Hvem skal lære børn om Gud?
Hvem skal lære børn om Gud?
„En elev står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært vil være som sin lærer.“ — LUKAS 6:40.
NOGLE forældre føler sig ikke egnede til at lære deres børn om Gud. De mener måske ikke at de har uddannelse nok eller ved tilstrækkeligt om religion til at være gode lærere. I stedet foretrækker de at overlade det til skolen eller til en præst.
Men hvem er egentlig de bedste til at give børn undervisning i religion og moral? Se engang hvad Bibelen siger om det, og sammenlign Bibelens ord med det forskere har fundet ud af.
Hvilken rolle har faderen?
Hvad Bibelen siger: „Fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4, da. aut.
Hvad forskere har fundet ud af: Hvad gavn har en far af at have en fast religiøs overbevisning? Et universitet i Indiana i USA udgav i 2009 en artikel med titlen „Fædres religiøse engagement og børns tidlige adfærd“. Her stod der: „At være engageret i et trossamfund kan hjælpe mænd til at blive bedre fædre. Religion giver den enkelte social støtte og faste rammer og giver samtidig nogle læresætninger
og anvisninger på hvordan man kan leve sit liv.“Ifølge Bibelen har faderen stor betydning for et barns opdragelse og oplæring. (Ordsprogene 4:1; Kolossenserne 3:21; Hebræerne 12:9) Men er Bibelens råd stadig relevante? I 2009 udgav University of Florida en artikel om den betydning fædre har for deres børn. Forskere havde påvist at børn hvis fædre tog aktivt del i opdragelsen, viste større empati og havde højere selvværd. Drengenes opførsel var bedre, og pigerne var psykisk stærkere. Jo, Bibelens vejledning er i høj grad relevant i dag.
Hvor vigtig er moderens rolle?
Hvad Bibelen siger: „Afvis ikke din mors belæring.“ — Ordsprogene 1:8, da. aut.
Hvad forskere har fundet ud af: I Handbook of Child Psychology, der udkom i USA i 2006, står der: „Mødre bruger i gennemsnit mellem 65 og 80 procent mere tid end fædre på direkte, personlig kontakt med deres små børn, og procenttallene er de samme i mange andre lande.“ Da moderen har så meget kontakt med barnet, har hendes holdninger og det hun siger og gør, dyb indvirkning på barnets udvikling.
Når en mor og en far samarbejder om at undervise deres børn i sandheden om Gud, giver de børnene mindst to store gaver. For det første får børnene mulighed for at knytte venskab med deres Far i himmelen, et venskab der kan blive til gavn for dem livet igennem. Og for det andet lærer børnene af forældrenes eksempel hvordan en mand og en hustru arbejder sammen for at nå nogle vigtige mål. (Kolossenserne 3:18-20) Andre kan måske hjælpe til, men det er forældrene selv der har ansvaret for at lære deres børn om Gud og om hvordan Gud ønsker at en familie skal fungere.
Men hvordan skal forældre bære sig ad med at undervise deres børn? Hvilke metoder virker bedst?