Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Når I beder, så sig: ’Fader’“

„Når I beder, så sig: ’Fader’“

„Når I beder, så sig: ’Fader’“

„Far“. Hvad får det ord dig til at tænke på? En kærlig, hengiven mand der er levende interesseret i sin families trivsel? Eller en forsømmelig, måske ligefrem grov og voldelig, mand? Det kommer meget an på hvordan din egen far var.

„FADER“ var den tiltale Jesus ofte brugte når han talte til og om Gud. * Da han lærte sine disciple at bede, sagde han: „Når I beder, så sig: ’Fader’.“ (Lukas 11:2) Men hvordan er Jehova som far? Svaret på det spørgsmål er meget vigtigt. For jo bedre vi forstår hvordan Jehova er som far, jo tættere bliver vi knyttet til ham, og jo mere vil vi elske ham.

Jesus er den der er bedst kvalificeret til at fortælle os om vores himmelske Fader. Han havde et tæt forhold til sin Fader. Jesus sagde: „Ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen, ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Mattæus 11:27) Så den bedste måde at lære Faderen at kende på er gennem Sønnen.

Hvad kan vi lære af Jesus om vores himmelske Fader? Tænk over følgende udtalelse af Jesus: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Jesu ord viser os hvad der er vores himmelske Faders hovedegenskab — kærlighed. (1 Johannes 4:8) Jehovas kærlighed kommer til udtryk på forskellige måder, for eksempel gennem hans godkendelse, medfølelse, beskyttelse og tugt samt ved at han dækker vores behov.

Forvisset om vores Faders godkendelse

Børn bliver styrket og opmuntret når forældrene godkender det de gør. Forestil dig hvor styrket Jesus må være blevet da han hørte sin Fader sige: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Jesus forsikrer også os om at Faderen elsker og godkender os. „Den der elsker mig, vil blive elsket af min Fader,“ sagde Jesus. (Johannes 14:21) Disse ord er meget trøstende! Der er imidlertid en der gerne vil berøve dig den trøst.

Satan prøver at få os til at tro at vores himmelske Fader ikke godkender det vi gør. Han vil gerne overbevise os om at vi ikke er værdige til at blive godkendt. Han gør det ofte når vi er mest sårbare — når vi er syge, skrøbelige eller ældre, eller når vi føler os overvældet af personlige fejl og skuffelser. Tænk over følgende eksempel. En ung mand ved navn Lucas følte sig ikke værdig til Guds godkendelse. Han fortæller at hans forældre forandrede sig drastisk under hans opvækst og vendte ryggen til mange af de værdier som de havde lært ham. Måske var det derfor han fandt det svært at have et forhold til sin himmelske Fader. Og da Lucas var fremfusende af natur, kom han ofte i vanskeligheder, især i forholdet til andre. Men hans tålmodige og opmuntrende hustru — som Lucas kalder „en særlig velsignelse, en gave fra Gud“ — hjalp ham lidt efter lidt til at kontrollere sit temperament. Han forstod at „Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere“. (1 Timoteus 1:15) Lucas siger at det at grunde over Guds kærlighed og godkendelse har givet ham glæde og tilfredshed.

Hvis du til tider er i tvivl om at Jehova kan elske eller godkende dig, kan du finde trøst ved at læse og grunde over det der står i Romerbrevet 8:31-39. Her forsikrer apostelen Paulus os kærligt om at intet kan „skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre“. *

En Fader der viser inderlig medfølelse

Vores himmelske Fader er opmærksom på vores lidelser. Han er en Gud der viser ’inderlig medfølelse’. (Lukas 1:78) Jesus genspejlede sin Faders medfølelse med ufuldkomne mennesker. (Markus 1:40-42; 6:30-34) Sande kristne bestræber sig også for at efterligne deres himmelske Faders medfølelse. De giver agt på Bibelens opfordring til at ’være venlige over for hinanden, inderligt medfølende’. — Efeserne 4:32.

