Den mest berygtede retssag i historien

DER er næppe nogen retssager fra oldtiden der er lige så kendte som denne. Beretningen om hvordan Jesus Kristus blev arresteret, ført for retten og henrettet, findes fire steder i Bibelen, nemlig i det der kaldes evangelierne. Men hvorfor skulle vi interessere os for det i dag? Fordi Jesus sagde at de der fulgte ham, skulle mindes hans død, og den forudgående retssag må derfor have stor betydning. Fordi det er vigtigt at vide om anklagerne mod Jesus var sande. Og fordi dét at Jesus frivilligt ofrede sit liv, har afgørende betydning for os og vores fremtid. — Lukas 22:19; Johannes 6:40.

Det var Rom der havde magten i Palæstina dengang Jesus blev ført for retten. Romerne tillod jødernes egne religiøse ledere at håndhæve de jødiske love; tilsyneladende havde jøderne dog ikke myndighed til at foretage henrettelser. Det var Jesu religiøse fjender der arresterede ham, men det var romerne der stod for hans henrettelse. Hans forkyndelse var til så stor forlegenhed for datidens religiøse institutioner at lederne fandt at han måtte  dø. Men hans henrettelse måtte frem for alt se ud til at være i overensstemmelse med loven. En professor i jura har analyseret de religiøse lederes forsøg på at opnå dette, og han har kaldt hele rettergangen for „den værste forbrydelse inden for al retspraksis nogen sinde“. *

Den ene procedurefejl efter den anden

Den lov som Moses overgav til Israel, er blevet kaldt „det bedste og mest indsigtsfulde lovsystem der nogen sinde er blevet indført“. På Jesu tid havde rabbinere som gik op i Loven, tilføjet en lang række regler som ikke fandtes i Skrifterne, men som senere kom til at stå i Talmud. (Se rammen  „Jødiske love i de første århundreder“, side 20). Fulgte retssagen mod Jesus da reglerne — dem der fandtes i Skrifterne, og dem der var tilføjet?

For eksempel: Blev Jesus arresteret fordi to vidner aflagde samstemmende vidnesbyrd om en konkret overtrædelse? Det var en betingelse hvis arrestationen skulle være lovlig. Hvis en jøde i det første århundredes Palæstina mente at en lov var blevet overtrådt, måtte han fremføre sin anklage for domstolen ved et retsmøde. En domstol kunne ikke selv fremsætte en anklage, men skulle holde sig til at behandle de anklager der blev fremført for den. Kun de der var vidner til en påstået forbrydelse, var anklagere i sagen. En sag kunne påbegyndes når mindst to vidner fremlagde vidnesbyrd der stemte overens. Deres vidnesbyrd udgjorde selve den anklage der førte til anholdelsen. Man måtte ikke handle ud fra et enkelt vidnes udsagn. (5 Mosebog 19:15) Men i tilfældet med Jesus tænkte de jødiske ledere kun på „hvordan de bedst kunne gøre det af med ham“. De pågreb ham da der kom „en gunstig lejlighed“ — om natten og „uden at en folkemængde var der“. — Lukas 22:2, 5, 6, 53.

Da Jesus blev arresteret, var der endnu ikke rejst nogen anklage mod ham. Først efter at præsterne og Sanhedrinet, den jødiske højesteret, havde taget ham i forvaring, begyndte de at søge efter vidner, men de kunne ikke finde to hvis udsagn stemte overens. (Mattæus 26:59) Det var i øvrigt ikke domstolens opgave at gå ud og lede efter vidner. Og „at stille en mand for retten, især i en sag der kan give dødsstraf, uden på forhånd at meddele præcis hvori hans forbrydelse består, regnes med rette for at være skandaløst“, skrev A. Taylor Innes, der var advokat og forfatter.

Den flok der arresterede Jesus, tog ham med hen til den tidligere ypperstepræst Annas’ hus, og Annas begyndte at forhøre ham. (Lukas 22:54; Johannes 18:12, 13) Annas så stort på regelen om at en sag der kunne give dødsstraf, skulle påhøres om dagen, ikke om natten. Desuden skulle et retsmøde ikke foregå bag lukkede døre. Da Jesus var klar over at Annas’ forhør var ulovligt, sagde han til ham: „Hvorfor spørger du mig ud? Spørg dem ud som har hørt hvad jeg har fortalt dem. Se! De ved hvad jeg har sagt.“ (Johannes 18:21) Ja, Annas skulle have udspurgt vidnerne, ikke den anklagede. Kommentaren fra Jesus ville have mindet en ærlig dommer om at der var en procedure som skulle følges, men Annas var ikke interesseret i retfærdighed.

Det Jesus havde sagt, fik en betjent til at slå ham — og det var ikke den eneste voldshandling han blev udsat for den nat. (Lukas 22:63; Johannes 18:22) Loven om tilflugtsbyerne, der står i Fjerde Mosebog, kapitel 35, siger at en anklaget skulle beskyttes mod at lide overlast indtil hans skyld var blevet bevist. Jesus skulle også have været beskyttet.

