ESTER nærmede sig langsomt tronen; hendes hjerte hamrede i livet på hende. Pludselig bliver der dødstille i paladsets tronsal i Susan, en stilhed der er så dyb at Ester kan høre sine egne lette fodtrin og sine klæders raslen. Hun kan ikke lade sin opmærksomhed aflede af pragten i paladset, de yndefulde søjler og det rigt udskårne loft af cedertræ importeret fra det fjerne Libanon. Hun må rette hele sin opmærksomhed mod den mand der sidder på tronen, manden som holder hendes liv i sine hænder.

Kongen iagttager hende ufravendt mens hun nærmer sig. Så rækker han sit gyldne scepter ud imod hende! Det er en enkel gestus, men den betyder livet for hende, for med den frikender han hende for den forseelse hun netop har gjort sig skyldig i — at træde frem for kongen uden at være indbudt! Ester når hen til tronen, rækker hånden frem og rører taknemmeligt ved spidsen af scepteret. — Ester 5:1, 2. *

Alt ved og omkring kong Ahasverus vidnede om hans umådelige rigdom og magt. De persiske monarkers kongelige klædedragt dengang skal, efter hvad historikerne oplyser, have kostet en formue. Ester kunne dog i sin mands blik spore nogen varme. På sin egen måde elskede han hende altså. Han sagde: „Hvad er dit ærinde, dronning Ester, og hvad vil du anmode om? Om det så er halvdelen af kongeriget, vil det blive givet dig!“ — Ester 5:3.

Ester havde allerede vist en bemærkelsesværdig tro og et usædvanligt mod. Hun var trådt frem for kongen for at beskytte sit folk mod en sammensværgelse der gik ud på at få alle jøder udryddet. Indtil nu var det gået godt, men der var stadig udfordringer der skulle overvindes. Hun måtte overbevise den stolte monark om at hans mest betroede rådgiver var ondsindet og havde fået ham til at dømme Esters folk til døden. Hvordan kunne hun overbevise ham om hvordan det forholdt sig, og hvad kan vi lære af hendes tro?

Hun valgte klogt „en tid til at tale“

Skulle Ester have fremlagt problemet for kongen i hele hoffets påhør? Det kunne have bragt ham i forlegenhed og givet hans rådgiver Haman tid til at bestride hendes anklage. Så hvad gjorde Ester? Flere hundrede år før var den vise kong Salomon blevet inspireret til at skrive: „Til alt er der en fastsat tid, . . . en tid til at tie og en tid til at tale.“ (Prædikeren 3:1, 7) Vi kan forestille os at Esters adoptivfar, den trofaste Mordokaj, har lært den unge kvinde sådanne principper da hun voksede op i hans varetægt. Ester forstod sandelig betydningen af med omhu at vælge ’tiden til at tale’.

Ester sagde: „Hvis kongen mener at det er godt, så lad kongen, samt Haman, i dag komme til den fest som jeg afholder for ham.“ (Ester 5:4) Det sagde kongen ja til og tilkaldte Haman. Kan du se med hvilken klogskab Ester valgte sine  ord? Hun tog hensyn til sin mands værdighed og sørgede for bedre omstændigheder hvorunder hun kunne fortælle ham om det der bekymrede hende.

Ester har sikkert forberedt festen omhyggeligt og sørget for at den i ét og alt opfyldte hendes mands ønsker. Der var god vin som kunne skabe en løftet stemning. (Salme 104:15) Ahasverus var i godt humør, og han følte sig tilskyndet til igen at spørge Ester om hvad hun havde på hjerte. Var øjeblikket nu kommet til at hun burde tale?

Det mente Ester ikke. Hun indbød derimod kongen og Haman til at komme til endnu en festmiddag den følgende dag. (Ester 5:7, 8) Hvorfor tøvede hun? Husk at hele Esters folk var i fare for at blive udslettet på grund af det dekret kongen havde givet Haman bemyndigelse til at udstede. Når så meget stod på spil, måtte Ester være sikker på at hun valgte det rette øjeblik til at fremsætte sin anmodning. Derfor ventede hun og sørgede for endnu en mulighed for at vise sin mand hvor meget hun respekterede ham.

