Hvem kan tyde Bibelens profetier?
Hvem kan tyde Bibelens profetier?
At løse den gordiske knude var efter sigende den største udfordring der fandtes på Alexander den Stores tid. Knuden var kompliceret, og hvis én kunne binde den op, var han meget vís og havde udført en enestående bedrift. * Legenden siger at Alexander løste problemet ved at hugge knuden over med et enkelt sværdhug.
NED gennem historien har vise mænd ikke bare søgt at binde vanskelige knuder op, men også at løse gåder, tyde profetier og endda forudsige fremtiden.
Som oftest har dette imidlertid oversteget deres evner. De vise mænd i Babylon var for eksempel ude af stand til at tyde den skrift der mirakuløst trådte frem på væggen i kong Belsazzars palads under en løssluppen fest. Kun Daniel — Jehova Guds aldrende profet, der havde ry for at kunne „løse knuder“ — var i stand til at tyde skriftens profetiske budskab. (Daniel 5:12) Det var en profeti der forudsagde det babyloniske verdensriges fald, og den blev opfyldt samme nat! — Daniel 5:1, 4-8, 25-30.
Hvad er en profeti?
En profeti kan bredt defineres som en forudsigelse af fremtiden — dét at beskrive en begivenhed før den finder sted. Sand profeti er et budskab der stammer fra Gud, en åbenbaring af Guds vilje og hensigt. Bibelen indeholder profetier om Messias’ fremståen og identitet og om „afslutningen på tingenes ordning“, foruden domsbudskaber fra Gud. — Mattæus 24:3; Daniel 9:25.
Nutidens „vismænd“ inden for videnskab, økonomi, sundhed, politik, miljøforhold og meget andet prøver også at forudsige fremtiden. Mange af deres forudsigelser får stor omtale i medierne — og bliver hurtigt accepteret af offentligheden — men i bedste fald drejer det sig om kvalificerede gæt og personlige meninger. Hver gang der fremsættes en mening, fremsættes der utallige modsatte meninger og argumenter. At give sig af med at forudsige fremtiden er meget risikabelt.
Kilden til sand profeti
Men hvad så med sande profetier — hvor kommer de fra, og hvem kan tyde, eller fortolke, dem? Apostelen Peter skrev: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning.“ (2 Peter 1:20) Det græske ord der her er oversat med „fortolkning“, indeholder tanken om „løsning, afsløring“ i den betydning at „der bliver løst op for noget som før har været bundet“. I The Amplified New Testament indeholder gengivelsen af Peters ord derfor den tanke at ingen mennesker kan ’løse op’ for en profeti.
Se for dig en sømand som binder en kompliceret knude på et reb. Når han er færdig med at binde knuden, kan andre godt se at rebet med dets forskellige tråde er bundet i en knude, men det er langtfra sikkert at de vil kunne løse den op. Sådan kan folk i dag se en række tendenser der peger mod en fremtid som ligner en kompliceret knude, men de kan ikke vide med sikkerhed hvordan begivenhederne vil udfolde sig, eller ’løses op’.
De fortidige profeter der, som Daniel, var inspireret af Gud, gav sig ikke til at analysere tidens tendenser for at finde ud af hvad fremtiden ville bringe, og så udtale dette som en profeti. Hvis det var på den måde de havde prøvet at løse fremtidens gåde, ville deres profetier kun have været et produkt af deres egen fantasi. Det ville bare have været menneskers forudsigelser, og den slags hviler på et ufuldkomment grundlag. Men sådan var det ikke, for Peter fortsatte: „Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ —’Det tilkommer Gud at give tydninger’
Engang for 3700 år siden sad to mænd indespærret i et fængsel i Egypten. De fik hver især en gådefuld drøm. Da de ikke havde mulighed for at tale med nogen af landets vise mænd, gav de udtryk for deres rådvildhed over for en medfange som hed Josef: „Vi har haft en drøm, og der er ingen som kan tyde den.“ Josef, der tjente Gud, bad dem om at gengive deres drøm for ham, og sagde: „Tilkommer det ikke Gud at give tydninger?“ (1 Mosebog 40:8) Kun Jehova Gud har evnen til at tyde profetier — ligesom en erfaren sømand er i stand til at binde vanskelige knuder op. Det var jo også Gud der var ophavsmand til disse profetier. Han havde så at sige ’bundet dem’, og derfor var det også logisk at han kunne ’løse dem op’, det vil sige forklare hvordan de skulle tydes. Det var rigtigt af Josef at give Gud æren for dette.
Hvad vil det da sige at ’det tilkommer Gud at give tydninger’? Det gælder på flere måder. Nogle gange er en profetis opfyldelse nævnt i forbindelse med selve profetien. Så er det let at ’løse knuden’ — ligesom hvis en sømand viser hvordan en knude kan løses op. — 1 Mosebog 18:14; 21:2.