De der havde taget Jesus til fange, førte ham nu hen til ypperstepræsten Kajfas’ hus, hvor nattens ulovlige retssag fortsatte. (Lukas 22:54; Johannes 18:24) Her søgte de øverste præster, i strid mod alle retsprincipper, „at finde et falsk vidnesbyrd imod Jesus, så de kunne bringe død over ham“, men de kunne ikke finde to vidner der var enige om hvad Jesus havde sagt. (Mattæus 26:59; Markus 14:56-59) I stedet prøvede  ypperstepræsten at få Jesus til at bringe skyld over sig selv. „Svarer du slet ikke?“ spurgte Kajfas. „Hvad er det de vidner imod dig?“ (Markus 14:60) Denne taktik var helt ureglementeret. „At stille spørgsmål til en anklaget og så bruge hans svar til at dømme ham på, stred imod gældende retspraksis,“ påpeger A. Taylor Innes, som blev citeret før.

Omsider greb man fat i en udtalelse Jesus fremsatte. Han blev spurgt: „Er du Messias, søn af den Velsignede?“ Og Jesus svarede: „Det er jeg, og I skal se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer.“ Det svar udlagde præsterne som gudsbespottelse, og „de dømte ham alle skyldig til døden“. — Markus 14:61-64. *

Ifølge Moseloven skulle en retshandling foregå i fuld offentlighed. (5 Mosebog 16:18; Rut 4:1) Men denne retssag foregik i al hemmelighed. Ingen forsøgte, eller fik lov til, at tage Jesus i forsvar. Man forsøgte heller ikke at finde ud af om noget talte for at han virkelig var Messias, som han sagde. Desuden fik Jesus ikke nogen mulighed for at føre vidner til sit forsvar. Og blandt dommerne blev der ikke engang voteret om hvorvidt han var skyldig eller ej.

For Pilatus

Det at jøderne formentlig ikke selv havde myndighed til at få Jesus henrettet, kan være grunden til at de tog ham med hen til den romerske landshøvding, Pontius Pilatus. Det første han spurgte dem om, var: „Hvilken anklage kommer I med mod dette menneske?“ Jøderne var klar over at deres opdigtede anklage om gudsbespottelse ikke ville gøre indtryk på Pilatus, så de prøvede at få landshøvdingen til at dømme Jesus uden at gå nærmere ind i sagen. „Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig,“ sagde de. (Johannes 18:29, 30) Det argument afviste Pilatus, så nu måtte jøderne komme med en ny beskyldning. „Vi har fundet at denne mand forleder vor nation til oprør og forbyder betaling af skatter til kejseren og siger at han selv er Kristus, en konge.“ (Lukas 23:2) Nu blev anklagen om gudsbespottelse altså pludselig ændret til en påstand om landsforræderi.

Beskyldningen om at Jesus ’forbød betaling af skatter’, var forkert, og det vidste hans anklagere godt. Faktisk havde han lært andre det stik modsatte. (Mattæus 22:15-22) Og med hensyn til den anklage at Jesus havde udråbt sig selv til konge, så kunne Pilatus umiddelbart se at den mand der stod foran ham, ikke udgjorde nogen trussel mod Rom. „Jeg finder ingen skyld hos ham,“ erklærede Pilatus, og den overbevisning fastholdt han under hele retssagen. — Johannes 18:38.

Først prøvede Pilatus at få Jesus frigivet ved at henvise til at man plejede at løslade en fange ved påsketid. Det endte dog med at han i stedet løslod Barabbas, en forbryder der var skyldig i oprør og mord. — Lukas 23:18, 19; Johannes 18:39, 40.

 Dernæst forsøgte landshøvdingen sig med en slags kompromis for at få Jesus sat fri. Han fik Jesus klædt i purpur og udstyret med en tornekrone og tillod at han blev pisket, slået og hånet. Endnu en gang erklærede han at Jesus var uskyldig. Det var som om Pilatus sagde til præsterne: ’Er det ikke nok for jer nu?’ Måske håbede han at synet af en mand der var hårdt medtaget af romernes piske, ville tilfredsstille deres hævntørst og kalde medfølelsen frem i dem. (Lukas 23:22) Men det gjorde det ikke.

Pilatus søgte stadig at give Jesus fri. „Men jøderne råbte og sagde: ’Hvis du frigiver denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.’“ (Johannes 19:12) Kejseren på det tidspunkt var Tiberius, og han havde ry for at henrette enhver han opfattede som illoyal, også højtstående embedsmænd. Pilatus havde allerede ophidset jøderne. Han turde ikke risikere at irritere dem yderligere og ville slet ikke udsætte sig for en beskyldning om at være illoyal. Det folkemængden råbte var en slet skjult trussel, en slags afpresning, og den gjorde Pilatus bange. Han bukkede under for presset og lod den uskyldige mand, Jesus, pælfæste. — Johannes 19:16.

