Hvilken virkning har det kristne budskab på et samfund?
Hvilken virkning har det kristne budskab på et samfund?
I DE foregående artikler har vi set på hvorfor sande kristne ikke tager del i politik. Men hvordan kan kristne vise at de er interesseret i at forbedre forholdene i de samfund de lever i? Blandt andet ved at følge Jesu befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.
Der er en forbindelse mellem det at følge Jesu befaling til at ’gøre disciple’ og det at være „jordens salt“ og „verdens lys“. (Mattæus 5:13, 14) Hvilken forbindelse er der? Og når kristne følger dette, hvilken virkning vil det da få på et samfund?
Det kristne budskab virker bevarende og oplysende
Salt virker konserverende; det kan hindre at noget fordærves. Sådan kan det budskab som Jesus sagde at hans disciple skulle bringe ud til alle nationer, også virke ’konserverende’, eller bevarende. De der tager imod Jesu lære og følger dens principper, bliver beskyttede mod det moralske fordærv der er så udbredt i dag. Hvordan? De lærer at holde sig fra sundhedsskadelige vaner som rygning, og de tillægger sig egenskaber som kærlighed, fred, langmodighed, venlighed og godhed. (Galaterne 5:22, 23) Med disse egenskaber er de til stor gavn for samfundet. Når kristne giver andre del i dette ’bevarende’ budskab, yder de et samfundsgavnligt bidrag.
Hvad så med sammenligningen med lys? Ligesom månen reflekterer lyset fra solen, sådan reflekterer Kristi disciple det „lys“ der kommer fra Jehova Gud. Det gør de i kraft af det oplysende budskab de forkynder, og de gode gerninger de gør. — 1 Peter 2:12.
Jesus pegede på endnu en lighed mellem det at sprede lys og det at være en discipel: „Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk.“ Når en tændt lampe står på en stander, kan den ses af alle som er i nærheden. Sådan skal de kristnes forkyndelse og deres gode gerninger tydeligt kunne ses af alle som bor i deres nærhed. Hvorfor? For at de der ser de gode gerninger, kan give ære til Gud, ikke til de kristne. — Mattæus 5:14-16.
Et fælles ansvar
Da Jesus sagde „I er verdens lys“ og ’lad jeres lys skinne’, talte han til alle sine disciple. Hans befaling kan ikke opfyldes af nogle få enkeltpersoner som findes spredt i forskellige trossamfund. Nej, det er alle de troende der er ’lyset’. Over syv millioner Jehovas Vidner, som bor i mere end 235 lande, ser det som et fælles ansvar at besøge deres medborgere for at give dem del i det budskab Jesus ønsker at hans disciple skal forkynde.
Hvilket tema har Jehovas Vidners budskab? Da Jesus udtalte sin missionsbefaling, sagde han ikke at hans disciple skulle forkynde sociale eller politiske reformer, arbejde for en forening af stat og kirke eller tale for andre sekulære ideologier. Nej, han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:14) Sande kristne i dag er lydige mod det Jesus har befalet dem, og bliver derfor ved med at tale med andre om Guds rige — den eneste regering der kan gøre ende på Satans onde system og indføre en retfærdig ny verden.
Når man læser beretningen i Bibelens evangelier, er der to vigtige sider af Jesu tjeneste der falder i øjnene, og begge har betydning for hvordan sande kristne skal forholde sig i dag. De behandles i den næste artikel.
[Tekstcitat på side 8]
Hvordan er det kristne budskab som salt?
[Tekstcitat på side 9]
Hvordan er Jesu budskab som en lampe på et mørkt sted?