Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad forkert er der ved spiritisme?

Hvad forkert er der ved spiritisme?

Hvad forkert er der ved spiritisme?

Som ung begyndte Barbara * at se syner og høre stemmer, og hun var overbevist om at hun havde kontakt med afdøde slægtninge. Sammen med sin mand, Joachim, læste hun bøger om det okkulte og blev dygtig til at læse tarokkort. Ifølge disse kort ville de komme til at tjene mange penge, og det kom til at holde stik. En dag advarede kortene dem om at de ville få besøg af nogle farlige mennesker, og fortalte dem hvad de skulle gøre for at forsvare sig.

TROEN på det okkulte kan synes gammeldags, men der er alligevel en udbredt interesse for det overnaturlige. Folk i hele verden går med amuletter, bruger Ouija-brætter og opsøger åndemedier for at blive spået eller beskyttet mod ondt. I artiklen „Laptop og Lucifer“ i det tyske blad Focus stod der: „Internettet puster nyt liv i heksekunsten.“

Var du klar over at Bibelen taler om spiritisme? Hvad den siger om emnet, vil måske overraske dig.

Hvad Bibelen siger om spiritisme

I den lov som Gud gav sit folk i fortidens Israel, stod der: „Der må ingen findes hos dig . . . som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ (5 Mosebog 18:10-12) Hvorfor giver Bibelen en så alvorlig advarsel mod spiritistiske handlinger?

Som det ses af den erfaring der er nævnt i indledningen, har mange den opfattelse at de levende kan kommunikere med de døde, og at de oplysninger man får gennem okkulte handlinger, kommer fra de døde. Denne opfattelse er opstået fordi mange religioner lærer at mennesker efter døden lever videre i åndeverdenen. Men i modsætning til dette siger Bibelen meget klart: „De døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Den beskriver de døde som om de befinder sig i en dyb søvn og er fuldstændig uvidende om hvad der sker omkring dem. * (Mattæus 9:18, 24; Johannes 11:11-14) Derfor spørger du måske: Hvordan skal man så forklare de oplevelser folk har med det overnaturlige? Hvor stammer denne kommunikation fra?

Kommunikation med åndeverdenen

Evangelieberetningerne viser at Jesus kommunikerede med åndeverdenen da han var på jorden. Ifølge Markus 1:23, 24 sagde ’en uren ånd’ til Jesus: „Jeg ved godt hvem du er.“ Ånderne ved uden tvivl også hvem du er. Men ved du hvem de er?

Før Gud skabte menneskene, skabte han utallige åndesønner, eller engle. (Job 38:4-7) Englene tilhører en højere livsform end mennesker. (Hebræerne 2:6, 7) De har stor styrke og er yderst intelligente, og de blev skabt for at gøre Guds vilje. Salmisten sang: „Velsign Jehova, I hans engle, som er vældige i kraft, som udfører hans ord.“ — Salme 103:20.

Bibelen fortæller at nogle engle på et tidspunkt begyndte at kontakte mennesker på en måde som Gud ikke godkendte. Den første der gjorde det, benyttede sig af bedrag for at lede de første mennesker, Adam og Eva, væk fra deres Gud og Skaber. Derved gjorde han sig selv til Satan Djævelen, en bagvasker og modstander af Gud. — 1 Mosebog 3:1-6.

Senere forlod andre engle „deres egen bolig“ i himmelen, iklædte sig menneskelegemer og begyndte at leve sammen med tiltrækkende kvinder på jorden. (Judas 6; 1 Mosebog 6:1, 2) Disse frafaldne engle og deres bastardafkom terroriserede menneskene i en sådan grad at jorden blev „fyldt med vold“. Du kender sikkert Bibelens beretning om hvordan Gud i vandfloden på Noas tid gjorde ende på den voldelige og onde generation. — 1 Mosebog 6:3, 4, 11-13.

Vandfloden tvang englene til at opgive deres menneskelegemer og vende tilbage til åndeverdenen. Men Skaberen tillod ikke at de vendte tilbage til deres oprindelige bolig. De blev overgivet til en fornedret tilstand der sammenlignes med „det tætte mørkes gruber“. (2 Peter 2:4, 5) Bibelen kalder disse oprørske engle for dæmoner. (Jakob 2:19) Det er dem der står bag spiritisme.

Dæmonernes mål

Onde ånder der kommunikerer med mennesker, har først og fremmest det mål at hindre dem i at tilbede den sande Gud, Jehova. De gaver eller kræfter som mange der beskæftiger sig med det okkulte, hævder at have, er i virkeligheden en afledningsmanøvre der skal hindre folk i at få nøjagtig kundskab om Gud og få et nært forhold til ham.

