Hvem har bestemt de love der styrer universet?

„KENDER du lovene for himlen?“ (Job 38:33, da. aut.) Med dette spørgsmål forsøgte Gud at hjælpe sin fortvivlede tjener Job til at forstå hvor lidt mennesker i virkeligheden ved i sammenligning med Skaberens ubegrænsede visdom. Hvad mener du om denne tanke?

Mennesker har lært en hel del om de love der styrer universet, men de fleste forskere indrømmer blankt at der endnu er meget at lære. Igen og igen har nye opdagelser fået forskere til at tage deres teorier om universet op til fornyet overvejelse. Er det spørgsmål Gud stillede Job, stadig relevant i betragtning af de nyeste forskningsresultater? Og beviser de fremskridt man har gjort, i virkeligheden at Jehova er den der har fastlagt universets love?

Bibelen indeholder nogle interessante udtalelser der er med til at besvare sådanne spørgsmål. Den hævder ikke at være en videnskabelig lærebog, men det den siger om stjernehimmelen, er forbavsende nøjagtigt og ofte langt forud for sin tid.

Set i et historisk perspektiv

Lad os sætte tingene i relief ved at gå tilbage til det fjerde århundrede før vor tidsregning, omkring hundrede år efter at nedskrivningen af Det Gamle Testamente — den hebraiske del af Bibelen — var fuldført. På det tidspunkt underviste den græske filosof Aristoteles fremtrædende lærde i sin opfattelse af verden. I dag regnes han stadig blandt de mest indflydelsesrige videnskabsmænd der nogen sinde har levet. (Se  rammen på side 25). Ifølge Encyclopædia Britannica var „Aristoteles historiens første rigtige videnskabsmand. . . . Alle videnskabsmænd står i gæld til ham.“

Aristoteles udarbejdede omhyggeligt en model for kosmos. Han opstillede et system hvor Jorden var centrum i et univers der bestod af over 50 krystalsfærer, eller kugleskaller, der var placeret inden i hinanden. Stjernerne var fæstnet til den yderste sfære og planeterne til sfærerne tættere på Jorden. Alt hinsides Jorden var evigt, uforanderligt. Disse idéer lyder måske fantasifulde i vores ører, men de øvede indflydelse på videnskaben i omkring 2000 år.

Hvordan er Aristoteles’ lære sammenlignet med Bibelens? Hvad har vist sig at være sandt? Lad os se på tre spørgsmål angående de love der styrer universet. Svarene vil hjælpe os til at opbygge tro på Bibelens forfatter, den der står bag „himmelens forskrifter“. — Job 38:33.

1. Er universet uforanderligt?

Aristoteles mente at de himmelske sfærer var uforanderlige. Hverken den sfære der holdt stjernerne på plads, eller de øvrige kunne trække sig sammen eller udvide sig.

Indeholder Bibelen lignende gisninger? Nej; den kommer ikke med nogen dogmatiske udtalelser på  dette område. Men læg mærke til et spændende billede der bruges: „Det er Ham der bor over jordens kreds — dens beboere er som græshopper — Ham der spænder himmelen ud som et tyndt flor, som breder den ud som et telt til at bo i.“ — Esajas 40:22. *

Hvad har vist sig at passe bedst til det vi ved i dag — Aristoteles’ model eller Bibelens beskrivelse? Hvordan betragter den moderne kosmologi universet? I det 20. århundrede overraskede det astronomer at finde ud af at universet slet ikke er uforanderligt. Faktisk ser det ud til at galakserne i stor hast bevæger sig væk fra hinanden. Få videnskabsmænd, om overhovedet nogen, havde forestillet sig en sådan udvidelse af universet. I dag mener de fleste kosmologer at universet befandt sig i en meget kompakt tilstand i begyndelsen og har udvidet sig lige siden. Videnskaben har altså stemplet Aristoteles’ model som forældet.

Hvad med Bibelens ord? Det er ikke svært at forestille sig en mand som profeten Esajas kigge op på den elegant udspændte stjernehimmel og tænke at den havde en forbløffende lighed med et telt der var spændt ud. * Måske har han endda syntes at Mælkevejen mindede om „et tyndt flor“.

Esajas sætter også nogle tankebilleder i gang hos os. Vi kan se et telt på Bibelens tid for os; måske forestiller vi os en relativt lille bylt af groftvævet stof der bliver åbnet og foldet ud inden stoffet spændes ud over pæle og  bliver til et telt. Vi kan også forestille os en købmand der tager en lille bylt florlet stof og breder det ud så en kunde kan se nærmere på det. I begge tilfælde er der tale om noget relativt kompakt der bredes ud og bliver større.

Vi hævder selvfølgelig ikke at Bibelens poetiske billede af et telt og af fint flor skal forklare udvidelsen af det fysiske univers. Men er det ikke fascinerende at Bibelen beskriver universet på en måde der harmonerer med moderne videnskab? Esajas levede over tre århundreder før Aristoteles’ tid og mere end to tusind år før videnskaben beviste at universet udvider sig. Alligevel har den beskrivelse som denne ydmyge hebraiske profet nedskrev, ikke brug for at blive revideret, som det er tilfældet med Aristoteles’ sindrige model.

