En samtale med en fra nabolaget — Er Jesus Gud?
En samtale med en fra nabolaget — Er Jesus Gud?
JEHOVAS VIDNER er glade for at tale med folk om Bibelen. Er der et bibelsk spørgsmål du har tænkt særligt over? Er der noget du gerne vil vide om Jehovas Vidners tro og lære? Så må du endelig ikke holde dig tilbage fra at spørge dem næste gang du taler med dem. De vil med glæde besvare dine spørgsmål.
Det følgende er en typisk samtale som et af Jehovas Vidner kunne have med en i lokalområdet. Lad os forestille os at et af Jehovas Vidner ved navn Karen har ringet på hos en der hedder Susan.
Er det rigtigt at I ikke tror på Jesus?
Susan: Min præst siger at Jehovas Vidner ikke tror på Jesus. Gør I ikke det?
Karen: Jo, vi tror helt bestemt på Jesus. Faktisk mener vi at det er nødvendigt at tro på Jesus for at blive frelst.
Susan: Det mener jeg også.
Karen: Så det er noget vi er enige om. Men det kan være at du tænker at når Jehovas Vidner tror på Jesus, hvorfor siger folk så noget andet?
Susan: Ja, det er lidt mærkeligt.
Karen: Vi har en meget stærk tro på Jesus, men vi tror ikke på alt hvad folk siger om ham.
Susan: Kan du give mig et eksempel?
Karen: Ja. Nogle siger at Jesus bare var et godt menneske. Men det er vi ikke enige i.
Susan: Det er jeg heller ikke.
Karen: Så er vi altså også enige på det punkt. En anden ting er at Jehovas Vidner ikke tror på noget der modsiger det Jesus selv sagde om sit forhold til Gud.
Susan: Hvad mener du?
Karen: Jo, der er mange trossamfund der lærer at Jesus er Gud. Måske har du også hørt det.
Susan: Ja, min præst siger at Jesus er den samme som Gud.
Karen: For at finde ud af hvad der er rigtigt, er det så ikke bedst at se på hvad Jesus selv sagde?
Susan: Jo, det lyder fornuftigt.
Hvad sagde Jesus selv?
Karen: Vi kunne se på et skriftsted der kaster lys over det. Læg mærke til hvad der står her i Johannes 6:38. Jesus sagde: „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ Denne udtalelse ville ikke give meget mening hvis Jesus var Gud, vel?
Susan: Hvad mener du?
Karen: Læg mærke til at Jesus ikke sagde at han var kommet ned fra himmelen for at gøre sin egen vilje.
Susan: Nej, han sagde at han var kommet for at gøre hans vilje som havde sendt ham.
Karen: Men hvis Jesus er Gud, hvem var det så der sendte ham ned fra himmelen? Og hvorfor underlagde Jesus sig Guds vilje?
Susan: Jeg kan godt se hvor du vil hen. Men jeg synes ikke at det er nok til at bevise at Jesus ikke er Gud.
Karen: Vi kan også se hvad Jesus sagde ved en anden lejlighed. Han sagde noget lignende i det næste kapitel i Johannesevangeliet. Kunne jeg få dig til at læse Johannes 7:16?
Susan: Gerne. „Så svarede Jesus dem og sagde: ’Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.’“
Karen: Tak skal du have. Ifølge det der står her, var det så sine egne tanker Jesus underviste i?
Susan: Nej, han sagde at han ’førte hans lære som havde sendt ham’.
Karen: Nemlig. Det rejser igen nogle spørgsmål: ’Hvem var det der sendte Jesus? Og hvem lærte ham de sandheder han fortalte andre?’ Må det ikke have været en der var større end Jesus? Den der sender en anden, må vel stå over den der udsendes.
Susan: Det er interessant. Jeg har aldrig før læst det vers.
Karen: Tænk også over det Jesus sagde i Johannes 14:28: „I har hørt at jeg har sagt til jer: Jeg går bort og jeg kommer tilbage til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.“ Hvordan synes du Jesus her beskrev sin stilling i forhold til Faderen?
Susan: Han sagde at Faderen er større end ham. Så han må vel have anset Gud for at stå over ham.
Karen: Netop. Læg også mærke til hvad Jesus sagde til sine disciple i Mattæus 28:18: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ Sagde Jesus at han altid havde haft al myndighed?
Susan: Nej, han sagde at den var blevet givet ham.
Karen: Men hvis Jesus er Gud, hvordan kunne han så få større myndighed? Og hvem gav ham den?
Susan: Det må jeg tænke lidt over.
