Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Har Gud en organisation?

Har Gud en organisation?

Har Gud en organisation?

ALT i Guds skaberværk vidner om orden. For eksempel er en „simpel“ gærcelle yderst kompliceret men meget velorganiseret. Den indeholder omtrent lige så mange dele som en Boeing 777. Hver af delene har sin egen plads i cellen, der kun måler fem mikrometer * i diameter. Og til forskel fra jetfly kan gærcellen formere sig. Et under af orden og organisation! — 1 Korinther 14:33.

Det er ikke kun det fysiske skaberværk der bærer præg af orden. Ifølge Bibelen har Gud organiseret de usynlige åndeskabninger i overensstemmelse med sin hensigt. Profeten Daniel fik et syn hvor han så utallige engle i Guds nærhed i himmelen. Han skriver: „Tusind gange tusind tjente ham, og ti tusind gange ti tusind stod foran ham.“ (Daniel 7:9, 10) At så mange engle — over hundrede millioner — er parate til at gøre Guds vilje og støtte hans tjenere her på jorden, må betyde at de er virkelig velorganiserede! — Salme 91:11.

Skaberen, Jehova Gud, er således den ypperste Organisator, men han er på ingen måde ufølsom og bestemt ikke en paragrafrytter. Han kaldes „den lykkelige Gud“. Hvor kærlig og omsorgsfuld han er, forstår man når man ser hvordan han tog sig af Israels folk i fortiden og af de kristne i det første århundrede. — 1 Timoteus 1:11; 1 Peter 5:7.

Fortidens Israel var velorganiseret

Jehova Gud gjorde brug af Moses til at organisere israelitterne med henblik på den sande tilbedelse. Tænk bare på den måde deres lejr var ordnet på mens de befandt sig i Sinaj Ørken. Lejren ville have været ret kaotisk hvis hver familie havde fået lov til at slå sit telt op hvor den ville. Men Jehova gav specifik vejledning til hver stamme om hvor den måtte slå lejr. (4 Mosebog 2:1-34) Moseloven indeholdt også nogle præcise regler angående sundhed og hygiejne, for eksempel i forbindelse med afføring fra mennesker. — 5 Mosebog 23:12, 13.

Allerede da israelitterne drog ind i det forjættede land, var de på mange måder et velorganiseret folk. Nationen var inddelt i 12 stammer, som hver havde sit tildelte stykke af landet. Den lov som Jehova gav folket igennem Moses, dækkede alle sider af livet — tilbedelse, ægteskab, familieliv, undervisning, handel, mad og drikke, landbrug, husdyrhold og så videre. * Nogle af lovene var mere specifikke og detaljerede end andre, men de var alle et udtryk for Jehovas omsorg for israelitterne og bidrog til at det gik dem godt. Når de fulgte disse kærlige bestemmelser, velsignede Jehova dem frem for andre folk. — Salme 147:19, 20.

Det er rigtigt at Moses var dygtig til at organisere. Om det gik godt eller dårligt for nationen, afhang dog ikke af hans lederevner men af hans loyalitet over for den måde Gud havde organiseret tingene på. Hvordan besluttede han for eksempel hvilken vej de skulle gå i ørkenen? Det angav Jehova med en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten. (2 Mosebog 13:21, 22) Jehova benyttede sig af mennesker, men det var ham selv der organiserede og ledte sit folk. Og sådan var det også i det første århundrede.

De første kristne var velorganiserede

Som følge af apostlenes og disciplenes nidkære forkyndelse blev der oprettet menigheder mange steder i Europa og Asien i det første århundrede. Menighederne var spredt over et stort område, men var alligevel ikke isolerede, uafhængige grupper. Nej, de var knyttet sammen på ordnet vis og nød godt af apostlenes kærlige tilsyn. Paulus sendte for eksempel Titus til Kreta for at denne skulle „sørge for at alt blev organiseret der“. (Titus 1:5, Jerusalem-Bibelen) Og Paulus skrev til menigheden i Korinth at nogle brødre havde „evner til at organisere“, eller var „organisatorer“. (1 Korinther 12:28; The New Testament in Modern Speech; The Bible in Contemporary Language) Men hvem var det der i virkeligheden stod bag denne orden? Paulus skrev at det var Gud der havde „sammensat“, eller „organiseret“, menigheden. — 1 Korinther 12:24; The Riverside New Testament.

De der blev udnævnt til at være tilsynsmænd i den kristne menighed, var ikke herrer over deres trosfæller. De var „medarbejdere“ som lod sig lede af Guds ånd, og det blev forventet at de var „eksempler for hjorden“. (2 Korinther 1:24; 1 Peter 5:2, 3) Det er ikke et ufuldkomment menneske eller en gruppe af mennesker, men den opstandne Jesus Kristus der er „menighedens hoved“. — Efeserne 5:23.

