Naturkatastrofer — Hvordan kan man forholde sig?
I betragtning af at naturkatastrofer bliver stadig hyppigere og mere ødelæggende, hvordan kan man da forholde sig? Lad os se på nogle konkrete skridt man kan tage.
Søg væk fra truede områder.
„Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 22:3) Det er et klogt råd som også gælder i katastrofesituationer. Hvis der advares om at der muligvis vil komme et vulkanudbrud, en oversvømmelse eller en orkan, siger den sunde fornuft at hvis man bor i det truede område, bør man søge hen til et mere sikkert sted. Livet er mere værd end et hus eller andre materielle ejendele.
Nogle har måske mulighed for at vælge ikke at bo i en risikozone. En autoritet siger: „Faren for katastrofer er geografisk set meget koncentreret. Den største del af risikoen findes på en meget lille del af jordens overflade, og de fleste af fremtidens større katastrofer vil ske i de områder.“ Det kan for eksempel gælde nogle lavtliggende kystegne og områder langs jordens brudzoner. Hvis man kan undgå at bo i disse højrisikoområder, eller man kan flytte derfra, kan man i høj grad begrænse risikoen for at blive offer for en katastrofe.
Hav en handlingsplan.
Uanset hvor mange forholdsregler man tager, kan man alligevel uventet blive offer for en voldsom begivenhed. I så fald vil man lettere kunne klare sig hvis man har planlagt visse ting på forhånd. Det er også i harmoni med rådet i Ordsprogene 22:3, som blev citeret før. Har du for eksempel samlet nogle nødforsyninger og andet som står klar til at tage med? I en FN-publikation med titlen 1-2-3 of Disaster Education anbefales det at man har følgende parat: et førstehjælpssæt, vand på flasker, langtidsholdbare madvarer og vigtige papirer. Det er også en god idé at man taler med sin familie om de katastrofer der kunne ske, og hvad man vil gøre i de pågældende tilfælde.
Hold dig nær til Gud.
Det er en hjælp i enhver situation. Bibelen omtaler Gud som „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. I et andet vers kaldes han for den Gud „som trøster dem der er nedslåede“. — 2 Korinther 1:3, 4; 7:6.
Ja, Gud er fuldt ud klar over hvad de der stoler på ham, kommer ud for. Han er en kærlig Gud og giver opmuntring og lindring på mange måder. (1 Johannes 4:8) Ved at bede til ham — ikke om mirakler, men om at han vil give sin magtfulde hellige ånd — kan man få hjælp i enhver situation. Den hellige ånd kan minde én om passager i Bibelen der giver trøst og ro når man er udsat for trængsler. Guds trofaste tjenere kan erfare det samme som David, en konge i fortidens Israel, der sagde: „Selv om jeg går i dalen med dystert mørke, frygter jeg intet ondt, for du er med mig; din kæp og din stav er min trøst.“ — Salme 23:4.
Bøn — ikke om mirakler, men om Guds magtfulde hellige ånd — kan være en hjælp i alle situationer
Kristne hjælper hinanden.
I det første århundrede tilkendegav en kristen profet ved navn Agabus „at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord; den kom virkelig i Claudius’ tid“. Denne hungersnød ramte mange af Jesu disciple i Judæa alvorligt. Hvad gjorde de disciple der boede andre steder, da de hørte om deres medkristnes vanskeligheder? Vi læser i beretningen: „Disciplene besluttede så at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i Judæa.“ (Apostelgerninger 11:28, 29) De viste deres kærlighed ved at sende nødhjælp.
Når der sker alvorlige katastrofer i dag, reagerer Guds tjenere på samme måde. Jehovas Vidner er kendt for at hjælpe hinanden. Da der for eksempel skete et kraftigt jordskælv i Chile den 27. februar 2010, reagerede Jehovas Vidner hurtigt med hjælp til de ramte. Karla, hvis hjem blev skyllet væk af en tsunami, fortæller: „Det var en fantastisk trøst og opmuntring at der allerede dagen efter kom nogle Jehovas Vidner fra andre dele af landet for at hjælpe os. Der er slet ingen tvivl om at Jehova har givet os trøst gennem den godhed disse frivillige viste. Jeg følte mig elsket og tryg.“ Hendes morfar, som ikke er et af Jehovas Vidner, lagde mærke til den hjælp hun fik. Han sagde: „Dette er noget helt andet end det jeg har oplevet gennem mange år i min kirke.“ Det han så, fik ham til at bede Jehovas Vidner om at få et bibelstudium.
Kristne hjælper hinanden når de har været udsat for en katastrofe
Ja, man har stor gavn af at holde sig nær til dem der elsker Gud — også i svære tider. Men vil der nogen sinde komme en tid hvor jorden ikke længere bliver hjemsøgt af katastrofer? Lad os se hvad Bibelen siger om dette emne.