Tålmodighed er en sjælden og dyrebar egenskab. Skønt hun var bekymret og var ivrig efter at fortælle hvad hun havde på hjerte, ventede hun tålmodigt på det rette øjeblik. Vi kan lære meget af hendes eksempel, for vi har sikkert alle erfaret at det kan være nødvendigt at noget forkert bliver rettet. Hvis vi gerne vil overbevise en der har myndighed, om at vedkommende må tage sig af et problem, må vi efterligne Ester og være tålmodige. Ordsprogene 25:15 siger: „En anfører kan overtales med tålmodighed, og en mild tunge kan bryde ben.“ Hvis vi venter tålmodigt på det rette øjeblik og taler med mildhed, sådan som Ester gjorde, kan en modstand overvindes, om den så er hård som ben. Velsignede Esters Gud, Jehova, hendes tålmodighed og klogskab?

Tålmodighed baner vej for retfærdighed

Esters tålmodighed banede vej for en bemærkelsesværdig kæde af begivenheder. Haman forlod den første festmiddag i højt humør. „Han frydede sig og var munter i hjertet“ fordi kongen og dronningen havde vist ham en sådan gunst. Men da Haman gik gennem paladsets port, faldt hans blik på Mordokaj, jøden der stadig nægtede at vise ham en særlig ære. Det skyldtes ikke manglende respekt fra Mordokajs side, men snarere hans samvittighed og hans forhold til Jehova Gud. Alligevel blev Haman straks „fyldt med forbitrelse mod Mordokaj“. — Ester 5:9.

 Da Haman fortalte sin hustru og sine venner om denne fornærmelse, opfordrede de ham til at få lavet en vældig pæl, halvtreds alen (ca. 22 meter) høj, og så bede kongen om tilladelse til at hænge Mordokaj op på den. Haman syntes om forslaget og gik straks i gang med at føre det ud i livet. — Ester 5:12-14.

Om natten oplevede kongen noget mærkeligt. Han kunne ikke sove, fortæller beretningen, og han lod derfor de officielle optegnelser om tidens begivenheder hente så de kunne blive læst op for ham. Blandt det der blev læst op, var beretningen om sammensværgelsen mod Ahasverus. Han huskede godt sagen. De sammensvorne, som ville snigmyrde ham, blev fundet og henrettet. Men hvad med den mand som havde afsløret sammensværgelsen — Mordokaj? Kongen, hvis opmærksomhed pludselig var blevet vakt, spurgte hvordan Mordokaj var blevet belønnet. Svaret? Der var overhovedet ikke blevet gjort noget. — Ester 6:1-3.

Oprevet spurgte kongen hvilke hofmænd der var til stede som kunne hjælpe ham med at råde bod på denne forglemmelse. Og hvem andre end netop Haman befandt sig i paladsets forgård! Noget tidligt, måske, men det var fordi han ville sikre sig kongens tilladelse til at få Mordokaj henrettet. Men før han kunne forelægge sin anmodning, spurgte kongen Haman hvordan man bedst kunne ære den mand som havde gjort sig fortjent til kongens velvilje. Haman antog at det var ham kongen havde i tanke. Derfor udtænkte han noget som ville være en stor ære: Ifør manden en kongelig klædning, og sæt ham på kongens egen hest, og lad en højtstående embedsmand føre ham rundt i Susan og råbe så alle kan høre det: „Sådan gør man med den mand som kongen har lyst til at ære.“ Forestil dig udtrykket i Hamans ansigt da han fik at vide at den mand der skulle æres, var Mordokaj! Og hvem gav kongen til opgave at udråbe Mordokajs fortjeneste? Haman selv! — Ester 6:4-10.

Modstræbende udførte Haman denne opgave, som han absolut ikke havde lyst til, og skyndte sig derefter hjem, forbitret og deprimeret. Hans hustru og venner sagde at den vending begivenhederne havde taget, var et dårligt varsel; han ville lide nederlag i sin kamp mod jøden Mordokaj. — Ester 6:12, 13.

