Skal man stole på sit første indtryk?

EN LÆGE sad og slappede af hjemme hos sig selv mens han så et talkshow i fjernsynet hvor en minister fra Irland var gæst. Mens lægen betragtede ministerens ansigt, lagde han mærke til noget der tydede på at manden havde en svulst. Han satte sig i forbindelse med ham og rådede ham til straks at få det undersøgt.

Det viste sig at diagnosen var fuldstændig rigtig. Lægen havde det man somme tider kalder „et klinisk øje“, hvilket vil sige at han kunne stille en korrekt diagnose bare ved at se på en patient. Nogle mener imidlertid også at de har „et klinisk øje“ når det drejer sig om at bedømme andre menneskers karakter, personlighed og pålidelighed.

I tidens løb har forskere søgt efter en videnskabelig metode hvorved de kunne bedømme et menneskes karakteregenskaber ud fra dets fysiske udseende. Betegnelsen for dette er „fysiognomik“, og det defineres i Encyclopædia Britannica som „en pseudovidenskab der bygger på den antagelse at personligheden afslører sig i ansigtstrækkene og i legemets bygning og form“. I det 19. århundrede var antropologer som Francis Galton (Charles Darwins fætter) og kriminologer som italieneren Cesare Lombroso fortalere for lignende teorier og teknikker, som i dag stort set er glemt.

Men mange mener stadig at de kan bedømme et andet menneske korrekt udelukkende ved at betragte vedkommendes udseende. Er det rigtigt at man kan stole på sit første indtryk?

Nogle der dømte efter udseendet

Et typisk eksempel på det at bedømme — eller fejlbedømme — andre ud fra det første indtryk findes i Første Samuelsbog i Bibelen. Jehova Gud havde givet sin profet Samuel besked på at salve et medlem af Isajs familie til at være Israels kommende konge. Vi læser: „Da [Isajs sønner] nu kom ind og [Samuel] så Eliab, sagde han: ’Ja, her står Jehovas salvede foran Ham.’ Men Jehova sagde til Samuel: ’Se ikke på hans udseende og hans høje vækst, for jeg har forkastet ham. For Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.’“ Det samme gentog sig med seks andre af Isajs sønner. Endelig — stik imod hvad Samuel og Isaj havde troet — udpegede Gud den ottende søn, nemlig David, som den kommende konge. Han var kun en dreng, og ingen havde tænkt på at tilkalde ham. — 1 Samuel 16:6-12.

Det forholder sig ikke meget anderledes i dag. For nogle få år siden gennemførte en professor i kriminologi et forsøg i Tyskland med 500 jurastuderende. De skulle bedømme 12 ukendte „gæster“. Blandt disse var den lokale politichef, den offentlige anklager, økonomichefen og pressetalsmanden for byens universitet, nogle advokater og retsbetjente — og tre dømte forbrydere. De studerende skulle afgøre hvilket erhverv hver af disse gæster havde, samt hvem af dem der havde fået en fængselsdom, og for hvilken forbrydelse. Deres bedømmelse skulle udelukkende baseres på personernes udseende og de fritidsinteresser de sagde de havde.

Hvad blev resultatet? Omkring 75 procent af de studerende kunne udpege de tre rigtige forbrydere. Men cirka 60 procent af de studerende mente at de ni som havde en ren straffeattest, også var forbrydere. Hver syvende af de studerende udpegede den offentlige anklager  som narkohandler, og hver tredje af dem mente at politichefen var tyv. Man kan altså tage alvorligt fejl når man bedømmer nogle ud fra et overfladisk indtryk. Hvorfor er det sådan?

Udseendet kan bedrage

Når vi møder en person for første gang, er vi tilbøjelige til at danne os en mening om vedkommende på baggrund af vores tidligere erfaringer. Vi kommer let til at generalisere og at dømme ham ud fra den „type“ vi mener han er. Grundlaget for vores bedømmelse kan være andet end det fysiske udseende; vi dømmer måske personen ud fra hans nationalitet, etniske baggrund, sociale status eller religion.

