Vi ser på farver og stoffer på Bibelens tid

I BIBELEN finder vi mange oplysninger om det tøj folk brugte på den tid, de stoffer og farver man anvendte, og hvordan klædedragten så ud for disse mange hundrede år siden.

Bibelen er naturligvis ikke en bog om stil og mode, men disse oplysninger gør beretningerne realistiske og bevirker at læseren let kan se dem for sig.

For eksempel læser vi om den nødtørftige beklædning Adam og Eva lavede til sig selv for at dække deres nøgenhed — lændeklæder lavet af figenblade som var syet sammen. Lændeklæderne blev imidlertid senere erstattet af de klæder som Gud gav dem — „lange klæder af skind“, som var mere holdbare. — 1 Mosebog 3:7, 21.

Vi har også de detaljerede beretninger i Anden Mosebog, kapitlerne 28 og 39, om de klæder Israels ypperstepræst var iført. Det var en underklædning af linned, en lang, hvid kjortel, et vævet skærf, en blå ærmeløs overklædning, den broderede efod og brystskjoldet, samt en turban med en skinnende guldplade. Blot at læse beskrivelsen af hvordan de mange forskellige og kostbare materialer var sat sammen for at skabe disse klæder, er nok til at give os et indtryk af hvor imponerende klædningen må have taget sig ud. — 2 Mosebog 39:1-5, 22-29.

Profeten Elias’ klædedragt var så karakteristisk at folk med det samme vidste hvem der var tale om da de hørte beskrivelsen af hvordan han så ud: „Det var en mand der bar en klædning af hår og havde et læderbælte spændt om hofterne.“ Mange hundrede år senere troede nogle at Johannes Døber var Elias, måske til dels på grund af ligheden i klædedragt. — 2 Kongebog 1:8; Mattæus 3:4; Johannes 1:21.

 Stoffer og farver Bibelen giver os mange oplysninger om de forskellige stoffer man brugte at lave klæder af, om de farver og farvestoffer man anvendte, og desuden fortæller den at man spandt, vævede og syede. * De vigtigste materialer var uld, som man fik fra husdyr, og linned, som man fik fra hørplanten. Abel var fårehyrde. (1 Mosebog 4:2) Om Abel opdrættede får for uldens skyld, siger Bibelen intet om. Den tidligste omtale af fint linned i Bibelen er i forbindelse med de klæder som Farao i det 18. århundrede før vor tidsregning lod Josef iføre sig. (1 Mosebog 41:42) Bibelen omtaler ikke at jøderne brugte bomuld som stof til beklædning, men man véd at bomuld blev anvendt fra de tidligste tider i Mellemøsten.

Fra både hør og uld fik man fine fibre der blev spundet sammen til tråd i forskellige tykkelser. Trådene blev derefter vævet til stof. Trådene, eller garnet, og stofferne blev farvet i en lang række farver. Stoffet blev  derefter klippet eller skåret til efter personen. Klædningsstykkerne blev ofte prydet med broderier, eller man vævede tråde af forskellige farver ind i stoffet. Det gjorde klædningsstykkernes udseende smukkere og øgede deres værdi betydeligt. — Dommerne 5:30.

Farverne blå, purpur og højrød nævnes hyppigt i Bibelen som farver der blev brugt til klædningsstykker. Israelitterne fik påbud om at sætte „en blå snor oven på frynsen på sømmen“ af deres klædning for at minde dem om deres særlige forhold til deres Gud, Jehova. (4 Mosebog 15:38-40) De hebraiske ord tekheʹlæth, betegnelsen for en bestemt blå farve, og ’argamanʹ, der som regel oversættes med „purpurfarvet“, er de farver der er brugt til beskrivelse af ypperstepræstens klæder og af de stoffer der blev brugt til udstyret i teltboligen og templet.