Tænk over det en mand ved navn Felipe oplevede. En dag på vej til arbejde følte han pludselig en stærk smerte, som om han var blevet stukket i ryggen med en kniv. Han blev hurtigt bragt til hospitalet. Efter en otte timer lang undersøgelse konkluderede lægerne til sidst at hovedpulsårens indre lag var bristet. De sagde at han kun havde 25 minutter tilbage at leve i, og at det ville være formålsløst at operere.

Nogle af Felipes trosfæller var til stede, og deres medfølelse fik dem til at reagere. De arrangerede hurtigt at han blev overført til et andet hospital, hvor en hasteoperation blev foretaget, og de blev hos ham indtil indgrebet var overstået. Glædeligvis overlevede Felipe. Når han tænker tilbage på denne hændelse, er han meget taknemmelig for den medfølelse hans trosfæller viste ham. Men Felipe er overbevist om at det var hans himmelske Fader der havde motiveret dem til at vise medfølelse. „Det var som om Gud, ligesom en kærlig far, stod ved min side for at styrke mig,“ siger Felipe. Ja, Jehova viser ofte sin medfølelse ved at få sine tjenere på jorden til at genspejle denne egenskab.

Vores Fader beskytter os

Når et lille barn bliver bange, kan det løbe hen til sin far for at blive beskyttet. Et barn føler sig tryg når faderen kærligt omfavner det. Jesus havde fuld tillid til at Jehova ville beskytte ham. (Mattæus 26:53; Johannes 17:15) Vi kan også finde tryghed i bevidstheden om at vores himmelske Fader beskytter os. Den beskyttelse Jehova giver i dag, er primært af åndelig art. Med andre ord beskytter han os mod at lide åndelig skade ved at give os det vi behøver for at kunne undgå farer og for at kunne værne om vores venskab med ham. Han beskytter os blandt andet ved at give os vejledning fra Bibelen. Det er som om Jehova går bag ved os og siger: „Dette er vejen. Gå på den!“ — Esajas 30:21.

Tag for eksempel Tiago og hans brødre Fernando og Rafael, der var medlemmer af et rock and roll-band. De blev meget begejstrede da de blev udvalgt til at optræde i en af de mest berømte koncertsale i São Paulo, Brasilien. Det så ud til at succesen var lige om hjørnet. En af deres trosfæller advarede dem imidlertid om farerne ved at opdyrke et nært venskab med nogle hvis livsstil viser at de lader hånt om Guds veje. (Ordsprogene 13:20) Han understregede dette råd fra Bibelen ved at fortælle om sin egen erfaring. Hans egen bror var blevet påvirket af dårligt selskab og lagde en ukristen adfærd for dagen. Tiago og hans brødre besluttede at opgive deres musikkarriere. De tjener nu alle tre som heltidsforkyndere af den gode nyhed. De er overbeviste om at det at følge vejledningen i Guds ord beskyttede dem mod at lide åndelig skade.

Vores himmelske Fader tugter os

En kærlig far tugter sine børn fordi han bekymrer sig om hvordan de vil blive som voksne. (Efeserne 6:4) En sådan far er måske bestemt, men aldrig hård når han retleder sine børn. Tilsvarende kan vores himmelske Fader nogle gange finde det nødvendigt at tugte os. Men han tugter altid i kærlighed og er aldrig grov. Ligesom sin Fader var Jesus aldrig hård, selv ikke når hans disciple var langsomme til at reagere på nødvendig vejledning. — Mattæus 20:20-28; Lukas 22:24-30.