Hvis den mening vi har dannet os om den anden, viser sig at være rigtig, lykønsker vi os selv med vores gode dømmekraft, og det styrker vores tillid til at vi kan stole på det første indtryk. Men hvordan reagerer vi når vi indser at vi har taget helt fejl? Hvis vi er ærlige, må vi give slip på den forudfattede mening og bøje os for kendsgerningerne. Ellers vil vi gøre den anden uret, måske ligefrem gøre ham skade, simpelt hen fordi vi er stolte og har for høje tanker om vores egen dømmekraft.

Hvis man dømmer efter udseendet, kan det ikke bare skade „offeret“, men også „dommeren“. I det første århundrede var der for eksempel mange jøder der ikke engang ville overveje om Jesus kunne være den lovede Messias. Hvorfor? De dømte efter det de så. Og det eneste de så, var en søn af tømreren i en landsby. Jesu kloge ord og kraftige gerninger gjorde indtryk på dem, men de nægtede at tro at han kunne være andet end det som de ud fra deres forudfattede meninger allerede havde afgjort at han var. Deres holdning fik Jesus til at rette sin opmærksomhed mod andre, idet han sagde: „Det er kun i sin hjemegn og i sit eget hus at en profet ikke æres.“ — Mattæus 13:54-58.

Disse jøder hørte til en nation der i århundreder havde set frem til at Messias skulle komme. Da han endelig kom, lod de deres første indtryk forhindre dem i at se at det var ham, hvilket førte til at de mistede Guds godkendelse. (Mattæus 23:37-39) Jesu disciple kom ud for lignende fordomme. Mange ville simpelt hen ikke tro på at en lille gruppe ydmyge fiskere, som var foragtet af den dannede klasse og af den fremherskende religions ledere, kunne have noget at sige af betydning. De der holdt fast ved deres første indtryk, gik glip af den ganske særlige  mulighed de havde for at blive disciple af Guds søn. — Johannes 1:10-12.

Nogle ændrede opfattelse

Der var dog nogle på Jesu tid der var ydmyge nok til at ændre deres opfattelse da de blev stillet over for kendsgerningerne. (Johannes 7:45-52) Blandt dem var flere i Jesu egen familie som i begyndelsen ikke troede på den mulighed at en af deres nærmeste kunne være Messias. (Johannes 7:5) Denne opfattelse ændrede de senere, og de fik tro på Jesus. (Apostelgerninger 1:14; 1 Korinther 9:5; Galaterne 1:19) Nogle år efter var der i Rom nogle repræsentanter for byens jødiske koloni som var villige til at høre hvad apostelen Paulus selv havde at sige, i stedet for at fæste lid til de rygter som kristendommens fjender havde udspredt. Efter at have lyttet til ham kom flere af dem til troen. — Apostelgerninger 28:22-24.

I dag er der mange der er negativt indstillet over for Jehovas Vidner. Hvorfor? I de fleste tilfælde er det ikke fordi de har undersøgt kendsgerningerne eller har påvist at Vidnernes tro og gerninger strider imod Bibelen. Det er snarere fordi mange simpelt hen ikke kan tro at Jehovas Vidner kan repræsentere sandheden på det religiøse område. Som bekendt var det nøjagtig sådan mange i det første århundrede betragtede de første kristne.

Det er ikke overraskende at der fremsættes negative eller nedsættende kommentarer om dem der søger at følge Jesu eksempel. Hvorfor ikke? Fordi Jesus havde givet sine sande disciple denne advarsel: „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ Men han tilføjede denne opmuntring til dem: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 10:22.

I lydighed mod Jesu bud arbejder Jehovas Vidner ihærdigt på at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til folk i hele verden. (Mattæus 28:19, 20) De der blankt afviser at lytte, risikerer at gå glip af muligheden for at komme ind på vejen til evigt liv. (Johannes 17:3) Hvad med dig? Vil du udelukkende lade dig lede af dine første indtryk og forudfattede meninger, eller er du villig til at undersøge kendsgerningerne med et åbent sind? Husk: Udseendet kan bedrage, og det første indtryk kan være forkert, men en objektiv undersøgelse af kendsgerningerne kan føre til behagelige overraskelser. — Apostelgerninger 17:10-12.

[Illustration på side 11]

Mange jøder lod sig lede af deres første indtryk og afviste Jesus som Messias

[Illustration på side 12]

Bygger din mening om Jehovas Vidner på overfladiske indtryk eller på kendsgerninger?