2. Hvad holder himmellegemerne på plads?

Aristoteles opfattede universet som tæt pakket. Han mente at Jorden og dens atmosfære bestod af fire elementer — jord, vand, luft og ild. Resten af universet var fyldt med krystalsfærer, der alle bestod af et evigt stof som han kaldte æteren. Himmellegemerne var fastgjort til de usynlige sfærer. I lang tid følte de fleste videnskabsmænd sig tiltrukket af Aristoteles’ forestilling, da den så ud til at stemme med en grundlæggende antagelse: Hvis en genstand ikke hviler på eller er fastgjort til noget, vil den falde ned.

Hvad siger Bibelen? Den citerer en trofast mand ved navn Job, der sagde om Jehova: „Han . . . hænger jorden på intet.“ (Job 26:7) Der er ingen tvivl om at Aristoteles ville have fundet denne tanke latterlig.

I det 17. århundrede, omkring 3000 år efter Jobs tid, troede de fleste videnskabsmænd at universet var fyldt, ikke med krystalsfærer, men med en eller anden form for væske. Men senere i dette århundrede præsenterede fysikeren sir Isaac Newton en helt anderledes teori. Himmellegemerne blev tiltrukket af hinanden som følge af gravitationen, sagde han. Newton var kommet et skridt nærmere mod at forstå at Jorden og andre himmellegemer i virkeligheden hænger i det tomme rum, altså „på intet“ set med menneskers øjne.

Newtons teori om gravitationen mødte stor modstand. Det var stadig svært for mange der interesserede sig for videnskab, at forestille sig at der ikke var noget håndgribeligt til at holde stjernerne og de andre himmellegemer på plads. Hvordan skulle vores kæmpe jordklode eller himmellegemerne bare kunne hænge frit i rummet? For nogle virkede det som en overnaturlig tanke. Siden Aristoteles’ tid havde de fleste videnskabsmænd været overbeviste om at rummet måtte være fyldt med et eller andet.

 Job vidste naturligvis ikke noget om de usynlige kræfter der fastholder Jorden i dens bane rundt om Solen. Men hvad fik ham så til at sige at Jorden hænger „på intet“?

Tanken om at Jorden hænger på intet, rejser et andet spørgsmål: Hvad holder den og de andre himmellegemer på plads i deres baner? Læg mærke til det interessante spørgsmål Gud engang stillede Job: „Kan du binde stjernebilledet Kimas bånd, eller kan du løse Kesils lænker?“ (Job 38:31) Aften efter aften i sit lange liv så Job disse kendte stjernebilleder komme til syne og forsvinde på himmelen. * Men hvorfor så de ens ud, år efter år, årti efter årti? Hvilke „bånd“, eller kræfter, holdt disse stjerner, og alle andre himmellegemer, i deres relative positioner? Det har helt sikkert været ærefrygtindgydende for Job at tænke over det.

Hvis stjernerne ganske enkelt sad fast på himmelske sfærer, ville der ikke være behov for noget til at holde dem på plads. Først flere tusind år senere lærte videnskabsmænd mere om de usynlige „bånd“, eller „lænker“, der holder himmellegemerne sammen i deres langsomme dans gennem det vidtstrakte sorte rum. Isaac Newton og senere Albert Einstein blev berømte for deres opdagelser på dette felt. Job vidste selvfølgelig intet om de kræfter Gud bruger til at binde himmellegemerne sammen. Men ikke desto mindre har de inspirerede ord i Jobs Bog vist sig langt mere troværdige end den lærde Aristoteles’ teorier. Hvem anden end den der har fastlagt lovene, kunne have en sådan indsigt?

3. Evige eller forgængelige?

Aristoteles mente at der var en kolossal forskel på himmelen og Jorden. Jorden, sagde han, er foranderlig, vil nedbrydes og forfalde, mens æteren som stjernehimmelen består af, er fuldstændig uforanderlig, evig. Aristoteles’ krystalsfærer og himmellegemerne der var fastgjort på dem, ville aldrig forandres, nedbrydes eller dø.

Er det også det Bibelen siger? I Salme 102:25-27 står der: „For længe siden grundlagde du jorden, og himmelen er dine hænders værk. De vil gå til grunde, men du vil blive stående; som en klædning vil de alle slides op. Som en dragt vil du skifte dem ud, ja, de udskiftes. Men du er den samme, og dine år slipper ikke op.“

Læg mærke til at salmisten, der måske nedskrev disse ord to århundreder før Aristoteles’ tid, ikke pegede på nogen modsætning mellem Jorden og stjernehimmelen, som om Jorden nedbrydes, mens stjernerne er evige. Tværtimod stillede han både himmelen og Jorden op som en kontrast til Gud, den mægtige Ånd der står bag skabelsen af dem. * Denne salme antyder at stjernerne er lige så forgængelige som det der er på Jorden. Hvad er den moderne videnskab så nået frem til?