I andre tilfælde forstår man en profeti ved at undersøge sammenhængen. Profeten Daniel fik et profetisk syn hvori han så ’en vædder som havde to horn’; den blev kastet til jorden af ’en lodden gedebuk’ der havde „et anseligt horn mellem øjnene“. Det fremgår af sammenhængen at vædderen med de to horn skildrer „Mediens og Persiens konger“, og at gedebukken står for „Grækenlands konge“. (Daniel 8:3-8, 20-22) Over 200 år senere begyndte „det store horn“ — Alexander den Store — at erobre Persien. Den jødiske historiker Josefus hævder at Alexander, mens han var på et felttog i nærheden af Jerusalem, fik forevist netop denne profeti og var overbevist om at den var møntet på ham.
Også i en anden forstand gælder det at ’det tilkommer Gud at give tydninger’. Josef var en trofast tjener for Jehova Gud, og det var under Guds hellige ånds ledelse han var i stand til at forstå betydningen af de gådefulde drømme som hans medfanger gengav for ham. (1 Mosebog 41:38) Når Guds tjenere i dag savner klarhed over hvordan en bestemt profeti skal forstås, beder de om hans ånds ledelse, og så studerer de Bibelen, som er inspireret af hans ånd, og ransager den flittigt. Vejledt af Gud kan de finde steder i Bibelen som medvirker til at kaste lys over visse profetier. Forståelsen, eller tydningen, kommer ikke gennem noget menneske med særlige evner. Den kommer fra Gud fordi det er i kraft af hans ånd og hans ord at hans tjenere forstår profetierne. For at få den rette forståelse søger man ikke andre steder end i Bibelen, heller ikke hos mennesker der prøver at forudsige hvad der vil ske. — Apostelgerninger 15:12-21.
Man kan desuden sige at ’det tilkommer Gud at give tydninger’ i den forstand at han afgør hvornår hans trofaste tjenere på jorden skal forstå en profeti. Hvordan en profeti skal forstås, kan vise sig før, under eller efter at den er gået i opfyldelse. Da det er Gud der er profetiernes ophavsmand — den der så at sige har ’bundet knuden’ — har han ret til at åbenbare forståelsen, eller binde knuden op, når hans tid er inde.
I beretningen om Josef og hans to medfanger tydede Josef deres drømme tre dage før de 1 Mosebog 40:13, 19) Da han senere blev ført frem for den mægtige Farao for at tyde hans drømme, stod man lige på tærskelen til syv år med overflod. Med Guds ånds hjælp afslørede Josef hvad Faraos drømme betød, sådan at man kunne træffe forberedelser til at oplagre det forudsagte rekordstore høstudbytte. — 1 Mosebog 41:29, 39, 40.
gik i opfyldelse. (I andre tilfælde forstår Guds tjenere først profetierne fuldt ud når de er blevet opfyldt. Mange begivenheder i Jesu liv var blevet forudsagt flere hundrede år før han blev født, men hans disciple fik først den fulde forståelse af dette efter hans opstandelse. (Salme 22:18; 34:20; Johannes 19:24, 36) Og i Daniel 12:4 læser vi at der skulle ’sættes segl’ for visse profetier „indtil endens tid“, hvor ’kundskaben ville blive stor’, som Daniel sagde. Vi lever på netop den tid hvor disse profetier er ved at gå i opfyldelse. *
Bibelens profetier og dig
Josef og Daniel trådte frem for herskere på deres tid og overgav profetiske budskaber der berørte hele folk og riger. De kristne i det første århundrede trådte frem for deres samtidige som talsmænd for Jehova, som er ophav til al sand profeti, og det blev til stor gavn for enhver som tog imod deres budskaber.
I dag forkynder Jehovas Vidner i hele verden et profetisk budskab — den gode nyhed om Guds rige — og gør det kendt at Jesu profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ er ved at gå i opfyldelse. (Mattæus 24:3, 14) Ved du hvad denne profeti går ud på, og hvordan den vil berøre dig? Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig til at forstå og få gavn af denne profeti, som er en af de vigtigste af alle Bibelens profetier.
[Fodnoter]
^ par. 2 Ifølge et græsk sagn var der i Frygiens hovedstad, Gordion, en vogn som havde tilhørt byens grundlægger, Gordios. Vognstangen var bundet til vognen med en kompliceret knude, og den der løste den, ville blive Asiens hersker.
^ par. 19 Se tema-artiklerne „Seks bibelprofetier du ser gå i opfyldelse“ i dette blads udgave for 1. maj 2011.
[Illustrationer på side 12, 13]
Både Josef og Daniel gav Gud æren når de forklarede betydningen af en profeti