Vidste du det?

Hvad var det for et ’dommersæde’ apostelen Paulus blev ført hen til?

▪ I Apostelgerninger 18:12, 13 står der at jøderne i Korinth anklagede Paulus for at overtræde loven ved at hverve proselytter, og at de førte ham hen til „dommersædet“. Det var den såkaldte bema, et græsk ord der betyder trin eller forhøjning. I det gamle Korinth var der en udendørs platform, eller et podium, i nærheden af agoraen (markedspladsen), måske kun nogle få skridt fra synagogen. Platformen var placeret sådan at man derfra kunne tale til en stor forsamling. Den var bygget af blåt og hvidt marmor og dekoreret med fine udskæringer. Ved siderne var der to venterum med marmorbænke og mosaikgulve.

Dette podium var åbenbart det dommersæde hvor apostelen Paulus blev ført frem for prokonsulen Gallio, der styrede Achaia på Roms vegne. På dette sted kunne de dømmende embedsmænd sidde og påhøre en sag og derefter forkynde deres dom for den forsamlede folkemængde.

I de græske bystater var det almindeligt at folk samledes foran en sådan bema, hvor alle officielle anliggender blev behandlet. I beretningen om den retssag der blev ført mod Jesus, nævner den græske tekst i både Mattæus 27:19 og Johannes 19:13 at Pontius Pilatus talte til mængden fra en bema. — Se også Apostelgerninger 12:21.

Hvorfor var den måde Jesus døde på, „en snublesten“ for nogle af jøderne?

▪ Apostelen Paulus skrev om datidens kristne: „Vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ (1 Korinther 1:23) Hvordan kunne selve den måde Jesus blev henrettet på, få nogle til at ’snuble’?

I forbindelse med den måde Jesus døde på, og kulturen blandt Mellemøstens folk i det første århundrede, siger bibelkommentatoren Ben Witherington III at dette var „den mest skændige dødsmåde i den verden. Det blev absolut ikke betragtet som et ædelt martyrium.“ Ben Witherington tilføjer: „Folk i datidens verden mente at den måde man døde på, afslørede hvilken slags menneske man var. Ud fra dette var Jesus en slyngel, en landsforræder, en mand der fortjente den straf man gav for slaveoprør.“ Når man tager denne kulturelle baggrund i betragtning, er det ikke rimeligt at hævde at de første kristne selv opfandt beretningerne om Jesu død og opstandelse.