Som følge af at Ester var tålmodig og havde ventet yderligere en dag med at forelægge sin anmodning for kongen, kom Haman til at lægge grunden til sit eget fald. Og kan det ikke have været Jehova selv der var årsag til at kongen ikke kunne sove? (Ordsprogene 21:1) Det er ikke så mærkeligt at Guds eget ord opfordrer os til at være indstillet på at vente. (Mika 7:7) Hvis vi venter på Gud, vil vi måske opdage at hans løsning på vore problemer langt overgår alt hvad vi selv kunne finde på.

Hun talte modigt

Ester vovede ikke at sætte kongens tålmodighed yderligere på prøve; ved den anden festmiddag måtte hun fortælle ham hvad sagen drejede sig om. Men hvordan skulle hun gøre det? Det viste sig at kongen selv gav hende mulighed for det, idet han igen spurgte hvad hun ville anmode om. (Ester 7:2) Esters „tid til at tale“ var kommet.

Vi kan forestille os at Ester har opsendt en stille bøn til sin Gud før hun udtalte disse ord: „Hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, o konge, og hvis kongen mener at det er godt, så lad min sjæl blive givet mig som det jeg vil bede om, og mit folk som det jeg vil anmode om.“ (Ester 7:3) Læg mærke til at hun forsikrede kongen om at  hun respekterede hans bedømmelse af hvad der var godt. Ester handlede helt anderledes end kongens tidligere hustru, Vasjti, der med vilje havde ydmyget sin mand. (Ester 1:10-12) Desuden udtalte Ester ingen kritik af hvor tåbeligt det var at Ahasverus havde stolet på Haman. Derimod bad hun om kongens beskyttelse mod den fare der truede hende.

Denne anmodning må have bevæget og forbavset kongen. Hvem vovede at bringe dronningens liv i fare? Ester fortsatte: „Vi er blevet solgt, jeg og mit folk, til at blive tilintetgjort, dræbt og udryddet. Hvis så blot det var som trælle eller trælkvinder vi var blevet solgt, ville jeg have forholdt mig tavs. Men trængselen er ikke tilbørlig når den er til skade for kongen.“ (Ester 7:4) Læg mærke til at Ester åbent og ærligt forelagde problemet, men tilføjede at hun ville have forholdt sig tavs hvis der blot havde været tale om trældom. Men dette folkemord ville være for bekosteligt for kongen selv til at hun kunne forholde sig tavs.

Esters eksempel lærer os meget om kunsten at overbevise andre. Hvis du nogen sinde skal forelægge et alvorligt problem for en du holder af, eller måske for en myndighedsperson, kan tålmodighed, respekt og oprigtighed være en stor hjælp. — Ordsprogene 16:21, 23.

Ahasverus spurgte bydende: „Hvem er dog det, og hvor er han som har dristet sig til at handle sådan?“ Vi kan se Ester for os mens hun peger med fingeren og svarer: „Manden, modstanderen og fjenden, er den onde Haman dér.“ Anklagen hænger i luften. Haman bliver fyldt med rædsel. Vi ser hvordan den impulsive konges ansigt skifter farve da det går op for ham at hans betroede rådgiver har fået ham til at underskrive en ordre som betyder døden for hans egen elskede hustru! Kongen stormer ud i haven for at genvinde fatningen. — Ester 7:5-7.

Afsløret som den feje og intrigante person han er, kaster Haman sig ned for dronningens fødder. Da kongen kommer tilbage og ser Haman trygle om nåde hos dronningen, der ligger på sin løjbænk, anklager han rasende Haman for at ville voldtage dronningen i kongens eget hus. Dermed er dødsdommen afsagt over Haman. Han bliver hurtigt ført bort med tildækket ansigt. En af kongens hofmænd gør meget apropos kongen opmærksom på den høje pæl som Haman havde tænkt at Mordokaj skulle hænges op på. Ahasverus befaler øjeblikkelig at Haman selv skal hænges på den. — Ester 7:8-10.

