Abraham — Hans mod

Abraham betragter sin familie og sine tjenere mens de alle gør sig klar til at drage af sted mod Kana’ans land. (1 Mosebog 12:1-5) Han ser på disse mange mennesker der er afhængige af ham, og han har en stærk følelse af ansvar over for dem. Hvordan skal han kunne sørge for dem materielt når de befinder sig i et ukendt land? Ville det have været lettere her i Ur, hvor der er velstand, god plads til græsning, frugtbar jord og rigeligt med vand? Hvad nu hvis han bliver syg eller dør i det nye land? Hvem vil så tage sig af hans familie? Hvis Abraham nærer den slags bekymringer, lader han sig i hvert fald ikke standse af dem. Han er besluttet på at adlyde Guds bud, ske hvad der vil — et tegn på ægte mod.

 HVAD ER MOD? Det er den egenskab der gør en person stærk, frimodig og villig til at vove eller turde noget — det modsatte af at være fej eller frygtsom. At man er modig, betyder dog ikke nødvendigvis at man aldrig er bange. Men den der har det mod som kommer fra Gud, handler selvom han er bange.

HVORDAN VISTE ABRAHAM MOD? Abraham var villig til at gå imod flertallet. Abraham voksede op i et samfund hvor folk tilbad mange forskellige guder og gudebilleder. Men han lod ikke frygten for andres mening forhindre ham i at gøre det han vidste var rigtigt. Han valgte modigt at skille sig ud ved kun at tjene én Gud — „den højeste Gud“, Jehova. — 1 Mosebog 14:21, 22.

Abraham satte sin tilbedelse af den sande Gud over materielle interesser. Han var villig til at give afkald på sit behagelige liv i Ur og begive sig ud i ørkenen, idet han havde fuld tillid til at Jehova ville dække hans materielle behov. Det kan godt være at Abraham, efterhånden som årene gik, tænkte tilbage på nogle af de behageligheder han havde haft i Ur. Men han var overbevist om at Jehova altid ville sørge for ham og hans familie. Ved at holde sig nær til Jehova og gøre ham til den vigtigste person i livet fandt han mod til at adlyde hans bud.

HVAD KAN VI LÆRE AF DET? Vi kan efterligne Abraham ved at opdyrke mod til at adlyde Jehova selvom andre omkring os ikke adlyder ham. Bibelen fortæller os for eksempel at de der holder fast ved deres tro på Jehova Gud, kan møde modstand, måske fra velmenende venner og slægtninge. (Johannes 15:20) Men når vi er overbeviste om at det vi har lært om Jehova, er rigtigt, vil vi forsvare vores tro — selvfølgelig med respekt. — 1 Peter 3:15.

Vi kan også stole på Guds løfte om at han vil sørge for dem der sætter deres lid til ham. En sådan tillid giver os mod til at gøre det åndelige, og ikke det materielle, til det vigtigste i vores liv. (Mattæus 6:33) Læg mærke til hvordan en familie har gjort det.

Doug og Becky havde to små sønner, men ønskede alligevel at flytte til et land hvor der var behov for flere forkyndere af Bibelens gode nyhed. Efter at have undersøgt sagen omhyggeligt og bedt inderligt til Gud besluttede de at gøre alvor af deres planer. „Det krævede mod at flytte til et andet land sammen med børnene uden at vide præcis hvordan det hele ville gå,“ siger Doug. „Men allerede tidligt i beslutningsprocessen drøftede vi Abraham og Saras eksempel. Det hjalp os virkelig at tænke på hvordan de stolede på Jehova — og aldrig blev svigtet af ham.“

Om tilværelsen i det fremmede land siger Doug: „Vi er i den grad blevet velsignet!“ Han forklarer: „Fordi vores liv er meget enklere end før, kan vi bruge det meste af dagen sammen som familie — vi forkynder, snakker sammen og leger med drengene. Det er en følelse af frihed som er svær at beskrive.“

Det er selvfølgelig ikke alle der er i stand til at foretage så stor en forandring. Men vi kan alle efterligne Abrahams eksempel ved at lade tilbedelsen af Gud have høj prioritet i vores liv og stole på at han vil sørge for os. Når vi gør det, følger vi Bibelens tilskyndelse til at „være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.’“ — Hebræerne 13:5, 6.

[Tekstcitat på side 7]

Den der har det mod som kommer fra Gud, handler selvom han er bange

 [Ramme/​illustration på side 8]

En gudfrygtig kvinde og en elsket hustru

Sara var gift med en mand der havde en enestående tro. Men hun var selv en gudfrygtig kvinde hvis eksempel er værd at efterligne. Hele tre gange omtaler Bibelen hende som en rollemodel for gudfrygtige kvinder. (Esajas 51:1, 2; Hebræerne 11:11; 1 Peter 3:3-6) Bibelen giver forholdsvis få oplysninger om denne bemærkelsesværdige kvinde, men det vi får at vide, giver os et tiltalende indtryk af hende.

Tænk for eksempel på hvordan Sara umiddelbart reagerede dengang Abraham fortalte hende at Gud havde påbudt dem at rejse væk fra Ur. Spekulerede hun på hvor de skulle hen, og hvorfor? Var hun bekymret for hvordan de skulle få de materielle behov dækket? Var hun ked af at skulle forlade familie og venner uden at vide om hun nogen sinde ville få dem at se igen? Uden tvivl har hun haft alle disse tanker. Men hun var alligevel villig til at tage af sted, idet hun stolede på at Jehova ville velsigne hende fordi hun var lydig. — Apostelgerninger 7:2, 3.

Sara var ikke bare en lydig tjener for Gud, men også en fortrinlig hustru. Hun konkurrerede ikke med sin mand om hvem der skulle bestemme i familien, men nærede en oprigtig respekt for sin mand, samtidig med at hun kærligt støttede hans beslutninger. Ved at gøre dette kan man sige at hun ’prydede sig’, eller gjorde sig smuk, i kraft af sine positive egenskaber. — 1 Peter 3:1-6.

Kan hustruer i dag have glæde af at efterligne Sara? „Saras eksempel har lært mig at jeg gerne må tale åbent til min mand og give udtryk for min mening,“ siger en kvinde ved navn Jill, som har været lykkeligt gift i over 30 år. „Men det er min mand der, som familiens overhoved, har ansvar for at træffe den endelige afgørelse. Når han har gjort det, så er det min opgave at gøre hvad jeg kan for at få beslutningen til at fungere.“

Endnu et bemærkelsesværdigt træk ved Sara var dette: Selvom hun var en meget smuk kvinde, blev hun aldrig stolt på grund af sin fysiske skønhed. (1 Mosebog 12:10-13) Hun støttede ydmygt Abraham i tykt og tyndt. Abraham og Sara var et trofast, ydmygt og kærligt par. De to mennesker var en sand velsignelse for hinanden.