Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gode råd til familier

Giv gode moralnormer videre til dine børn

Giv gode moralnormer videre til dine børn

Loida, * en mor i Mexico, siger: „De uddeler kondomer på skolerne, så teenagere tror at det er helt i orden at have sex — bare det er ’sikker sex’.“

Nobuko, en mor i Japan, siger: „Jeg spurgte min søn hvad han ville gøre hvis han og hans kæreste var alene sammen. Han svarede: ’Det ved jeg ikke.’“

DA DINE børn var små, gjorde du sikkert hvad du kunne for at børnesikre dit hjem. Måske sikrede du stikkontakter, fjernede skarpe genstande og satte gitter for trappen.

Bare det var lige så let nu hvor de er blevet teenagere! Nu har du nogle større bekymringer, som for eksempel: ’Ser min søn på pornografi?’ ’Sender min datter frække billeder af sig selv på sin mobiltelefon?’ Og så det frygtede spørgsmål: ’Er min søn eller datter seksuelt aktiv?’

Total overvågning er ikke løsningen

Nogle forældre forsøger at overvåge deres teenagebørn alle døgnets 24 timer ved at vogte over dem og følge deres mindste bevægelse. Mange har dog senere opdaget at det blot bevirkede at deres børn ikke fortalte hvad de foretog sig, og blev mestre i at skjule netop den form for adfærd forældrene ønskede at modvirke.

Streng kontrol er tydeligvis ikke løsningen. Jehova Gud bruger ikke den metode for at få sine skabninger til at være lydige, og det bør forældre heller ikke gøre. (5 Mosebog 30:19) Så hvad kan du gøre for at hjælpe dine teenagebørn til at træffe kloge valg i moralske spørgsmål? — Ordsprogene 27:11.

Det er helt grundlæggende at du har en åben kommunikation med dem, og at du begynder fra de er små. * (Ordsprogene 22:6) Når de så kommer op i teenageårene, er det vigtigt at du bliver ved med at kommunikere med dem. Som forælder bør det først og fremmest være dig der giver dine børn pålidelige oplysninger. Alicia, en pige fra England, siger: „Mange tror at vi helst vil tale med vores venner om sex, men det er ikke sandt. Vi kan godt lide at få oplysningerne fra vores forældre. Vi stoler på det de siger.“

Børn har brug for gode moralnormer

Efterhånden som børn vokser op, har de brug for at vide mere om sex end bare det at vide hvordan et lille barn bliver til. De har også brug for at få „deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) Kort sagt har de behov for nogle gode normer angående sex som de kan gå ind for, og som de vil følge. Hvordan kan du give sådanne gode moralnormer videre til dine børn?

Begynd med at tænke på dine egne normer. Du synes måske at utugt — sex mellem to der ikke er gift — er forkert. (1 Thessaloniker 4:3) Dine børn kender sikkert din holdning og kan måske oven i købet citere skriftsteder fra Bibelen som støtter den. Når man spørger dem, vil de måske straks svare at det er forkert at gå i seng med nogen før man er gift.

Men der skal mere til. Bogen Sex Smart siger at nogle unge på en måde er enige med deres forældre i deres holdning til sex, men „føler sig for usikre til at danne sig deres egen mening. Når de så befinder sig i en uventet situation og er i tvivl om ’hvor langt de skal gå’, bliver de forvirrede og kommer ud i store problemer.“ Det er derfor det er så vigtigt at de unge har nogle normer de kan følge. Hvordan kan du hjælpe dine teenagebørn til at få sådanne normer?

Meld klart ud.

Mener du at sex kun må finde sted inden for ægteskabet? Så sig det til dine børn, klart og ofte. Ifølge bogen Beyond the Big Talk viser undersøgelser at „teenagere er tilbøjelige til at udskyde deres seksuelle debut hvis de kommer fra et hjem hvor forældrene klart og tydeligt har fortalt dem at de synes at det er forkert at teenagere har sex“.

Som tidligere nævnt er dét at du fortæller dine børn hvilke normer du synes er rigtige, selvfølgelig ikke nogen garanti for at de vælger at følge dem. Men gode familieværdier danner et grundlag hvorpå dine børn kan opstille deres egne værdier. Og undersøgelser har vist at selvom mange unge måske ikke følger deres forældres værdinormer mens de er teenagere, tager de dem til sig senere hen i livet.

PRØV DETTE: Brug en aktuel begivenhed til at få en drøftelse i gang hvor du kan give udtryk for de værdier du går ind for. Hvis der for eksempel er sket en sexforbrydelse, kunne du sige: „Jeg er chokeret over den måde nogle mænd udnytter kvinder på. Hvor tror du de får sådanne idéer fra?“

Hjælp dine børn til at få et ligevægtigt syn på sex.