Udstyret til teltboligen og templet Teltboligen i ørkenen — og senere templet i Jerusalem — var midtpunktet for israelitternes gudsdyrkelse. Det er derfor ikke så mærkeligt at der i Bibelen fortælles en hel del om forberedelserne til og indretningen af teltboligen og Salomons tempel. Ud over en beskrivelse af materialer og farver gives der også detaljerede oplysninger om vævning, farvning, syning og brodering af teltdugene og forhængene.

Under Guds ledelse og inspireret af ham fuldførte kunsthåndværkerne Bezalel og Oholiab samt andre mænd og kvinder trofast en enestående opgave, idet de frembragte et mødetelt som var tilbedelsen af Jehova værdigt. (2 Mosebog 35:30-35) I Anden Mosebog, kapitel 26, beskrives konstruktionen af teltboligen og materialerne til den indtil de mindste detaljer. For eksempel blev de store, farverige teltduge vævet af „fint tvundet linnedgarn og blåt garn og purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn“. Sandsynligvis var meget af dette noget som israelitterne havde med sig da de drog ud af Egypten. Særlig opmærksomhed ofrede man det farverige tykke forhæng med keruber i kunstbroderi som adskilte „Det Hellige og Det Allerhelligste“ i teltboligen. (2 Mosebog 26:1, 31-33) Lignende specifikke instruktioner fik de der arbejdede med stofferne til templet i Jerusalem under kong Salomons ledelse. — 2 Krønikebog 2:1, 7.

 Af de oplysninger der gives i Bibelen, fremgår det at hebræerne i fortiden viste et betydeligt initiativ og stor opfindsomhed i brugen af de materialer de havde til rådighed. Det billede der tegner sig for os, er ikke billedet af et samfund af mennesker der levede en grå og trist tilværelse og som gik klædt i simple klæder, men et samfund af mennesker der havde en rigt varieret og farverig klædedragt som var tilpasset lejligheden, årstiden og husets formåen.

Bibelen siger at israelitterne fik et godt land, ’et land der flød med mælk og honning’, som deres hjem. (2 Mosebog 3:8; 5 Mosebog 26:9, 15) Når de holdt fast ved den sande tilbedelse af Jehova, havde de hans velsignelse. De levede et godt liv og var glade og tilfredse. For eksempel siges der: „Juda og Israel boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’er-Sjeba, alle [kong] Salomons dage.“ — 1 Kongebog 4:25.

[Fodnote]

[Ramme/⁠illustrationer på side 26, 27]

Uld og linned

På Bibelens tid holdt man hovedsagelig får for mælkens og uldens skyld. Blot af en lille flok får kunne en landmand få tilstrækkelig uld til at dække hele familiens behov. Hvis han havde en stor fåreflok, kunne han sælge overskuddet til de lokale vævere. Nogle byer og landsbyer havde deres egne væverlav. Fra de tidligste tider hørte fåreklipning med til årets arbejde for befolkningen. — 1 Mosebog 31:19; 38:13; 1 Samuel 25:4, 11.

Linned var meget brugt til beklædning og blev lavet af hørplantens fibre. (2 Mosebog 9:31) Planten blev høstet når den var næsten færdig med at gro. Stængelen fik lov at tørre i solen og blev derefter lagt i blød i vand for at blødgøre de træagtige dele. Efter tørringen blev stænglerne slået med stokke og fibrene adskilt fra hinanden, hvorefter de blev spundet til tråde, som blev vævet til stof. Konger og personer i høje stillinger foretrak klæder som var lavet af fint linned.

[Illustration]

Tørret hørplante før den blev lagt i blød

[Ramme/⁠illustration på side 27]

Spinding

En enkelt fiber — af for eksempel hør, uld, gedehår — er for skrøbelig og for kort til at kunne bruges til noget. Derfor snor, eller spinder, man flere fibre sammen for at få tråd eller garn af den ønskede tykkelse og længde. Om ’den dygtige hustru’ siger Bibelen: „Hun rækker hænderne ud mod rokken, og hendes hænder tager fat om tenen.“ (Ordsprogene 31:10, 19) Her nævnes rokken og tenen, de redskaber der bruges når man spinder, i princippet blot to stave eller stokke.

