Et brev fra Congo (Kinshasa)

I skyggen af „bjerget af ild“

EFTERHÅNDEN som solen står op over byen Goma, males himmelen i lyserøde og orange farver. Hver dag møder der os et betagende syn — Nyiragonyobjerget, en af de mest aktive vulkaner i verden. Fra det åbne krater rejser der sig en konstant søjle af røg, og om natten får denne røg et rødligt skær fordi den reflekterer lavaen i krateret.

På swahili kalder man bjerget for Mulima ya Moto, som betyder „bjerget af ild“. Sidste gang der forekom et større udbrud fra Nyiragonyo, var i 2002. Mange af vores naboer og venner her i Goma mistede dengang alt hvad de ejede. I nogle af de distrikter hvor min mand og jeg forkynder, går vi langs et område med størknet, ujævn lava, og det får mig til at tænke på at det måske er sådan der ser ud på månen. De der bor her, ligner derimod ikke den hårde lava. De er milde og livlige, og deres hjerter er modtagelige for den gode nyhed vi forkynder. Det gør tjenesten i skyggen af ”bjerget af ild” til en stor og glædelig oplevelse.

Denne lørdag morgen vågner jeg fuld af forventning. Min mand og jeg vil sammen med nogle andre missionærer og vores venner, der er på besøg, bruge dagen på at forkynde i en flygtningelejr lige vest for byen Mugunga. Mange er flygtet hertil fra voldelige angreb i deres hjemby.

Vi fylder bilen med bibelske publikationer på fransk, kiswahili og kinyarwanda, og så tager vi af sted. Mens vi bumper ud ad vejen mod Sake, vågner byen. Unge mænd trækker allerede af sted med deres tungt læssede chukudu’er (håndlavede cykler af træ til transport af varer). Kvinder med farverige klæder viklet omkring sig går yndefuldt langs vejen med store byrder på hovedet. Mototaxier har travlt med at køre folk på arbejde og til markedet. Og spredt rundt om i landskabet ligger brunligt-sorte træhuse der er malet med blåt.

Vi ankommer til rigssalen i Ndosho for at møde nogle af vores trosfæller som vil tage med os ud til lejren for at forkynde. Det rører mig at se både unge, enker, forældreløse og nogle med fysiske begrænsninger. Mange af dem har lidt utrolig meget, men har fået et bedre liv ved at leve efter de bibelske principper. Deres hjerter er fyldt med håbet fra Bibelen, og de er ivrige efter at fortælle andre om det. Efter et kort møde med forslag til hvilke vers fra Bibelen der ville opmuntre dem vi  mødte, var vi 130 der tog af sted i fem minibusser og en firhjulstrækker.

Omkring en halv time senere ankommer vi til lejren. Hundredvis af små hvide telte er slået op på et område af størknet lava. Midt i lejren er der lange lige rækker af offentlige toiletter og fælles faciliteter hvor man kan vaske tøj. Der er mennesker overalt — de vasker, laver mad, afskaller bønner og fejer foran deres telte.

Vi møder en mand der hedder Papa Jacques, som har ansvaret for en bestemt del af lejren. Han er bekymret over at skulle opdrage sine børn i disse vanskelige tider. Han blev begejstret da vi gav ham bogen Unge spørger — Svar der duer og sagde at han gerne ville læse den og bagefter samle små grupper for at dele det han lærer, med andre.

Lidt længere henne møder vi en dame der hedder Mama Beatrice. Hun spørger os om hvorfor Gud tillader lidelser, for hun tror at Gud straffer hende. Hendes mand blev dræbt i krigen, hendes datter er alenemor og kæmper for at sørge for sit barn her i lejren, og hendes søn blev kidnappet for flere måneder siden. Hun ved ikke hvor han befinder sig.

Alt det sørgelige Mama Beatrice fortæller, får mig til at tænke på hvad Job må have følt da han fik overbragt alle de frygtelige nyheder. Vi viser hende årsagerne til lidelser og forsikrer hende om at det hun har været ude for, ikke er en straf fra Gud. (Job 34:10-12; Jakob 1:14, 15) Vi fremhæver også de forandringer Gud snart vil gøre på jorden ved hjælp af sit rige. Langsomt mildnes hendes ansigt; hun lyser op i et smil og siger at hun er besluttet på at fortsætte med at studere Bibelen og bede Gud om hjælp.

Alle i gruppen har haft en dejlig dag, og vi føler at Jehova virkelig har hjulpet os til at give dem vi har mødt, håb og opmuntring. Da vi forlader lejren, er der mange af beboerne som vinker med deres traktater, blade og bøger for at sige farvel til os.

På turen hjem er der tid til at tænke over dagens begivenheder. Jeg er dybt taknemmelig over at have oplevet en sådan særlig dag. Jeg husker den værdsættelse Papa Jacques viste, den lettelse jeg så i Mama Beatrices øjne, og det faste håndtryk fra en ældre kvinde der kun kunne kommunikere med mig via smil. Jeg tænker på de unge der stillede intelligente spørgsmål og viste en modenhed der langt overgik deres alder. Jeg beundrer den karakterstyrke jeg så hos mennesker der stadig kan smile og le til trods for deres fortvivlede situation.

I denne del af verden ser vi de oprigtige bestræbelser som mange gør sig for at afhjælpe nøden hos dem der lider. I dag har det været et stort privilegium ud fra Bibelen at vise folk hvad der er den varige løsning på deres problemer. Hvor er jeg glad for at være med i det største åndelige nødhjælpsarbejde verden nogen sinde vil blive vidne til!