I vore dages uretfærdige verden er det meget let at tænke at vi aldrig vil se retfærdigheden ske fyldest. Har du nogen sinde tænkt sådan? Ester fortvivlede aldrig, blev aldrig kynisk, mistede aldrig troen. Da tiden var inde, tog hun modigt til orde for det der er ret, og stolede på at Jehova ville gribe ind. Lad os gøre som Ester! Jehova har ikke forandret sig siden Esters tid. Han er stadig i stand til og mere end villig til at fange de onde  og rænkefulde i deres egne snarer, sådan som han gjorde med Haman. — Salme 7:11-16.

Hun handlede uselvisk til gavn for Jehova og hans folk

Omsider fik kongen at vide hvem Mordokaj var — ikke blot den der loyalt havde reddet ham fra at blive snigmyrdet, men også Esters adoptivfar. Ahasverus overdrog Hamans stilling som førsteminister til Mordokaj. Hamans hus — med hans enorme formue — gav han til Ester, som indsatte Mordokaj til at bestyre det alt sammen. — Ester 8:1, 2.

Kan Ester, nu da hun og Mordokaj er i sikkerhed, så slappe af? Kun hvis hun blot tænker på sig selv. I det øjeblik er Hamans dekret med befalingen om at alle jøder skal udryddes, på vej ud til hver eneste afkrog af riget. Haman havde kastet lod, pur — åbenbart en form for spådomskunst — for at finde det mest fordelagtige tidspunkt for sit ondsindede overfald på jøderne. (Ester 9:24-26) Tidspunktet lå endnu nogle måneder ude i fremtiden, men det nærmede sig hastigt. Kunne katastrofen afvendes?

Uselvisk satte Ester igen livet på spil ved endnu en gang at træde frem for kongen uden officiel indbydelse. Denne gang græd hun for sit folk, idet hun bønfaldt sin mand om at tilbagekalde det frygtelige dekret. Men love som var udstedt i den persiske monarks navn, kunne ikke tilbagekaldes. (Daniel 6:12, 15) Så kongen gav Ester og Mordokaj fuldmagt til at udstede  nye love. En ny proklamation, som gav jøderne ret til at forsvare sig, blev sendt ud, og ryttere på hurtige heste skyndte sig ud til alle dele af riget med denne gode nyhed til jøderne. Håbet tændtes på ny i mange hjerter. (Ester 8:3-16) Man kan forestille sig at jøderne i hele det udstrakte rige har skaffet sig våben og forberedt sig på kamp, hvad de aldrig ville have kunnet gøre uden det nye dekret. Men vigtigere endnu: Ville ’Hærstyrkers Jehova’ være med sit folk? — 1 Samuel 17:45.

Da dagen endelig oprandt, var Guds folk parat. Selv mange højtstående persere stod nu på jødernes side, da nyheden om den nye førsteminister, jøden Mordokaj, var nået vidt omkring. Jehova skænkede sit folk en stor sejr. Det var uden tvivl ham der sørgede for at jødernes fjender led et stort nederlag for at jøderne ikke skulle blive udsat for en frygtelig gengældelse. * — Ester 9:1-6.

Desuden kunne Mordokaj aldrig vide sig sikker når han bestyrede Hamans hus, hvis Hamans ti sønner stadig var i live. De måtte derfor også lade livet. (Ester 9:7-10) Herved blev en profeti i Bibelen opfyldt, for Gud havde tidligere forudsagt at amalekitterne, som havde vist sig at være ondsindede fjender af Guds folk, ville blive fuldstændig udslettet. (5 Mosebog 25:17-19) Hamans sønner kan have været blandt de allersidste amalekitter der blev udryddet.

Ester måtte på sine unge skuldre bære sin del af nogle meget tunge byrder — som for eksempel at udstede kongelige dekreter om kamphandlinger og henrettelser. Det har ikke været let. Men det var Jehovas vilje at hans folk blev beskyttet mod udslettelse. Den lovede Messias, den eneste der kunne udfri menneskeheden, skulle jo komme gennem dette folk! (1 Mosebog 22:18) Guds tjenere i dag glæder sig over at da denne Messias, Jesus, kom til jorden, forbød han sine disciple fra dette tidspunkt at tage del i bogstavelige krige. — Mattæus 26:52.