Dæmonerne har også et andet mål. Det fremgår af det Satan, dæmonernes hersker, forsøgte at få Jesus til at gøre. Satan tilbød Jesus „alle verdens riger og deres herlighed“. Hvad ville Satan have til gengæld? ’Kast dig ned og udfør en tilbedelseshandling over for mig,’ sagde han. Ja, Satan og dæmonerne ønsker at blive tilbedt. Men Jesus afviste tanken om at svigte Gud og den sande tilbedelse. — Mattæus 4:8-10.

I dag kommunikerer onde ånder sjældent så åbenlyst med mennesker. I stedet forsøger de at bedrage de uforsigtige ved hjælp af ting der kan virke harmløse, som for eksempel krystalkugler, teblade, kaffegrums, tarokkort, penduler og horoskoper. Bliv ikke vildledt! Disse ting besidder ikke en mystisk naturkraft som giver adgang til det ukendte. Onde ånder udnytter fascinationen af det okkulte til at lokke og vildlede folk med det mål at vende dem bort fra tilbedelsen af Jehova. Når det ikke lykkes, griber de onde ånder ofte til chikanerier og gør livet vanskeligt for dem der bliver viklet ind i deres net. Hvis du er i den situation, hvad kan du da gøre for at slippe fri af deres greb?

Hvordan man slipper fri af spiritismens greb

Tag ikke fejl. Ånder der kommunikerer med mennesker, er Guds fjender og dømt til udslettelse. (Judas 6) De lyver og bedrager og giver sig ud for at være de døde. Hvordan ville du have det hvis en der tilsyneladende var din ven, viste sig at være en bedrager der kun var interesseret i at vildlede og skade dig? Hvordan ville du reagere hvis du fandt ud af at du uforvarende havde fået nær kontakt med en seksuel krænker på internettet? At have noget at gøre med dæmonerne er langt farligere. Du må gøre alt hvad du kan, for at bryde kontakten. Hvad kan du gøre?

Da nogle indbyggere i oldtidsbyen Efesus havde lært hvad Skrifterne siger om spiritisme, forstod de at de måtte tilintetgøre de bøger de havde om magi, også selvom de var meget kostbare. De „brændte dem for alles øjne“. (Apostelgerninger 19:19, 20) I dag er det ikke blot bøger, amuletter, Ouija-brætter og lignende genstande der har forbindelse til det okkulte, men også materiale fra elektroniske kilder. Tag afstand fra alt det der kunne føre til spiritisme.

Det ægtepar der blev omtalt i indledningen til denne artikel, konkluderede ud fra deres tarokkort at de ville få besøg af nogle farlige mennesker, og at de ikke skulle lytte til dem eller tage imod noget fra dem. Men da Connie og Gudrun, der begge er Jehovas Vidner, kom til deres dør og sagde at de havde noget godt at fortælle om Gud, besluttede Joachim og Barbara at lytte til dem. Under samtalen kom de til at tale om spiritisme, og Connie og Gudrun gav dem nøjagtige oplysninger om emnet ud fra Bibelen. De begyndte regelmæssigt at drøfte nogle bibelske tanker sammen.

Kort efter besluttede Joachim og Barbara at afbryde al kontakt med dæmonerne. Forkynderne forklarede at det sandsynligvis ikke var noget ånderne ville blive glade for. Joachim og Barbara måtte igennem en vanskelig tid hvor de blev udsat for uhyggelige angreb fra dæmonerne. De var bange hver nat indtil de flyttede til et andet hus og tingene faldt lidt til ro. Under deres prøvelser havde parret fuld tillid til ordene i Filipperbrevet 4:13, hvor der står: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ Jehova velsignede deres beslutsomhed, og til sidst holdt ånderne op med at chikanere dem. I dag er Joachim og Barbara glade for at tjene den sande Gud, Jehova.

Bibelen giver denne opfordring til alle der ønsker Jehovas godkendelse: „I skal . . . underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:7, 8) Jehova Gud kan og vil hjælpe dig til at komme fri af dæmonernes indflydelse, hvis du ønsker det. Når Joachim og Barbara ser tilbage på hvordan de slap fri af spiritismens greb, kan de helt og fuldt tilslutte sig ordene i Salme 121:2: „Min hjælp er fra Jehova.“

[Fodnoter]

^ par. 2 Navnene er ændret.

^ par. 7 Flere oplysninger om de dødes tilstand findes i kapitel 6, „Hvor er de døde?“, i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 21]

Okkulte handlinger hindrer folk i at have et godt forhold til Gud

[Tekstcitat på side 22]

„Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — JAKOB 4:8