Da menigheden i Korinth begyndte at håndtere nogle sager på en måde der adskilte sig helt fra hvad andre menigheder gjorde, skrev Paulus: „Er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til?“ (1 Korinther 14:36, da. aut.) Paulus stillede dem dette retoriske spørgsmål for at få dem til at forstå at de ikke skulle handle på egen hånd. Menighederne voksede og trivedes når de fulgte apostlenes ledelse. — Apostelgerninger 16:4, 5.

Et udtryk for Guds kærlighed

Hvordan er det i dag? Nogle viger måske tilbage fra at slutte sig til et organiseret trossamfund. De bibelske vidnesbyrd viser imidlertid at Gud altid har benyttet en organisation i forbindelse med gennemførelsen af sin hensigt. I det gamle Israel var de der tilbad ham, et organiseret folk, og de første kristne var også organiseret i deres gudsdyrkelse.

Er det da ikke logisk at antage at Jehova Gud også leder sit folk i dag, ligesom han gjorde i fortiden? Jo, og dét at hans tilbedere udgør et enigt, organiseret folk, er et udtryk for hans kærlige omsorg for dem. I dag benytter Jehova sin organisation som redskab til at gennemføre sin hensigt i forbindelse med menneskeheden. Hvordan finder vi ud af hvilken organisation det er? Her er nogle krav den må opfylde.

Sande kristne er organiseret med henblik på en opgave. (Mattæus 24:14; 1 Timoteus 2:3, 4) Jesus har givet sine disciple den opgave at forkynde den gode nyhed om Guds rige for alle nationer. Det ville ikke kunne lade sig gøre uden en international organisation. For at illustrere: Hvis du var alene, kunne du sikkert overkomme at sørge for mad til nogle få personer, men hvis du skulle give mad til flere tusinde mennesker, eller flere millioner, måtte du have hjælp af en større gruppe mennesker hvis indsats var godt organiseret og koordineret. I den opgave som sande kristne har, tjener de „skulder ved skulder“, eller „samarbejder i tjenesten“ for Gud. (Zefanias 3:9, Byington) Kunne et arbejde der udføres på så mange sprog og når ud til så mange racer og nationer, overhovedet udføres uden en enig og harmonisk organisation? Svaret giver sig selv.

Sande kristne er organiseret for at støtte og opmuntre hinanden. Hvis en bjergbestiger er alene, kan han selv afgøre hvor han vil klatre op, og han har ingen uerfarne rejsefæller at bekymre sig om. Men hvis han kommer i vanskeligheder eller der sker et uheld, er han i alvorlig fare. Der er ingen til at hjælpe ham. Det er altså ikke klogt at holde sig for sig selv. (Ordsprogene 18:1) Hvis kristne skal gøre det som Jesus pålagde dem, må de også hjælpe og støtte hinanden. (Mattæus 28:19, 20) Den kristne menighed giver Guds tjenere det der er behov for — bibelsk undervisning, oplæring og opmuntring til at fortsætte uden at miste modet. Ja, hvis der ikke var organiserede kristne møder med undervisning og fælles tilbedelse af Jehova, hvor ville man da kunne lære om hans veje? — Hebræerne 10:24, 25.

Sande kristne er organiseret for at tjene Gud i enhed. Når Jesu får hører hans stemme, bliver de „én hjord“ under hans ledelse. (Johannes 10:16) De er ikke spredt rundt i mange forskellige kirker og trossamfund; de er heller ikke splittede med hensyn til lærespørgsmål. Nej, de ’fører enig tale’. (1 Korinther 1:10) Hvis der skal være enhed iblandt os, må der være orden, og orden kræver organisering. Kun et enigt brodersamfund kan have Guds velsignelse. — Salme 133:1, 3.

Ægte kærlighed til Gud og til sandheden i hans ord har knyttet millioner af mennesker sammen i en organisation der opfylder disse og andre bibelske krav. Det er Jehovas Vidner. De udgør et organiseret og enigt samfund som jorden over bestræber sig for at gøre Guds vilje. De har tillid til dette løfte fra Gud: „Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ (2 Korinther 6:16) Også du kan få del i denne store velsignelse hvis du vælger at tilbede Jehova Gud sammen med hans organisation.

[Fodnoter]

^ par. 2 En mikrometer er en milliontedel af en meter.

^ par. 7 Se Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2, side 166-172, udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustrationer på side 13]

Israelitternes lejr var velorganiseret

[Illustration på side 14, 15]

Det kræver organisering at udføre det internationale forkyndelsesarbejde

Forkyndelse fra hus til hus

Nødhjælp

Stævner

Opførelse af bygninger til brug i tilbedelsen