Jehova har åbnet mine øjne

Fortalt af Patrice Oyeka

Det var sidst på eftermiddagen. Efter endnu en dag i dybt mørke, som blind, ensom og med radioen kørende, besluttede jeg at gøre en ende på mit triste liv. Jeg hældte et giftigt pulver op i et glas vand og satte det på bordet foran mig. Jeg ville tage et sidste bad og klæde mig pænt på inden jeg drak den dødelige blanding der ville gøre ende på det hele. Hvorfor ville jeg begå selvmord? Og hvad reddede mig så jeg stadig er i live og kan fortælle min beretning?

JEG blev født den 2. februar 1958 i provinsen Kasai Oriental i Den Demokratiske Republik Congo. Da jeg var ni år gammel, mistede jeg min far, og min storebror forsørgede mig under min opvækst.

Da jeg gik ud af skolen, fik jeg arbejde i en gummiplantage. En morgen i 1989, mens jeg sad og skrev en rapport på mit kontor, var jeg pludselig omsluttet af tæt mørke. Først troede jeg at der var tale om et strømsvigt, men jeg kunne høre generatoren køre, og det var formiddag! Til min forfærdelse gik det op for mig at jeg ikke kunne se noget, ikke engang papirerne lige foran mig!

Jeg kaldte straks på en af de ansatte, der tog mig med hen til den der stod for sygeafdelingen. Han anbefalede at jeg opsøgte en mere erfaren læge inde i byen. Denne læge konstaterede at mine nethinder var ødelagte, og at tilstanden var alvorlig, så han sendte mig til hovedstaden, Kinshasa.

Livet i Kinshasa

I Kinshasa opsøgte jeg flere øjenlæger, men ingen af dem kunne gøre noget for mig. Efter at jeg havde været indlagt på sygehuset i 43 dage, konkluderede lægerne at jeg ville være blind resten af livet. Så tog min familie mig med til mange forskellige kirker i håb om en mirakuløs helbredelse, men intet af det hjalp.

Til sidst opgav jeg håbet om at komme til at se igen. Hele mit liv var præget af mørke. Jeg mistede mit syn og mit arbejde. Også min kone mistede jeg; hun forlod mig og tog alt hvad vi havde i vores hus, med sig. Jeg følte mig forlegen ved at færdes udendørs og ved at være sammen med andre mennesker. Jeg trak mig ind i mig selv og gik aldrig ud af mit hus. På den måde blev jeg en eneboer og følte mig helt værdiløs.

To gange forsøgte jeg at begå selvmord. Det andet af disse forsøg er det der er beskrevet i indledningen til denne beretning. Ved et tilfælde blev jeg reddet af en lille dreng i familien. Han tog glasset og hældte indholdet ud på jorden mens jeg var i bad. Heldigvis drak han ikke af det. Men til min store skuffelse kunne jeg nu ikke finde glasset. Så indrømmede jeg over for min familie hvorfor jeg ledte efter det, og hvad jeg havde haft til hensigt at gøre.

Jeg takker både Gud og min familie fordi de passede på mig. Min plan om at begå selvmord blev forpurret.

 Jeg genfinder glæden ved livet

En søndag i 1992, mens jeg sad derhjemme og røg, kom der to Jehovas Vidner til min dør i forbindelse med deres hus til hus-forkyndelse. Da de fandt ud af at jeg var blind, læste de Esajas 35:5 for mig: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op.“ Mit hjerte blev fyldt med glæde da jeg hørte disse ord! I modsætning til det jeg havde hørt i de kirker jeg havde besøgt, tilbød Jehovas Vidner ingen mirakuløs helbredelse. Derimod fortalte de mig at jeg kunne få mit syn igen i Guds lovede nye verden hvis jeg ville lære Gud at kende. (Johannes 17:3) Med det samme begyndte jeg at studere Bibelen sammen med dem ved hjælp af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Jeg begyndte også at overvære alle møderne i den lokale rigssal og gjorde forandringer i mit liv. Jeg holdt op med at ryge.

Men det at jeg var blind, hæmmede mine åndelige fremskridt. Så jeg opsøgte et blindeinstitut for at lære at læse og skrive braille. Det hjalp mig til at tage del i den kristne oplæring der blev givet i rigssalen. Snart tog jeg del i forkyndelsen i mit lokalområde. Min glæde ved livet var ved at vende tilbage. Jeg gjorde stadig fremskridt og indviede mit liv til Jehova. Den 7. maj 1994 blev jeg døbt.

Efterhånden som min kærlighed til Jehova og mine medmennesker voksede, fik jeg ønsket om at bruge mere tid i den kristne tjeneste. Siden den 1. december 1995 har jeg været pioner, eller heltidsforkynder. Desuden har jeg haft den forret at tjene som ældste i min menighed siden februar 2004. Nogle gange bliver jeg også indbudt til at holde bibelske foredrag i andre menigheder i området. Alle disse velsignelser giver mig stor glæde og minder mig om at intet handicap kan forhindre os i at føre vores ønske om at tjene Jehova ud i livet.

Jehova har givet mig „øjne“

Som tidligere nævnt forlod min kone mig da jeg blev blind. Men jeg har modtaget en særlig velsignelse fra Jehova. I en vis forstand har han givet mig øjne så jeg kan se. Anny Mavambu, som sagde ja til at gifte sig med mig på trods af mit handicap, er blevet mine øjne. Da hun også er heltidsforkynder, følges hun altid med mig i forkyndelsen. Hun læser også kildematerialet til mine foredrag højt for mig så jeg kan gøre notater på braille. Hun er en særlig velsignelse for mig. Takket være hende har jeg indset sandheden i det der står i Ordsprogene 19:14: „Hus og velstand er arv fra fædre, men en hustru med indsigt er fra Jehova.“

Jehova har også velsignet Anny og mig med to børn — en dreng og en pige. Jeg glæder mig meget til at se deres ansigter i Paradiset! En anden velsignelse er at min ældre bror, der har været så flink at lade os bo på sin grund, har taget imod sandheden fra Bibelen og er blevet døbt! Vi tjener alle i den samme menighed.

På trods af mit handicap er det mit dybtfølte ønske at gøre endnu mere i tjenesten for Jehova fordi han har velsignet mig så rigeligt. (Malakias 3:10) Jeg beder daglig om at hans rige må komme og fjerne al lidelse på jorden. Siden jeg har lært Jehova at kende, kan jeg i sandhed sige: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — Ordsprogene 10:22.

[Illustrationer på side 13]

Jeg holder et bibelsk foredrag; sammen med min kone, mine børn og min bror