I den ene hånd holdt spindersken rokken, som fibrene var viklet løst rundt om. Med den anden hånd trak hun nogle fibre ud, snoede dem til en tråd og fastgjorde den til en krog eller et hak i den ene ende af tenen. En tung skive, kaldet en svingskive, fungerede som svinghjul. Når hun holdt tenen lodret og lod den dreje rundt, spandt hun fibrene til en tråd af en vis tykkelse. Den spundne tråd blev viklet rundt om tenens skaft som på en spole, og processen blev gentaget til alle fibrene på rokken var spundet til én lang tråd, som nu kunne farves eller bruges direkte til vævning.

[Ramme/⁠illustrationer på side 28, 29]

Farvning

Efter at trådene af uld eller hør var spundet og renset, eller de var vævet til stof, blev de farvet. Man havde mange forskellige farver. For at få en mørkere, eller dybere, farve dyppede man materialet flere gange i farvebadet. Da farven var kostbar, pressede man den overskydende farve ud af stoffet eller garnet for at anvende den igen efter at materialet var fjernet fra karret. Stoffet eller det farvede garn blev derefter lagt ud så det kunne tørre.

Da man i gammel tid ikke havde nogen syntetiske farver til rådighed, havde man fra dyre- og planteriget udviklet holdbare farver i forbavsende mange farvenuancer. For eksempel udvandt man den gule farve af mandeltræets blade og knuste granatæbleskræller, og den sorte farve af granatæbletræets bark. Den røde farve udvandt man af krapplantens rødder eller af kermesskjoldlusen. Den blå farve fik man fra indigoplanten. Ved en kombination af pigmentet fra forskellige Murex havsnegle fik man farver og farvenuancer der rangerede fra kongepurpur over rødviolet til karmoisinrødt.

Hvor mange havsnegle skulle man bruge til farvning af en klædning? Fra hver enkelt havsnegl fik man en så ringe mængde pigment at der ifølge én undersøgelse skulle 10.000 havsnegle til for at få nok farvestof til farvning af en klædning eller kappe i den dybe farvenuance som meget passende blev kaldt kongepurpur. Under kong Nabonid af Babylons regering skal purpurfarvet uld have været 40 gange dyrere end uld i andre farver. Da byen Tyrus i oldtiden var berømt for sin fremstilling af dette kostbare farvestof, blev farven meget passende kaldt tyrisk purpur.

[Illustrationer]

Sneglehus af havsnegl

Kar til purpurfarvning fra 2. eller 3. århundrede, fundet i Tel Dor, Israel

[Kildeangivelse]

The Tel Dor Project

[Ramme/⁠illustration på side 29]

Vævning

På en væv vævede man de spundne tråde til stof af den ønskede størrelse, og heraf fremstillede man klædningsstykker og andre ting. De tråde som går i stoffets længderetning, kaldes kædegarnet, og de tråde som går på tværs, skudgarnet. De tværgående tråde føres skiftevis over og under kædegarnet.

Den væv man brugte på Bibelens tid, var en rammevæv som enten lå vandret på gulvet eller stod lodret. I den opretstående væv var der undertiden fastgjort lodder, eller vægte, til den nederste ende af kædegarnet. Man har fundet sådanne vægte mange steder i Israel.

Vævning hørte som oftest til de hjemlige sysler, men nogle steder var hele landsbyer beskæftiget med faget. For eksempel findes i Første Krønikebog 4:21 udtrykket „huset der laver fint linned“, hvormed der uden tvivl mentes en sammenslutning af håndværkere som udøvede dette fag.

[Illustration på side 26, 27]

„Blåt garn og purpurfarvet uld.“ — 2 Mosebog 26:1.