Læg mærke til hvordan en mand ved navn Ricardo kom til at værdsætte Jehovas kærlige tugt. Ricardo blev forladt af sin far da han kun var syv måneder gammel. Da han blev teenager, følte han et savn ved ikke at have en far. Han slog ind på en forkert kurs, og hans samvittighed begyndte at plage ham. Han indså at det liv han førte, ikke harmonerede med de kristne moralnormer, og derfor besluttede han at tale med de ældste i den menighed han kom i. De ældste gav ham direkte, men kærlig vejledning baseret på Bibelen. Ricardo værdsatte denne tugt, men det han havde gjort, pinte ham fortsat meget. Han havde søvnløse nætter, græd og følte sig modløs. Til sidst forstod han at tugten var et udtryk for at Jehova stadig elskede ham. Ricardo genkaldte sig ordene i Hebræerbrevet 12:6, hvor der står: „Den Jehova elsker, tugter han.“

Det vil være klogt af os at huske at tugt indbefatter mere end straf og irettesættelse for en overtrædelse. Bibelen forbinder også tugt med oplæring. Så vores kærlige himmelske Fader tugter os måske ved at vi for en tid må lide under de ubehagelige konsekvenser af vores fejl. Men Bibelen viser at tugten opøver os og hjælper os til at gøre det rigtige. (Hebræerne 12:7, 11) Ja, vores Fader interesserer sig oprigtigt for vores velbefindende og irettesætter os til vores eget bedste.

Vores Fader dækker vores fysiske behov

En kærlig far søger at dække sin families fysiske og materielle behov. Jehova har det på samme måde. „Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette,“ sagde Jesus. (Mattæus 6:25-34) Jehova lover: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ — Hebræerne 13:5.

En kvinde ved navn Nice kom til at værdsætte sandheden i disse ord da hendes mand mistede sit arbejde. Hun havde selv lige sagt sit vellønnede arbejde op så hun kunne bruge mere tid på sine to piger og i tjenesten for Gud. Hvad skulle de nu leve af? Hun bad til Jehova. Allerede næste dag gik hendes mand tilbage til sin arbejdsplads for at hente sine ejendele. Til hans overraskelse fortalte hans chef at der lige var blevet et andet job ledigt, og tilbød ham stillingen! Så Nices mand mistede sit job den ene dag og fik det tilbage den næste dag. Nice og hendes mand takkede deres himmelske Fader for det positive udfald. Det de erfarede, minder os om at vores kærlige Forsørger, Jehova, aldrig glemmer sine trofaste tjenere.

Værdsæt Faderens kærlighed

Ord slår ikke til når vi vil beskrive vores himmelske Faders enestående kærlighed! Når vi tænker på de måder han viser sin faderlige kærlighed på — gennem sin godkendelse, medfølelse, beskyttelse og tugt samt ved at dække vores behov — må vi sige at han er den bedste Fader man kan forestille sig!

Hvordan kan vi vise at vi værdsætter den kærlighed vores himmelske Fader har vist os? Vi kan gøre en indsats for at lære mere om ham og hans hensigt. (Johannes 17:3) Vi kan bringe vores liv i harmoni med hans vilje og veje. (1 Johannes 5:3) Og vi kan genspejle hans kærlighed i vores handlemåde over for andre. (1 Johannes 4:11) På alle disse områder kan vi vise at vi ser hen til Jehova som vores Fader, og at vi ser det som en ære at være hans børn.

[Fodnoter]

^ par. 3 Det at Jehova er vores Fader, er et gennemgående tema i Bibelen. For eksempel læser vi omkring 65 gange i de første tre evangelier og over 100 gange i Johannes’ evangelium at Jesus bruger ordet „Fader“. Paulus bruger også ordet „Fader“ om Gud over 40 gange i sine breve. Jehova er vores Fader i den forstand at det er ham der har givet os livet.

^ par. 9 Se kapitel 24, „Intet kan ’skille os fra Guds kærlighed’“, i bogen Kom nær til Jehova, udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 19]

Jo bedre vi forstår hvordan Jehova er som far, jo tættere bliver vi knyttet til ham, og jo mere vil vi elske ham

[Tekstcitat på side 22]

Vi kan vise at vi ser hen til Jehova som vores Fader, og at vi ser det som en ære at være hans børn

[Ramme/​illustrationer på side 21]

JEHOVA VISER SIN FADERLIGE KÆRLIGHED PÅ FLERE MÅDER

GODKENDELSE

MEDFØLELSE

BESKYTTELSE

TUGT

FYSISK STØTTE