Hvem talte han til?
Karen: Hvis Jesus er Gud, er der også noget andet der er vanskeligt at forklare.
Susan: Hvad er det?
Karen: Det er det der siges i forbindelse med Jesu dåb. Læg mærke til hvad der står her i Lukas 3:21, 22. Har du lyst til at læse det?
Susan: „Dengang hele folket blev døbt, blev også Jesus døbt, og mens han bad, åbnedes himmelen og den hellige ånd dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“
Karen: Lagde du mærke til hvad Jesus gjorde da han blev døbt?
Susan: Han bad til Gud.
Karen: Ja. Men hvis Jesus er Gud, hvem var det så han bad til?
Susan: Det er et godt spørgsmål. Det må jeg spørge min præst om.
Karen: Læg også mærke til at der var en der talte fra himmelen efter at Jesus var kommet op af vandet. Hvad var det han sagde?
Susan: Han sagde at Jesus var hans søn, at han elskede ham, og at han godkendte ham.
Karen: Netop. Men hvis Jesus er Gud, hvem var det så der talte fra himmelen?
Susan: Det har jeg aldrig tænkt på før.
Hvorfor „far“ og „søn“?
Karen: Her er noget andet vi kan overveje: Vi læste før at Jesus omtalte Gud som sin himmelske Far. Og da Jesus blev døbt, var der en stemme fra himmelen som kaldte Jesus for sin søn. Jesus sagde specifikt at han var Guds søn. Hvis du gerne ville have mig til at forstå at to personer er lige, hvilket familieforhold ville du så illustrere det med?
Susan: Det kunne være to brødre.
Karen: Lige præcis — måske endda enæggede tvillinger. Men når Jesus nu betragter Gud som Faderen og sig selv som Sønnen, hvad ligger der så i det?
Susan: Jeg kan godt se hvor du vil hen. Det Jesus siger, fortæller at den ene er ældre og har større myndighed end den anden.
Karen: Nemlig. Tænk over dette: Du kom i tanker om en god illustration med to brødre eller tvillinger for at beskrive nogle der er ligestillede. Hvis Jesus var Gud, mon han så ikke som den dygtige lærer han var, kunne være kommet på den samme illustration — eller en der var endnu bedre?
Susan: Jo, selvfølgelig.
Karen: Men i stedet brugte han udtrykkene „far“ og „søn“ for at beskrive sit forhold til Gud.
Susan: Det er en interessant tanke.
Hvad sagde Jesu første disciple?
Karen: Inden jeg går, er der lige en enkelt ting mere jeg godt kunne tænke mig at vise dig; det tager kun et øjeblik.
Susan: Ja, det er i orden.
Karen: Hvis Jesus er Gud, ville det så ikke være logisk at hans disciple havde sagt det direkte?
Susan: Jo, det ville det.
Karen: Men det gjorde de ikke ifølge Bibelen. Læg tværtimod mærke til hvad en af Jesu første disciple skrev. I Filipperbrevet 2:9 beskriver Paulus hvad Gud gjorde efter Jesu død og opstandelse: ’Gud ophøjede Jesus til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn.’ Hvad gjorde Gud for Jesus ifølge skriftstedet?
Susan: Der står at Gud ophøjede ham til en højere stilling.
Karen: Ja. Men hvis Jesus var ligestillet med Gud inden han døde, og Gud senere ophøjede ham til en højere stilling, ville Jesus så ikke komme til at stå over Gud? Hvordan kan nogen få en højere position end Gud?
Susan: Det kan ikke lade sig gøre.
Karen: Nej, vel? Når du tænker på alt det vi har været inde på, mener du så at Bibelen lærer at Jesus er Gud?
Susan: Nej, det ser det ikke ud til. Bibelen siger at Jesus er Guds søn.
Karen: Det er rigtigt. Men jeg kan forsikre dig om at Jehovas Vidner har meget stor respekt for Jesus. Vi tror at hans død som den lovede Messias har gjort det muligt for alle at blive frelst hvis de trofast tjener Gud.
Susan: Det tror jeg også.
Karen: Måske har du tænkt på hvordan vi kan vise Jesus at vi værdsætter at han har givet sit liv til gavn for os. *
Susan: Ja, det har jeg faktisk tænkt på.
Karen: Måske kunne jeg komme tilbage og vise dig hvad Bibelen siger. Er du hjemme samme tid næste uge?
Susan: Ja, det er jeg.
Karen: Det er alle tiders. Så ses vi.
[Fodnote]
^ par. 74 Flere oplysninger findes i kapitel 5 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?