Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lær af Guds ord

Hvem er Jesus Kristus?

Hvem er Jesus Kristus?

Denne artikel behandler nogle spørgsmål som du måske har tænkt over, og viser hvor du kan finde svarene i din egen bibel. Jehovas Vidner vil meget gerne drøfte disse svar med dig.

1. Hvem er Jesus Kristus?

Til forskel fra alle andre mennesker havde Jesus levet i himmelen som en åndeskabning inden han blev født på jorden. (Johannes 8:23) Han var Guds første skaberværk, og han hjalp til med at skabe alt andet. Han er den eneste der er skabt direkte af Jehova, og derfor bliver han kaldt Guds ’enestefødte søn’. Jesus var Guds talsmand, så han kaldes også „Ordet“. — Johannes 1:1-3, 14; læs Ordsprogene 8:22, 23, 30; Kolossenserbrevet 1:15, 16.

2. Hvorfor kom Jesus til jorden?

Gud sendte sin søn til jorden ved at overføre hans liv fra himmelen til den jødiske jomfru Marias livmoder. Så Jesus havde ingen jordisk far. (Lukas 1:30-35) Jesus kom til jorden for at (1) lære andre sandheden om Gud, (2) vise andre hvordan man gør Guds vilje, og (3) give sit fuldkomne liv som „en løsesum“. — Læs Mattæus 20:28; Johannes 18:37.

3. Hvorfor har vi brug for en løsesum?

En løsesum er en pris der betales for at få nogen sluppet fri. Det har aldrig været Guds hensigt at mennesker skulle blive gamle og dø. Hvordan ved vi det? Gud sagde til det første menneske, Adam, at hvis han ikke adlød, hvilket ifølge Bibelen er synd, ville han dø. Hvis Adam ikke havde syndet, ville han altså aldrig have behøvet at dø. Adams liv sluttede ganske vist først nogle århundreder senere, men han begyndte at dø fra den dag han var ulydig mod Gud. (1 Mosebog 2:16, 17; 5:5) Adam gav synd og dens straf, døden, videre til alle sine efterkommere. Så døden „kom ind i“ menneskehedens verden gennem Adam. Det er derfor vi har brug for en løsesum. — Læs Romerbrevet 5:12; 6:23.

4. Hvorfor døde Jesus?

Hvem var i stand til at betale den løsesum som kunne udfri os fra døden? Straffen for at vi synder, er at vi dør. Eftersom vi er ufuldkomne, kan vi hverken betale for vores egne eller andres synder. — Læs Salme 49:7-9.

Eftersom Jesus ikke havde arvet synd og ufuldkommenhed af en jordisk far, døde han for andres synder. Gud sendte sin søn for at han kunne dø for menneskene, hvilket er et udtryk for Guds store kærlighed til os. Jesus viste også kærlighed til os ved at adlyde sin Fader og give sit liv for vores synder. — Læs Johannes 3:16; Romerbrevet 5:18, 19.

5. Hvad foretager Jesus sig nu?

Ved at helbrede syge, oprejse døde, ja endda ofre sit liv, viste Jesus sin vilje til at hjælpe mennesker i nød, og demonstrerede hvad han i fremtiden ville gøre for alle der adlyder Gud. (Lukas 18:35-42; Johannes 5:28, 29) Efter at Jesus døde, gav Gud ham livet tilbage som en åndeskabning. (1 Peter 3:18) Jesus ventede så ved Guds højre hånd indtil Gud gav ham magt til at herske som konge over hele jorden. (Hebræerne 10:12, 13) Jesus regerer nu som konge i himmelen, og hans disciple på jorden forkynder den gode nyhed i hele verden. — Læs Daniel 7:13, 14; Mattæus 24:14.

Inden længe vil Jesus anvende sin magt som konge til at fjerne alle lidelser og de mennesker der forårsager dem. Millioner som tror på Jesus og adlyder ham, vil opnå liv i et paradis på jorden. — Læs Salme 37:9-11.

Millioner som tror på Jesus og adlyder ham, vil opnå liv i et paradis på jorden