Geologien støtter både Bibelens og Aristoteles’ udsagn om at det der er på Jorden, nedbrydes. Faktisk bliver klipper og bjerge hele tiden nedbrudt gennem erosion, og nye bliver dannet som følge af vulkansk og anden geologisk aktivitet.

Hvad så med stjernerne? Kan de, som Bibelen antyder, forgå, eller er de evige af natur, som Aristoteles mente? I det 16. århundrede begyndte europæiske astronomer at tvivle på Aristoteles’ forestilling om evige stjerner da de, for første gang, observerede  en supernova, en spektakulær stjerneeksplosion. Forskere har senere observeret at stjerner dør i voldsomme eksplosioner, brænder langsomt ud eller endda kollapser. Astronomer har imidlertid også observeret nye stjerner der fødes i gasskyer af materiale fra gamle stjerner der er eksploderet. Bibelskribentens illustration med tøj der slides op og skiftes ud, er derfor utrolig rammende. * Er det ikke interessant at denne salmist fra fortiden formåede at skrive noget der harmonerer så godt med de nyeste opdagelser?

Nu kan det godt være at du tænker: ’Lærer Bibelen at Jorden eller stjernehimmelen som et hele en dag vil forgå og skal erstattes?’ Nej, Bibelen lover at de vil bestå for evigt. (Salme 104:5; 119:90) Men det skyldes ikke at de i sig selv er evige; derimod har Gud der skabte dem, lovet at opretholde dem. (Salme 148:4-6) Han siger ikke noget om hvordan, men er det ikke indlysende at den der har skabt universet, har den kraft der skal til for at opretholde det? Det kunne sammenlignes med at en murermester kærligt vil vedligeholde et hus han har bygget til sig selv og sin familie.

Hvem fortjener herligheden og æren?

Det får vi et klart svar på når vi tænker over nogle få af universets love. Fyldes vi ikke med ærefrygt når vi tænker over hvem der har skabt de talløse stjerner der er bredt ud over det vidtstrakte rum, holder dem på plads ved hjælp af gravitationen og opretholder dem gennem deres endeløse cyklusser?

Måske beskrives grunden til at føle en sådan ærefrygt bedst med ordene i Esajas 40:26: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn.“ Stjernerne sammenlignes meget passende med en hær, der kan bestå af et enormt antal soldater. Uden en hærførers befalinger ville hæren bare være en kaotisk menneskemasse. Uden Jehovas love ville planeterne, stjernerne og galakserne ikke følge præcise baner; alt ville være kaos. Stjernerne er som en milliardtallig hær med en Hærfører der ikke kun giver befaling til hvordan hans tropper skal bevæge sig, men også kender den enkelte soldats navn, færden og situation!

Universets love giver os et glimt af denne Hærførers underfulde sind. Hvem ellers kunne have bestemt disse love og inspireret mænd til at nedskrive så præcise beskrivelser af den slags emner flere århundreder og endda årtusinder før videnskabsmændene forstod dem? Vi har derfor al mulig grund til at give Jehova „herligheden og æren“. — Åbenbaringen 4:11.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustrationer på side 24, 25]

 Stor indflydelse på eftertiden

„Aristoteles var oldtidens største filosof og videnskabsmand.“ Sådan siger bogen The 100 — A Ranking of the Most Influential Persons in History (De 100 — En rangliste over de mest indflydelsesrige mennesker i historien). Det er ikke svært at forstå hvorfor der er faldet sådanne udtalelser om denne usædvanlige mand. Aristoteles (384-322 f.v.t.) var elev af den berømte filosof Platon og kom senere til at undervise den prins der blev Alexander den Store. Ifølge nogle gamle lister omfattede Aristoteles’ enorme mængder skriverier omkring 170 bøger, hvoraf 47 har overlevet. Han skrev en hel del om astronomi, biologi, kemi, zoologi, fysik, geologi og psykologi. Nogle af de minutiøse detaljer han nedskrev om levende ting, blev ikke observeret og studeret igen før flere hundrede år senere. „Aristoteles’ indflydelse på alle senere vestlige tanker har været enorm,“ siger førnævnte bog, men tilføjer: „Beundringen for Aristoteles blev så stor at det i senmiddelalderen grænsede til afgudsdyrkelse.“

[Kildeangivelser]

Royal Astronomical Society/​Photo Researchers, Inc.

Fra bogen A General History for Colleges and High Schools, 1900

[Illustration på side 26, 27]

Gravitationen holder himmellegemerne på plads

[Kildeangivelse]

NASA og The Hubble Heritage Team (AURA/​STScl)

[Illustration på side 26, 27]

Stjernehoben Plejaderne (Syvstjernen)

[Illustration på side 28]

Nogle stjerner ender som en supernova

[Kildeangivelse]

ESA/​Hubble

[Illustration på side 28]

Nye stjerner fødes i en stjernetåge

[Kildeangivelse]

J. Hester og P. Scowen (AZ State Univ.), NASA

[Illustration på side 24]

© Peter Arnold, Inc./​Alamy