Kristne tager derimod del i en åndelig krigsførelse. Satan er mere end nogen sinde ivrig efter at nedbryde vores tro på Jehova Gud. (2 Korinther 10:3, 4) Det er derfor en stor velsignelse at have Esters eksempel at se hen til. Måtte vi, sådan som hun gjorde, vise vores tro ved med klogskab og tålmodighed at gøre brug af vores evne til at overbevise andre, og ved vores mod og uselviskhed at være villige til at stå op for Guds folk.

[Fodnoter]

[Ramme på side 28]

Spørgsmål til Esters bog

Hvorfor tillod Mordokaj at Ester giftede sig med en vantro ikkejøde?

Der er ikke grundlag for at antage, som nogle forskere gør, at Mordokaj var opportunist og ønskede at Ester skulle gifte sig med kongen for prestigens skyld. Som en trofast jøde ville han ikke have givet sit samtykke til et sådant ægteskab. (5 Mosebog 7:3) Ifølge en gammel jødisk overlevering prøvede Mordokaj at forhindre ægteskabet. Det er næppe sandsynligt at han eller Ester, der var fremmede i et land der blev regeret af en enevældig hersker der blev betragtet som en gud, ville have haft noget at sige i sagen. Med tiden blev det klart at Jehova brugte Esters ægteskab som et middel til at beskytte sit folk. — Ester 4:14.

Hvorfor indeholder Esters Bog ikke Guds personlige navn, Jehova?

Det er sandsynligvis Mordokaj der har skrevet bogen under inspiration fra Gud. Måske er den blevet opbevaret sammen med officielle persiske optegnelser før den blev taget med tilbage til Jerusalem. Hvis Jehovas navn havde været brugt i bogen, kunne det have fået tilbederne af de persiske guder til at tilintetgøre den. Jehovas medvirken i bogens handling er helt klar. Interessant nok forekommer Guds navn skjult i den hebraiske tekst i form af et akrostikon som er dannet af det første bogstav i fire på hinanden følgende ord læst i omvendt rækkefølge. — Ester 1:20, fodnote.

Er Esters Bog historisk unøjagtig?

Nogle bibelkritikere hævder at Esters Bog er historisk unøjagtig. Der er dog forskere som har gjort opmærksom på at den der har skrevet bogen, har haft et bemærkelsesværdigt kendskab til persisk sæd og skik, persisk arkitektur og forholdene ved det persiske hof. Det er ganske vist sandt at dronning Ester ikke nævnes i nogen af de bevarede verdslige dokumenter, men Ester er næppe den eneste kongelige person hvis navn er blevet slettet af de officielle dokumenter. Derimod omtaler disse dokumenter en mand ved navn Mardukâ, det persiske navn for Mordokaj, der var hofembedsmand i Susan på den tid bogen omhandler.

[Ramme på side 29]

Opfyldelsen af en profeti

I deres kamp for Guds folk opfyldte Ester og Mordokaj en anden bibelprofeti. Over 1200 år tidligere havde Jehova inspireret patriarken Jakob til at forudsige følgende om en af sine sønner: „Benjamin sønderriver som en ulv. Om morgenen fortærer han det røvede dyr, og om aftenen deler han bytte.“ (1 Mosebog 49:27) „Om morgenen“ i Israels kongers historie kæmpede kong Saul og andre vældige krigere blandt Benjamins efterkommere for Jehovas folk. „Om aftenen“ i den samme beretning, efter at solen var gået ned over Israels kongeslægt, kæmpede Ester og Mordokaj, som begge hørte til Benjamins stamme, sejrrigt mod Jehovas fjender. I en vis forstand ’delte de også bytte’, idet de overtog Hamans store formue og ejendom.

[Illustration på side 25]

Ester tog ydmygt imod kongens nåde

[Illustration på side 26, 27]

Ester afslørede modigt Hamans ondskab

[Illustration på side 28, 29]

Ester og Mordokaj sendte skrivelser ud til jøderne i Perserriget