En bedømmelse af retssagen

Mange jurister har i tidens løb analyseret evangeliernes gengivelse af retssagen mod Jesus. De har konkluderet at det var en skandaløs retssag, en ren parodi. „At indlede og afslutte en sådan retssag og nå frem til en endelig dom, alt sammen mellem midnat og solopgang, strider groft imod den hebraiske lovs form og regler og imod alle retsprincipper,“ skriver en advokat. En juraprofessor udtaler: „Proceduren var hele vejen igennem fyldt med så graverende fejl og ulovligheder at afgørelsen ikke kan betragtes som andet end et justitsmord.“

Jesus var uskyldig. Men han vidste at hans død var nødvendig for at de der er lydige mod Gud, kan blive frelst. (Mattæus 20:28) Hans kærlighed til retfærdighed var så stor at han underkastede sig den største uretfærdighed der nogen sinde er blevet begået. Og han gjorde det for syndere som os. Det må vi aldrig glemme.

[Fodnoter]

 [Ramme/​illustration på side 20]

 Jødiske love i de første århundreder

Følgende regler var en del af jødernes mundtlige tradition, der var meget gammel men først blev nedfældet på skrift i de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse:

▪ Når en anklage kunne føre til dødsdom, skulle de vidnesbyrd der talte for frifindelse, høres først

▪ Dommerne skulle gøre sig enhver anstrengelse for at redde den anklagede

▪ Dommerne kunne udtale sig til fordel for den anklagede, men ikke imod ham

▪ Vidner blev mindet om hvor alvorlig deres andel i sagen var

▪ Vidner blev forhørt én ad gangen og ikke i overværelse af andre vidner

▪ Vidneudsagn skulle stemme overens på alle vigtige punkter: dato, tid, sted og så videre

▪ Sager der kunne føre til dødsstraf, skulle føres i dagtimerne og afsluttes i dagtimerne

▪ Sager der kunne føre til dødsstraf, kunne ikke føres på aftenen før en sabbat eller en højtid

▪ Sager der kunne føre til dødsstraf, kunne indledes og afsluttes på samme dag hvis afgørelsen var gunstig for den anklagede; hvis sagen gik ham imod, kunne den ikke afsluttes før næste dag, hvor dommen så ville blive afsagt og eksekveret

▪ Sager der kunne føre til dødsstraf, blev påhørt af mindst 23 dommere

▪ Når dommere afgav deres stemme i en sag, talte de efter tur, begyndende med den yngste; skrivere nedskrev det der blev sagt når dommerne talte for enten frifindelse eller dom

▪ Frifindelse kunne besluttes af et flertal på kun én dommer, mens domfældelse krævede et flertal på mindst to; hvis flertallet for en ugunstig dom kun var på én, blev panelet udvidet med to dommere, og dette fortsatte lige indtil der kunne træffes en gyldig afgørelse

▪ Kendelsen „skyldig“ var kun gyldig hvis der var mindst én dommer der talte til gunst for den anklagede; hvis dommerne enstemmigt kendte den anklagede skyldig, blev det anset for at være „tegn på sammensværgelse“

Punkter hvor retssagen mod Jesus stred mod lovene

▪ Domstolen lyttede ikke til nogen argumenter eller vidner der talte for frifindelse

▪ Ingen af dommerne søgte at forsvare Jesus; de var fjendtligt indstillet

▪ Præsterne søgte efter nogle der ville vidne falsk, for at få Jesus dømt til døden

▪ Sagen blev ført om natten og bag lukkede døre

▪ Sagen blev indledt og afsluttet samme døgn, og det var aftenen før en højtid

▪ Der blev ikke rejst nogen sigtelse eller anklage før Jesus blev arresteret

▪ Jesu påstand om at han var Messias, blev kaldt ’gudsbespottelse’, men det blev ikke undersøgt om han havde ret i sin påstand

▪ Anklagen blev ændret da sagen kom for Pilatus

▪ Anklagerne mod Jesus var usande

▪ Pilatus fandt at Jesus var uskyldig, men fik ham alligevel henrettet

[Ramme på side 22]

Vidners ansvar ved dødsdom

Hvis en sag kunne ende med dødsdom, gav jødiske domstole vidnerne denne advarsel inden de skulle afgive deres udsagn, for at minde dem om livets værdi:

„I har måske til hensigt at afgive et udsagn på grundlag af formodninger, forlydender eller hvad det ene vidne har sagt til det andet vidne; eller I tænker: ’Dette har vi hørt fra en pålidelig person.’ Eller I tænker måske ikke på at vi til sidst vil afhøre jer på måder som passer sig ved sådanne forhør og undersøgelser. I bør vide at der er forskel på de love der gælder i sager vedrørende ejendom, og de love der gælder i sager som kan føre til dødsdom. I en sag der drejer sig om ejendom, kan et menneske betale penge og skaffe sig soning. Men når det drejer sig om dødsdom, bærer [den der har vidnet falsk], til evig tid blodet af [den som med urette er blevet anklaget], og af dem der ellers ville have været efterkommere af [den anklagede].“ — Den Babyloniske Talmud, Sanhedrin 37a.

Hvis den anklagede blev dømt, skulle vidnerne være med til at eksekvere dommen. — 3 Mosebog 24:14; 5 Mosebog 17:6, 7.