årene efter Jesu død. Men selvom tusinder af mennesker antog kristendommen, forblev de kristne en minoritet i Palæstina i det første århundrede. At stå offentligt frem som en discipel af Kristus kunne føre til at man blev udstødt af samfundet eller endog udsat for voldelige overgreb.

Efterlign ikke dem der forkastede Jesus

Som vi har set, var misforståelser, pres fra omgivelserne og forfølgelse med til at hindre at mange i det første århundrede fik tro på Jesus. I dag kan fejlagtige opfattelser om Jesus og hans lære have en lignende virkning. For eksempel har mange lært at Guds rige er i deres hjerte, eller at det vil blive indført ved menneskers bestræbelser. Andre overtales til at tro at videnskaben eller teknologien vil løse menneskehedens problemer, hvilket gør det unødvendigt at tro på Messias. Adskillige kritikere i dag  hævder desuden at de begivenheder der omtales i Bibelen i forbindelse med Jesu tjeneste, ikke er historiske; disse kritikere underminerer derved troen på at Jesus er Messias.

Sådanne opfattelser og teorier har skabt forvirring hos mange hvad angår Messias, eller bevirket at de finder emnet uvæsentligt. Men for dem der er villige til at undersøge tingene, er der faktisk flere vidnesbyrd i dag om at Jesus er Messias, end der var i det første århundrede. Foruden De Hebraiske Skrifter der indeholder mange profetier om hvad Messias ville gøre, har vi de fire evangelier der fortæller hvad Jesus gjorde som en opfyldelse af disse profetier. *

Der er tilstrækkeligt med vidnesbyrd til at vi hver især kan træffe et valg eller en afgørelse i dette spørgsmål. Og det er vigtigt at vi gør det. Hvorfor? Fordi Bibelen viser at Jesus som den messianske konge i Guds rige snart vil fjerne alle der ødelægger jorden, og indføre et retfærdigt styre som vil give dem der adlyder Gud, mulighed for at leve evigt på jorden under paradisiske forhold. (Daniel 2:44; Åbenbaringen 11:15, 18; 21:3-5) Du kan få del i denne vidunderlige fremtid hvis du tilegner dig kundskab om Jesus og får tro på ham. Tænk på Jesu egne ord: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 20]

Ville du have anerkendt Messias hvis du havde levet på Jesu tid?

[Illustration på side 21]

Lad ikke forudfattede meninger hindre dig i at lære sandheden om Jesus at kende