Det er vigtigt at komme med advarsler. (1 Korinther 6:18; Jakob 1:14, 15) Men i Bibelen skildres sex hovedsagelig som en gave fra Gud, ikke som en fælde sat af Satan. (Ordsprogene 5:18, 19; Højsangen 1:2) Hvis du kun fortæller dine børn om farerne, vil de måske få et forvrænget og ubibelsk syn på sex. En ung kvinde fra Frankrig som hedder Corrina, siger: „Mine forældre gjorde meget ud af at fortælle mig om farerne ved umoralitet, og det gav mig et negativt syn på det seksuelle.“

Forældre må hjælpe deres børn til at få et ligevægtigt syn på sex. En mor i Mexico ved navn Nadia siger: „Jeg har altid prøvet at få mine børn til at forstå at sex er noget smukt og naturligt og en gave Jehova Gud har givet menneskene som de kan glæde sig over, men at sex kun hører til inden for ægteskabet. Sex kan føre til lykke eller til ulykke, alt afhængigt af hvilke valg man træffer.“

PRØV DETTE: Næste gang du taler med dine børn om sex, så afslut samtalen i en positiv tone. Vær ikke bange for at omtale sex som en dejlig gave fra Gud som man kan glæde sig til hvis man vælger at blive gift. Giv udtryk for din tillid til at de indtil da vil følge Guds normer på det område.

Hjælp dine børn til at tænke over konsekvenserne.

For at kunne træffe gode beslutninger i livet må teenagere gøre sig klart hvilke valgmuligheder de har, og derefter afveje fordele og ulemper ved hver af disse muligheder. Tro ikke at det er nok at din søn eller datter blot ved hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. „Når jeg tænker over de fejl jeg begik da jeg var ung,“ fortæller en kristen kvinde i Australien ved navn Emma, „kan jeg se at dét at kende Guds normer ikke er ensbetydende med at man går ind for dem. Det er meget vigtigt at man kender fordelene ved at følge disse normer og konsekvenserne af at overtræde dem.“

Her kan Bibelen være en hjælp, for til mange af dens påbud er der knyttet en beskrivelse af hvad der vil ske hvis man ikke overholder dem. I Ordsprogene 5:8, 9 er der for eksempel en tilskyndelse til unge mænd om at undgå utugt ’så de ikke giver andre deres værdighed’. Som disse vers viser, vil det at have sex før ægteskabet skade ens personlige integritet, ens forhold til Gud og ens selvrespekt. En sådan person vil virke langt mindre tiltrækkende på en potentiel ægtefælle der sætter den slags højt. Hvis dine børn ræsonnerer over de fysiske, følelsesmæssige og åndelige farer der er ved at ignorere Guds love, kan det forstærke deres beslutning om at leve efter dem. *

PRØV DETTE: Brug illustrationer for at hjælpe dit barn til at forstå hvor klogt det er at følge Guds normer. Du kunne sige: „Et lejrbål er en god ting, men det er en skovbrand ikke. Hvad er forskellen på de to — og hvis vi overfører illustrationen på sex, hvad fortæller det så om de begrænsninger Gud har sat?“ Brug beretningen i Ordsprogene 5:3-14 til at hjælpe dit barn til at forstå de skadelige konsekvenser af utugt.

Takao, en 18-årig japaner, siger: „Jeg ved godt at jeg skal gøre det der er rigtigt, men jeg kæmper en stadig kamp mod kødets lyster.“ Hvis du har det sådan, vil det måske trøste dig at vide at du ikke er den eneste. Selv apostelen Paulus, en viljestærk kristen, indrømmede: „Når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær.“ — Romerne 7:21.

Teenagere må forstå at det har sine fordele at tage denne kamp op. Det kan få dem til at tænke over hvilken slags menneske de gerne vil være. Det kan hjælpe dem til at overveje spørgsmålet: ’Vil jeg gerne bestemme over mit eget liv og være kendt som en der har sine meningers mod, eller ønsker jeg at være kendt som en der bare følger trop, en der giver efter for sine ønsker?’ En teenager der har gode moralnormer, vil ikke have svært ved at svare på det spørgsmål.

^ par. 3 Nogle af navnene i artiklen er ændret.

^ par. 10 Forslag til hvordan man kan indlede en samtale med sine børn om sex, og hvordan man kan give dem oplysninger der passer til deres alder, findes i Vagttårnet for 1. november 2010, side 12-14.

^ par. 22 Flere oplysninger findes i artiklen „Unge spørger: Vil sex forbedre vores forhold?“ i Vågn op! for april 2010, udgivet af Jehovas Vidner.

SPØRG DIG SELV . . .

  • Er der noget der viser at mit barn har nogle gode moralnormer?

  • Når jeg taler med mit barn om seksuelle emner, omtaler jeg så sex som en gave fra Gud eller som en fælde sat af Satan?